Studiekreds om Paulus' Brev til Efeserne

5 tirsdage kl. 16.00 til 17.30.

Tirsdag den 28. april er det tid til det 5. møde i Vestervang Kirkes studiekreds om Brevet til Efeserne ved sognepræst Troels Bak Stensgaard. 

Vi har måttet aflyse to gange på grund af sygdom, så de næste og afsluttende gange er nu 28. april og 12. maj. Den 28. april gennemgår vi kapitel fem, hvor Paulus fortætter med at beskrive det nye liv i Kristus og dets betydning for især for forholdet mellem ægtefæller, og slutter så af med den 12. maj med  kapitel 6, som handler om forholdet mellem børn og forældre og herrer og frie eller arbejdsgivere og arbejdstagere, men det afsluttende kapitel 6 rummer også brevets måske mest kendte afsnit om den kristne som en åndelig kriger (jf. nedenfor). Man kan sagtens deltage, selv om man ikke har været med før.

Det lille Efeserbrev tillægges traditionelt Paulus, men en stor del af den moderne bibelvidenskab mener, at skriftet på grund af dets stil og indhold ikke er skrevet af apostlen selv, men af en af hans elever. Efeserbrevet er i hvert fald ikke et traditionelt Paulus-brev, og forholder sig ikke til konkrete problemer i de første kristne menigheder. Til gengæld er det en slags meditation over Kristustroens inderste hemmeligheder og dens betydning for kirken og de troendes liv.

Med dristige udsagn om Guds beslutning før al tids begyndelse om at sammenfatte alt i Kristus, både det himmelske og jordiske, begynder Efeserbrevet. Derefter udfoldes i de følgende kapitler en slags kosmisk drama, hvor Gud gennem Kristus overvinder de mørke, livødelæggende magter og kræfter i den gamle verden og skaber sig et nyt folk af både jøder og hedninger. Eller sagt med nogle forfatterens egne og meget indholdsrige ord, som i studiekredsen vil blive forklaret: ”Han gjorde de to parter til ét og med sin legemlige død nedrev han den mur af fjendskab, som adskilte os. Han satte loven med dens bud og bestemmelser ud af kraft for i sig at skabe ét nyt menneske af de to og således stifte fred og for ved korset at forsone dem begge med Gud i ét legeme, og dermed dræbte han fjendskabet. Og han kom for at forkynde fred for jer, der var langt borte, og fred for dem, der var nær” (Ef 2,14-17).

Efeserbrevet er et både meget anderledes og visionært skrift i det nye Testamente, som vi i vores polariserede tid med dens krigsrumlen måske særligt bør fordybe os i! Vores statsminister Mette Frederiksen opfordrede os i sin stærke, men også omdiskuterede grundlovstale i sommers til åndelig oprustning. Hvad vil det sige? Tja, i Efeserbrevets slutning står følgende berømte ord: ”Tag derfor Guds fulde rustning på, spænd sandhed som bælte om lænden, og ifør jer retfærdighed som brynje, og tag som sko på fødderne villighed til at gå med fredens evangelium” (Ef 6,14-16). Den Kristustroende skal ifølge brevet være en åndelig kriger, men ikke en kriger i normal forstand. For gennem Kristus’ død og opstandelse strømmer et nyt liv eller en kraft, som vender op og ned på vores normale opfattelser af styrke og magt, og hvor Gud sejrer gennem det, som menneskeligt set er et nederlag. 

Man kan i studiekredsen forvente sig en gennemgang af hele Efeserbrevet med inddragelse af den moderne eksegetiske fagkundskabs resultater og med plads til den fælles samtale.

Nedenfor ses ruiner af det store teater i den antikke storby Efesos, som man i studiekredsen bl.a. vil få kendskab til.

Der lå i Efesos en stor helligdom for gudinden Artemis, og i Apostlenes Gerningers kap. 19 kan man læse den muntre historie, at byens sølvsmede, som levede af at lave Artemis-figurer og små kopier af Artemis-templet i sølv til de mange turister, som besøgte templet, blev bange for, at Artemis' tempels anseelse og deres egne indtægter ved salg af disse souvenirer skulle falde på grund af Paulus' forkyndelse af, at "ting, der fremstilles med hænder, ikke er guder". Derfor fik de alle i storbyen til at storme hen til teatret, og slæbte selv Paulus' ledsagere, Gajus og Aristark, med sig. Paulus gik tappert derhen for at forsvare sig selv og sine venner, men kunne ikke få ørenlyd, for da den ophidsede folkemængde hørte, at Paulus var en tilrejsende jøde, så råbte de i næsten to timer "stor er efesernes Artemis!" Til sidst fik byens øvrighed dog dæmpet gemytterne og opløst den store forsamling i teatret med henvisning til, at anklagerne mod den romerske statsborger Paulus måtte for en lovlig domstol, hvis ikke efeserne skulle risikere at blive anklaget for oprør.