Introduktion ved tidl. Formand Anton Klit
Uddybning af kirkens historie ved Poul Kjær
Introduktion ved tidl. Formand Anton Klit
(Fra kirkebladet i forbindelse med 25 års jubilæet den 3. april 1991)
Palmesøndag, den 3. april 1966, blev Vestervang kirkes hovedbygning med tårn og præsteværelse samt et lille anrettekøkken indviet. Anden etape af det nuværende kirkekompleks blev indviet med en tilbygning i april 1976. Det er den del af kirken, vi i daglig tale benævner som "festsalen", og som bruges i tilslutning til det egentlige kirkerum, når der er behov for at gøre kirkerummet større end til det ordinære brug, f.eks. i forbindelse med konfirmationer, juleaftensgudstjenester eller ved andre lejligheder, hvor der er behov for mange siddepladser.
Ved udvidelsen i 1976 blev der endvidere indrettet to konfirmandundervisningslokaler med plads til ca. 20 konfirmander i hvert lokale, således at der kan undervises sideløbende i de to lokaler. Tilføjet blev også kontor til kirkens kordegn, et moderne køkken, et depot samt toiletter anvendelige også for kørestolsbrugere.
Tredje og foreløbig sidste etape af den nuværende Vestervang kirke blev færdiggjort i efteråret 1983. Kirken fik tilføjet endnu et tårn, lidt mindre end det oprindelige, hvorved der blev givet mulighed for at udskifte det gamle orgel, som nu er orgel i kirken på Horserød Statsfængsel, med det orgel, der med sine 21 stemmer, nu er en helt uundværlig del af kirkens interiør. Endelig blev det også muligt ved denne udvidelse at etablere et tiltrængt korværelse, et samtalerum, endnu et depot og et toilet.
Dette som indledning til brugen af Vestervang Kirke. Kirkens historie uddybes efterfølgende af Poul Kjær.
Hvis jeg skulle skrive lidt om kirkens "gode, gamle dage", ja så er det en illusion, hvis jeg påstår, at noget var bedre eller dårligere den gang. Sagen er jo den, at kirken alle dage har levet i den tid, den nu en gang lever i, at den altid vil være et udtryk for den verden, den selv er en del af. Et barn af sin tid. Et er imidlertid sikkert, kirken har altid været rummelig. Jeg vil gerne have lov til at tilføje, at når jeg taler om "kirken", mener jeg menigheden, folket, for kirken er jo intet uden at der var mennesker i den. Det er os, der skaber den, vi gør den selv til det, den er og indeholder.
Tager vi sakramenterne (dåb og nadver) og Gud ud af kirkens sammenhæng, ja, så er der intet andet tilbage end en ganske almindelig bygning, som alle andre bygninger. Så lad os derfor først og fremmest være enige om, at kirken kun er en kirke, fordi evangeliet forkyndes i dette rum.
Imidlertid er kirken, historisk set, også meget andet. Det var fra kirkerne det første sociale arbejde blev udført blandt fattige, ensomme, syge og nødlidende mennesker, og det er først i nyere tid, at det offentlige, der har overtaget den side af kirkens arbejde. Som tiderne ser ud nu, kunne det nemt blive aktuelt for kirken igen at skulle tage den side af sagen op.
Ret beset er kirken dog langt mere end blot det sted, hvor der holdes gudstjeneste een gang om ugen!
I virkeligheden sker der utrolig meget andet i forbindelse med kirkens brug, og mange i menigheden har da heldigvis også fundet vej til kirken og bruger den flittigt i mange andre sammenhænge end ved den ordinære søndagsgudstjeneste.
I Vestervang Sogn, i vores sogn, bor der ca. 11.000 mennesker (1991), så skulle alle møde op hver søndag til gudstjeneste, ville det da heller ikke være muligt at være i kirken. De allerfleste af sognets beboere har igennem de 25 år (1991) kirken har ligget på Gurrevej, været i forbindelse med kirken ved dåb, begravelse, konfirmation, bryllup eller i relation til noget af alt det andet, der foregår i kirken som f.eks. kirkens eftermiddagsklub, som samler ca. 75 mennesker 9 gange årligt. Kammerorkestret, der tæller 20 medlemmer og som øver i kirkens lokaler ugentligt, FDF- og P, der samler mange børn og unge ugentligt samt holder deres fester og julemarked i kirkens lokaler, samt den årlige weekend "Lejer i By", endvidere kirkens eget børnekor, der ligeledes samles en gang om ugen. Dertil kommer menighedsrådsmøder, præstekonventer, musikskolen, andelsbyggeforeningen samt andre forskellige arrangementer af forskellig art.
Endelig undervises der for tiden ca. 80 konfirmander og afholdes mange koncerter om året. Kirken er i øvrigt åben alle ugens hverdage i kontortiden 9-13.
Formand
Anton Klit
tilbage til oversigt
Uddybning af kirkens historie ved Poul Kjær
(Fra kirkebladet i forbindelse med 25 års jubilæet den 3. april 1991)
På palmesøndag fylder vores kirke 25 år (1991). Menigheden vil denne søndag fejre den glædelige begivenhed, som den oplevede palmesøndag i 1966, da denne smukke kirke blev taget i brug.
Det var et ungt sogn, som den gang fik sin kirke. Kun otte år tidligere var det blevet skilt ud fra Sct. Olai sogn, fordi der da var blevet bygget så mange nye boliger i Helsingørs vestlige vange. Menneskene herude havde imidlertid længtes efter denne kirkeindvielse betydeligt længere, idet arbejdet var gået forud for selve sognedannelsen.
Den første begyndelse fandt måske sted den 21. januar 1953. Da fremsatte provst Iisager, Sct. Olai, i et menighedsrådsmøde det forslag, at der skulle nedsættes en komite, som skulle arbejde med sagen og først tilstræbe at finde eller få opført et lokale til gudstjenester og kirkelige handlinger i Sct. Olai sogns yderdistrikter. En komite som den forslåede blev nedsat den 18. juni samme år, bestående af 29 personer fra området plus Sct. Olai sogns menighedsrådsmedlemmer, i alt 47 personer. Formand for komiteen blev drejermester Poul Birk.
Men allerede forinden havde menighedsrådet ansøgt Helsingør Magistrat om at et nærmere betegnet jordstykke af Montebello park måtte blive stillet vederlagsfrit til rådighed til opførelse af en ny kirke. Denne tilladelse kom meget hurtigt, og et godt 9.000 kvm. stort grundstykke blev udskilt, og der ligger Vestervang kirke i dag.
Det næste var, at komiteen udskrev en arkitektkonkurrence, som blev vundet af Holger Jensen. Man kunne imidlertid ikke straks gå i gang med byggeriet, blandt andet fordi der dengang ikke på samme måde som nu kunne bygges for de kirkelige ligningsmidler.
Men i et rådsmøde den 12. december 1956 meddelte daværende sognepræst Leer-Andersen, at der på Skolen ved Gurrevej fandtes et lokale, der kunne lånes til gudstjenester. Holger Jensen blev bedt om at udarbejde forslag til indretningen, og dette kirkerum blev godkendt ved provstesyn den 9. august 1957, og der noteredes: "Kirkesalen fremtræder som et smukt og velegnet rum. Inventaret tilfredsstillende". Indvielsen fandt sted den 15. september 1957.
Indtil et selvstændigt sogn blev udskilt var denne interimistiske kirke at betragte som en filialkirke til Sct. Olai. Dette varede dog altså kun et år - til 22. oktober 1958. På denne dag godkendte kirkeministeriet nemlig i en skrivelse, at det nye sogn dannedes. Ministeriet, som den gang var under Bodil Kochs ledelse, godkendte samtidig, at det nye sogn blev kaldt Vestervang, at en sal i Skolen ved Gurrevej indtil videre måtte bruges som sognekirke, at kaldskapellan J.E. Biering-Sørensen, Sct. Olai, udnævntes til sognepræst i sognet, og at menighedsrådsvalg blev udskrevet.
Det første menighedsråd valgtes den 12. januar 1959, og det var et fredsvalg. Rådets første formand blev viceskoleinspektør Gunner V. Elkjær. Kirkekomiteen omdannedes nu, så tyngdepunktet blev medlemmer fra det nye menighedsråd og senere hele rådet.
Navnet Vestervang blev fundet gennem en konkurrence, hvor der indkom 50 forslag. Der var på dette tidspunkt 7.000 mennesker i sognet, mens der nu er knapt 11.000 (1991). Tilsvarende havde det første menighedsråd 13 medlemmer, mens der i det nuværende er 17 (1991).
Historien om de år, hvor man holdt til ovre i skolen, er ikke mindst historien om det store arbejde med at forberede kirkebyggeriet samt med at samle penge hertil. Dette afsnit burde der nok skrives en særlig artikel om, af en af dem, der var med. De gamle protokoller fra den tid er inspirerende læsning. Det er tydeligt, at det var en tid med pionerånd og stor offervilje.
Man har været fælles om det nye, der havde fundet sted og om forhåndsglæden over det, der skulle komme. Man arbejdede med indsamlinger, bazarer, mærkatsalg, bortlodninger, etc.
Den 30. marts 1962 godkendte ministeriet detailprojektet og finansieringsplan for byggeriet. Af planen fremgik, at man nu var nået frem til at råde over 131.790 kroner i kontanter foruden kirkegrundens værdi, og man skulle kunne skaffe 60.000 mere, før et statslån kunne klare resten. G.V. Elkjær forklarede engang i en tale følgende: "Men et par måneder efter godkendelsen satte de skarpe byggerestriktioner ind, og vi fik at vide, at nu kunne der gå flere år, inden vi fik lov til at begynde. Humøret sank ikke så lidt; men det kunne jo ikke hjælpe at give op, så under mottoet: Nec aspera terent - jeg ved ikke, om det er klosterlatin, men frit oversat skulle det betyde sådan noget som: Du skal ikke vige tilbage for noget, der er svært - fortsatte vi arbejdet".
Man overvejede at gå i gang som selvbyggere, men veg tilbage for tanken. I foråret 1964 udkastede domprovst Nepper-Christensen da den tanke, at man kunne undersøge, om man som første etape kunne nøjes med det egentlige kirkerum med tårn og præsteværelse m.v. Holger Jensen var straks med på ideen. Det blev dog vedtaget at projektere 2. etape samtidig for helhedens skyld. Selv om man stadig havde grund til skepsis vedrørende tilladelse, indsendtes ansøgning i juli, og pludselig den 16. november 1964 anmodede ministeriet om et specificeret overslag - som et lyn gennem mørke skyer, fortælles der. Herefter arbejdede man hurtigt med alle formaliteter og forberedelser, og det resulterede så i, at grundstenen kunne nedlægges den 15. september 1965. Grundstensdokumentet nævner blandt andet, at man byggede i dyb taknemmelighed over den kristne arv, som er os givet. Den sidste gudstjeneste i skolen holdtes den 27. marts 1966, og Palmesøndag den 3. april 1966 indviedes så den nye kirke, og det er ikke svært at forstå, at dette var en festdag.
At det var rigtigt allerede den gang at bygge et utraditionelt kirkerum er i dag klart for alle os i vort sogn, som er kommet til at holde af det. Det er et hjemligt og intimt kirkerum, et præg der yderligere styrkes af et lavt loft langs de fire vægge, men samtidig er det en kirke, der har fået vælde og højde, dels af fire stærke skråtstillede betonpiller i hjørnerne og især af kronen på dette stykke arkitektur, det indvendige tårn, som bredt og pyramideformet hæver sig op over hele kirkens midterparti, idet tårnet jo er anbragt midt over kirken. I denne høje indvendige hvælving ledes øjet langs lodrette trælister op hvor lyset øverst strømmer ind fra alle fire sider gennem skjulte ruder. Bag alteret og døbefonten, som begge er i granit, findes ikke nogen altertavle, men man ser gennem høje glasruder udad i en skærmet og fredfyldt gårdhave med planter og et stort bronzekors.
Når man sidder i kirken, fanges øjet let af en lille jernskulptur på alteret. Den er af professor ved kunstakademiet, cand.theol. Hein Heinsen, og den er det første stykke kirkekunst fra hans hånd, ligesom kirken var den første, Holger Jensen tegnede (Lundehus kirke var dog den første af hans kirker, der blev opført). Nogle kalder denne jernskulptur et krucifiks, men pastor Preben Formann lærte os at se den som Jesus, der kommer ud af graven. Dette er i overensstemmelse med, hvad Hein Heinsen har oplyst, nemlig at der nok i denne skulptur ligger en vis reaktion mod dette, at det altid har været Kristus på korset, man har brugt som symbol for hele kristenheden og kristendommen, mens det selvfølgelig skulle være Kristus, der kommer ud af graven.
Gravens form peger tilbage mod korset, så det vil sige, at der altså har været en død på korset. Ved sommergudstjenesterne skinner lyset fra det store vindue gennem åbningen i figuren - lyset stråler ud fra den grav, Kristus overvandt. Uden om i skulpturen ser man i glas forskellige farver, der symboliserer livets mangfoldighed, som vi altid lever iblandt i dette liv, men som også vil være for øje på opstandelsens morgen.
I året 1976, 10 år efter kirkens opførelse, byggedes så, hvad der blev kaldt 2. etape. Det var under Norman Richters dygtige formandskab og med samme arkitekt og ingeniørfirma og for størstedelen de samme håndværksmestre som for 1. etapes vedkommende.
I det daglige arbejde nu er det svært at forestille sig, at 2. etape kunne undværes så længe. Vi sad ved mange lejligheder fastklemt i en stor flok i præsteværelset, ligesom indgangskorridoren blev brugt meget. Men nu kom der en stor festsal, som adskiltes fra kirken med et tæppe forhæng, så festsalen kunne bruges til udvidelse af kirken, når det behøvedes. Endvidere to konfirmand - og mødelokaler, som sammen også kan bruges som en sal, og tillige opførtes køkken, depoter og "vandrehal" og endelig kirkens kontor.
En følge af denne opførelse har været, at mange begivenheder har været henlagt til Vestervang kirkeanlæg, som nogen har kaldt det, enten sognets organisationers sammenkomster eller større kirkelige begivenheder fælles for de fire bysogne, såsom f.eks. den årlige Helsingør kirkedag.
I 1983 er så det sidste bygningsarbejde blevet udført, nemlig en smuk niche til kirkens nye orgel samt et par mindre rum, som kan bruges til korværelse og andre ting. Det er samtidigt blevet vedtaget, at et af de hidtidige konfirmandlokaler nu skal bruges til ungdomslokale. Orgelnichen nødvendiggjorde et nyt, mindre bitårn, som også har forskønnet kirken udefra; som det er blevet udtrykt: Det har givet kirkens ydre et vist gotisk præg.
Ved et jubilæum (1991) bør nævnes de mennesker, som længe har virket ved kirken. Af kordegnene har der kun været to, nemlig Viggo Schiøtz (hvis hustru Else var praktisk medarbejder i årene ovre i skolen), som tjente sognet og kirken i 20 år, samt vores nuværende, Kirsten Busch, der blev ansat i sommeren 1978. Som organist er Leif Valbjørn den femte ved kirken, ansat i sommeren 1986. Længst af organister har Enoch Spangbo været tilknyttet, nemlig i 18 år. Som kirketjener var Key Klausholt ansat fra begyndelsen til udgangen af 1987. I ca. et halvt år var derefter Steen Gaarde Johansen vores kirketjener indtil sin død sommeren 1988. Siden har vi som kirketjener haft Svend Olsen. For stor indsats bør tillige nævnes ægteparret Vera og Folmer Skov, gennem mange år stedfortrædende som henholdsvis kordegn og kirketjener.
Listen over sognets præster ser således ud (1991):
J.E. Biering-Sørensen 1958-60
Johannes R. Buckhave 1960-64
Mogens Fundrup 1962-64
Jens Chr. Pedersen 1960-61 og 1965-68
Peter B. Hviid 1968-72
Marianne Formann 1969-74
Kjeld Nielsen 1974-
John B. Hill 1980-
Lis Paulsen 1987-89
Hanne Rosenberg 1989-
Af menighedsrådsformænd har der været i alt otte (1991):
Gunner V. Elkjær - fire år
Norman Richter - fire år
Thomas Søndergaard - to år
Poul Kjeldgård - fire år
Jesper Brinck Jensen - et år
Norman Richter - fem år
Poul Kjær - fire år
Elmar Christiansen - seks år
Anton Klit - to år
I beretningen gøres der lettest rede for de største begivenheder og de stedfundne personskift. Men det er altid det daglige arbejde, der er det vigtigste. Og der kunne nævnes mange navne på frivillige, som har gjort et stort stykke arbejde i Vestervang. Det er det daglige arbejde gennem årenes løb - i og omkring kirken og sognelokalerne - der bærer det hele: Sognebeboernes kontakt, samtaler og sognemøder, konfirmandundervisning og studiekredse, musikarbejde og fester, men først og fremmest er det evangeliets forkyndelse og udlægning, dåb og kirkelige handlinger og menighedens lovsang.
Til samling herom ringer hver søndag Vestervangs to klokker, som er gaver til kirken fra Helsingør Skibsværft og fra dens første menighedsrådsformand. De lyder ud over vort sogn og kalder folk til gudstjeneste i vores skønne kirke.
Poul Kjær
tilbage til oversigt