Prædiken til 5. søndag efter Trinitatis 2024


Prædiken til 5. søndag efter Trinitatis holdt i Vestervang Kirke den 30. juni 2024.

Af sognepræst Troels Bak Stensgaard

 

Salmer: 318 Stiftet Guds Søn har på jorden et åndeligt rige; 396 Min mund og mit hjerte de gjorde en pagt; 334 Guds kirkes grund alene; 54 Hvad mener I om Kristus; 192/kun vers 7; 726 Gak ud min sjæl, betragt med flid.

 

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: 

Da Jesus kom til området ved Cæsarea Filippi, spurgte han sine disciple: »Hvem siger folk, at Menneskesønnen er?« De svarede: »Nogle siger Johannes Døber, andre Elias, og andre igen Jeremias eller en anden af profeterne.« Så spurgte han dem: »Men I, hvem siger I, at jeg er?« Simon Peter svarede: »Du er Kristus, den levende Guds søn.« Og Jesus sagde til ham: »Salig er du, Simon, Jonas' søn, for det har kød og blod ikke åbenbaret dig, men min fader i himlene. Og jeg siger dig, at du er Peter, og på den klippe vil jeg bygge min kirke, og dødsrigets porte skal ikke få magt over den. Jeg vil give dig nøglerne til Himmeriget, og hvad du binder på jorden, skal være bundet i himlene, og hvad du løser på jorden, skal være løst i himlene.« Da forbød han strengt sine disciple at sige til nogen, at han var Kristus. Fra da af begyndte Jesus at lade sine disciple vide, at han skulle gå op til Jerusalem og lide meget ondt af de ældste og ypperstepræsterne og de skriftkloge og slås ihjel og opstå på den tredje dag. Da tog Peter ham til side og begyndte at gå i rette med ham og sagde: »Gud bevare dig, Herre, sådan må det aldrig gå dig!« Men Jesus vendte sig om og sagde til Peter: »Vig bag mig, Satan! Du vil bringe mig til fald. For du vil ikke, hvad Gud vil, men hvad mennesker vil.« Da sagde Jesus til sine disciple: »Hvis nogen vil følge efter mig, skal han fornægte sig selv og tage sit kors op og følge mig. Den, der vil frelse sit liv, skal miste det; men den, der mister sit liv på grund af mig, skal finde det. For hvad hjælper det et menneske at vinde hele verden, men bøde med sit liv? Eller hvad kan et menneske give som vederlag for sit liv?« AMEN (Matthæusevangeliet 16,13-26).

 

Kære menighed!

 

Man siger, at vi aldrig fik revolution i Danmark, fordi revolutionen blev aflyst på grund af regnvejr.

EM-ottendedelsfinalen i går i Dortmund mellem Tyskland og Danmark, blev dog ikke aflyst, men kun stoppet en halvtimes tid på grund af det uvejr, som nu er nået op til os.

Men jeg kan berolige jer med, at vi her i kirken ikke aflyser og ikke holder pause på grund af vejret.

Det ville også være noget upassende at aflyse en gudstjeneste, fordi himlens sluser har åbnet sig, og især med tanke på Jesu forjættelse i dagens tekst, at dødsriget porte ikke skal få magt over hans kirke.

Vi gider heller ikke klage som den danske landstræner efter fodboldkampen i går, der var sur over dommerkendelserne. For bortset fra, at de danske i store dele af kampen blev udspillet af tyskerne, så ved vi som kristne godt, at livet såvel som vejret ikke altid er en solbeskinnet affære med medvind på cykelstien, hvilket også fremgår af dagens evangelium.

 

Men heldigvis er der også solskinstimer og festdage, som man aldrig glemmer!

Og i denne uge havde vi hjemme hos mig bl.a. besøg af min kones færøske nevøer, Toke og Roar, som sammen med deres mor kom helt fra Thorshavn for at fejre, at Kirsten, min ældste datter, fik studenterhuen på.

Det fik mig til at tænke på noget, som min kone fortalte, da hun for en 24 år siden kom hjem efter Tokes dåb i Thorshavn. Tænk, sagde hun leende, deroppe lytter folk virkelig efter og husker, hvad der siges i kirken. I hvert fald når præsten højtideligt spørger: ”Hvad skal barnet hedde?” For oppe på Færøerne er barnets navn en stor hemmelighed indtil dåben. Noget som kun barnets forældre og gudmor kender til. Selv min kone, som stod fadder til Toke, fik først kendskab til hendes nevøs navn, da han blev døbt. 

 

Denne færøske skik afspejler en ældgammel overtro: Troen på at navnet i sig selv har en magisk kraft. At man f.eks. kan få del i bjørnens kræfter, hvis man får navnet Bjørn.

Ifølge samme tankegang er navnet farligt, hvis det falder i de forkerte hænder. Tænk blot på de mange folkeeventyr, hvor trolden mister sin kraft, når man gætter dens mærkelige navn som f.eks. Rumleskaft.

 

I Det gamle Testamente var man derfor meget forsigtig med at give Gud et personligt navn.

Man kaldte helst Gud for ”Herren” eller for ”Abraham, Isak og Jakobs Gud”. Lidt ligesom man i dag som et udtryk for respekt skal sige Deres Majestæt og ikke f.eks. 'hej Frede', når man henvender sig til kongen.

På den måde holdt man i Det gamle Testamente fast i, at Gud naturligvis er meget større end os - og større end vi nogensinde kan begribe.

Og tilsvarende havde man i Det gamle Testamente et billedforbud – et forbud mod at lave billeder af Gud, som den dag i dag håndhæves strengt i islam og jødedommen.

Dagens lange tekst fra Matthæusevangeliet handler bl.a. om, hvordan denne gammeltestamentlige uvilje mod at bruge Guds navn og forbuddet mod lave billeder af ham blev ophævet. Eller rettere sagt: Hvordan det blev radikalt forandret i kristendommen.

 

Vi befinder os helt oppe i Israels nordligste grænseegne ved Cæsarea Filippi, som var da var en primært hedensk by ved en af Jordanflodens kilder. Hvilket sikkert ikke er tilfældigt, for Jesus og disciplene taler i fortrolighed om et politisk sprængfarligt emne, som de ikke havde kunnet tale frit om længere sydpå, i deres egen jødiske hjemstavn Galilæa, hvor Jesus altid var omgivet af store menneskeskarer, tilhængere, men også modstandere.

 

[Cæsarea Filippi 40 km nord for Genesaret Sø hed oprindeligt Paneas, for dens største attraktion var en kilde i en grotte, et af Jordanflodens udspring, hvor naturguden Pan blev dyrket. Herodes den Stores søn Filip omdøbte dog i år 3 f.Kr. byen til Cæsarea Filippi til ære for den romerske kejser Augustus og sig selv. Hvem ved, måske det var i disse idylliske omgivelser at Peter bekendte, at Jesus var Kristus, den levende Guds søn! Stedet er i dag et yndet mål for kristne pilgrimme.] 

 

Jesus spørger nemlig sine disciple om, hvem folk siger han er. Hvorpå disciplene svarer, at nogle siger, at han er Johannes Døber, og at andre siger, at han er Jeremias eller Elias eller en af de andre kendte profeter. Det var altså allerede masser af holdninger til Jesus i omløb, og folk forsøgte tydeligvis at forstå ham ud fra de helteskikkelser, som de i forvejen kendte til. Men Jesus spørger ikke, fordi han som en moderne politiker tænker strategisk og på sit image – ud fra meningsmålingerne. Det er tydeligvis ikke vigtigt for ham, hvad andre eller hvad folk sådan i al almindelighed mener om ham. 

 

Derfor siger Jesus dernæst til disciplene: ”Men I, hvem siger I, at jeg er?”

De må med andre ord selv tage stilling! De kan ikke bare putte ham ind i en eller anden færdiglavet kategori, som hvis folk i dag siger: 

Jesus, han var vist en klog filosof i gamle dage. 

Eller: Han var den første socialist. 

Eller: Han var en healer med uforklarlige kræfter.

Der er nemlig stor forskel på en levende tro og alle vores forudfattede og ofte stivnede meninger.

Det er, hvad Peter i et nådigt øjeblik fatter, da han svarer: ”Du er Kristus, den levende Guds søn”. 

For Peters ord betyder: Vi møder i det, som du siger og gør, noget, som vi ikke kan forklare og gennemskue. Noget vi kun har et passende ord for: Den levende Gud, himlen og jordens skaber.

 

Peter kaldes derfor den klippe, som Jesus vil bygge sin menighed på. Men det betyder ikke, at Peter udnævnes til en religiøs ekspert, som kan lære andre, hvad de skal tro. For da Jesus begynder at tale om sin kommende lidelse og død, går Peter i rette med ham og siger: ”Gud bevare dig, Herre, sådan må det aldrig gå dig!”

Det er velmente ord. Hvem ville ikke have sagt sådan, hvis en ven annoncerede sin kommende nedtur og sociale deroute som en uundgåelig nødvendighed?!

Men Jesus reagerer ikke desto mindre så skarpt, at det næsten gør ondt at høre på det. For han siger til Peter: ”Vig bag mig, Satan! Du vil bringe mig til fald. For du vil ikke, hvad Gud vil, men hvad mennesker vil.”

Det er barske ord. Men det er også et af de mest gribende steder i hele Det nye Testamente. Fordi man her fornemmer Jesu egen angst for at blive bragt til fald – for at blive ledt i fristelse - ligesom som vi selv beder om ikke at blive ledt i fristelse i fadervor.

 

Hvis Gud i sig selv kun er indbegrebet af styrke og usårbarhed, sådan som Peter synes at mene, så er Jesus’ egen skæbne i Jerusalem selvfølgelig helt og aldeles uforenelig med Peters bekendelse: "Du er Kristus, den levende Guds søn." Så er det kun udtryk for ulykke og gudsforladthed at Jesus på korset må lide en voldsom og tilsyneladende vanærende død. 

Men Jesus reagerer måske også så voldsomt, fordi Peters ord rammer noget inde i ham selv. 

Noget som troen på Gud – den levende tro - altid må kæmpe med i en verden, som langt fra er perfekt.

Det viser f.eks. den anfægtelse, som Jesus siden hen selv følte i Getsemane have natten til langfredag. Da han grebet af frygt bad Gud om at måtte slippe. Men med tilføjelsen: Hvis det er din vilje. Det viser den anfægtelse, som hørtes oppe på korset, da Jesus skreg: ”Min Gud hvorfor har du forladt mig?”. Og dog sagde: ”Min Gud, min Gud!”

 

Fristelsen var der fra begyndelsen, som da Satan fristede Jesus i ørkenen og lovede ham en hurtig og let vej til succes. Fordi det aldrig var en selvfølgelighed, at Jesus ville modstå den. 

I modsætning til os var han uden synd, siger vi i den kristne troslære, men det var aldrig en selvfølgelighed, at han modstod fristelsen. Fordi han, så dybt som kun Gud kan, levede sig helt ind i andre menneskers liv, i vores glæde og fryd over livet, men også i vores død, i vores smerte, tvivl og anfægtelse.

Derfor måtte Jesus gå så hårdt gå i rette med Peters velmenende forsøg på at tale ham fra at gå op til Jerusalem og til den skæbne, som ventede på ham dér. Fordi det også var hans egen tro, som stod på spil. Troen på at Gud stod bag ham. Når han i Guds navn tilgav folk deres synd, så de kunne starte på en frisk. Når han i Jerusalem til sidst gik planken ud for at vise verden, at troen på Gud ikke kan bygges på vores eget fundament – på vores egne forestillinger om ret og rimelighed – på vores egne billeder af Gud og af en problemfri og vellykket tilværelse, hvor alt går efter fortjeneste.

 

Ja, nu kunne jeg og burde jeg måske også sige amen, og især fordi en af jer, hvis meninger jeg værdsætter endog meget højt, med god grund har advaret mig mod at slutte mine prædikener med et langt litterært citat (og tag det bare helt roligt Piet, for jeg siger selvfølgelig ikke, hvem det er).

Men jeg er i modsætning til Jesus hverken syndfri eller god til at modstå fristelser, og slet ikke litterære fristelser, så jeg håber, at I vil bære over med mig endnu en gang . . .

 

For den schweiziske forfatter Max Frisch skrev i midten af forrige århundrede nogle optegnelser i sin dagbog under overskriften ”Du må ikke gøre dig noget billede”, som jeg i dag gerne vil slutte med. Max Frisch synes mig nemlig så fint at udfolde, hvad der også ligger i Jesu kendte og sidste ord i dagens evangelium om, at den, som vil følge efter ham, skal tage sit kors op og fornægte sig selv, og at den, som vil frelse sit liv, skal miste det, og vice versa, at den, som mister sit liv på grund af Jesus, skal finde det.

”Det er værd at lægge mærke til” skriver Max Frisch, ”at man har allervanskeligst ved at beskrive netop det menneske, man elsker. Men elsker det simpelthen. Og det er jo kærlighedens væsen, at den holder sig i det levendes uvished, gør os villige til at følge et andet menneske i alle dets udfoldelsesmuligheder. Vi ved, at ethvert menneske, der bliver elsket, føler sig som forvandlet, fuldt af nye muligheder, og at alt, de nære ting, det velkendte, også åbenbarer nye muligheder for den, som elsker. Mangt og meget ser man som for første gang. Kærligheden befrier det for ethvert billede. Du må ikke gøre dig noget billede af Gud, står der skrevet.  Det burde også gælde i betydningen: Gud som det levende, det ufattelige i ethvert menneske. Det er en forsyndelse, der begås mod os, og som vi næsten uafladelig også selv begår. - Undtagen når vi elsker.” Sådan skrev Max Frisch i sin dagbog.

 

Og det er i grunden korsets gåde: At Gud elsker verden, men derfor må være i verden i skikkelse af den lidende menneskesøn – som en modsigelse af alle vores egne forestillinger om, hvad Gud er.

At Gud nu har fået et navn og en skikkelse, som vi kan møde i tro og forholde os til, men at vi aldrig bliver færdige med ham, akkurat som man aldrig bliver færdig med det menneske, som man elsker. Men bestandigt må skabe nye billeder af det – og tilsvarende bestandigt må være klar til at give slip på sine gamle billeder, dvs. tage dem op til revision. 

 

Det gælder også vores egen selvforståelse.

Det ligger i det løfte, som vi fik i vores dåb: Du er og vil altid være Guds elskede barn – ligegyldigt hvad du er i dine egne og i andres øjne. For den der er elsket – som et barn af sine forældre - kan aldrig rummes i et billede.

I Guds øjne er du altid mere end hvad du selv og de andre tror du er. Derfor må du ikke låse dig selv og de andre fast i dine forudfattede meninger.

Du er ikke lig med din fortid eller din natur eller din opdragelse eller dit arbejde, eller hvad du selv eller andre siger om dig. Du er meget mere end det.

Du som i din dåb blev signet med det hellige korses tegn til et vidnesbyrd om, at du skal tilhøre den korsfæstede Herre Jesus Kristus. Og genfødt til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde.

AMEN

 




senest redigeret: tirsdag 01-dec-20 10:24:39