"Du bange sjæl må ej fortvivlet bæve"

Tanker i anledning af langfredags evangelium

Hvor skal man begynde, når man skal forsøge at sige noget om noget så centralt i kristendommen som korset? Dette barbariske henrettelsesinstrument, som i dag er blevet et smykke og symbol på kærlighed!

Tja, i Ribe kan man stadigvæk se et gammelt hus bag domkirken, hvor den fynske digter Ambrosius Stub boede til leje og døde som 53-årig i 1758.

Stub med det fine poetiske sindelag havde bl.a. skrevet den mest fornøjelige af vores forårssange, ”Den kedsom vinter gik sin gang”, som man godt kan længes efter at gå og synge i denne tid, hvor corona-virusen har lagt verden ned og isolerer os derhjemme:

Man frygter ej, at sne og slud

skal møde dem, som vil gå ud:

thi lad os gå

at skue på,

hvor smukt naturen sig beter

og ler.

(Højskolesangbogen, 18. udg., nr. 269, vers 1).

Men i løbet af sine sidste 6 leveår i Ribe gik den muntre, men temmelig fordrukne digter ikke kun og nød foråret. Han gik især mere og mere rabundus. Han havde i sine udsvævende år, hvor han underholdt på de fynske herregårde som husdigter, mistet sin hustru og kontakten til sine børn, og han var til sidst fuldstændig forarmet. Hvilket fremgår af det rørende, endnu bevarede skifte over digterens dødsbo: En lille tekeddel af kobber, en gammel nathue, et par metal-skospænder, et par små blåtrykte gardiner, en messingdåse der var itu, en hvid kæp, en rejsekuffert betrukket med sælskind og ganske få lignende genstande samt nogle få bøger, heriblandt Det nye Testamente. Det var langt fra nok til at dække Stubs gæld.

Det var i denne situation, at Ambrosius Stub til sidst i livet skrev sine gribende religiøse digte – bl.a. langfredagssalmen ”O høje råb, hvis lige aldrig hørtes” over Jesu ord på korset ”Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?”:

Du bange sjæl må ej fortvivlet bæve,
døv syndens råb med Jesu høje røst!
Han led forladt, du skal antagen leve,
hans angest er i liv og død din trøst.

Dit sidste suk i kraft af Jesu råben

Skal nå din Gud og finde Himlen åben.

(Den danske Salmebog nr. 194, vers 5).

Jørgen Kjærgaard har i sin uundværlige ”Salmehåndbog” sammenfattet salmens mening således: ”Hvis Kristus er Guds søn, og råbte sin gudsforladthed ud i fortvivlende udsigtsløshed, da må du, der er en synder, lade dette råb gælde for dig . . . Du er derfor nødt til at håbe på, at Kristi råb kan overdøve skrigene fra verdens elendighed og menneskers ondskab.”

Jamen, hvordan kan Kristi lidelse og død være en trøst, sådan som det blev for Ambrosius Stub, og som det har været for så mange kristne gennem tiden? Det kommer vi aldrig til at forstå fuldt ud. Det er en hemmelighed på samme måde som at kun den, der ikke ville frelse sig selv, kunne frelse alle. Men det er alligevel det essentielle, det uopgivelige, i den kristne tro: At Kristus ved sin død har båret vores synder. At den uskyldige tog skylden på sig, og at de skyldige gik fri. Og at det også betyder, at den lidelse, som hører med til at være et skrøbeligt menneske, som kan rammes af sygdom og ulykke, er blevet til noget andet.

Hvis det virkelig er Guds egen uskyldige Søn, som på korset udråbte sin gudsforladthed, så kan det onde ramme os alle, hvilket erfaringen jo også viser med al tydelighed.

Og når noget sådan kan overgå Guds egen søn, som intet ondt havde fortjent, så er det kun logisk at slutte, at vi aldrig virkelig kan forstå det onde, som sker i verden. Hvad enten vi taler om ’naturlige’ onder som jordskælv eller virus-epidemier eller om det moralsk onde, som vi mennesker selv finder på. Vi kan selvfølgelig ofte finde årsager til konkrete ting, som gør ondt, og derved forsøge at forhindre eller afbøde de værste konsekvenser, men dette er ikke det samme som at forstå det onde og gøre det meningsfyldt.

Men korset er paradoksalt også et glædesbudskab. Fordi det holder os fast på dette ufattelige og paradoksale, at selv i lidelsen, og i hvad der synes som gudsforladthed, er Gud. Den kærlige og barmhjertige Gud, som Jesus kaldte for sin himmelske Fader.

Evangelisterne Lukas og Johannes skrev derfor andre overleveringer om Jesus’ sidste ord på korset: ”Fader tilgiv dem, for de ved ikke hvad de gør”, sagde han med tanke på dem, der gik forbi korsets fod og hånede ham, soldaterne, præsterne og borgerne. Og til røveren der blev korsfæstet ved hans side: ”Sandelig siger jeg dig: I dag skal du være med mig paradis”. Og til Gud igen: ”Fader I dine hænder betror jeg min ånd”. I Johannesevangeliet lyder Jesu sidste ord på korset endda som en triumferende fanfare: ”Det er fuldbragt”.                                                                     

Sådan kom det til udtryk, at Jesus’ ved sin død på korset også åbenbarede sin Faders vilje og inderste væsen som betingelsesløs, tilgivende kærlighed, stærkere end selv døden. Sådan blev korset snart set i lyset af opstandelsen og alt det gode og livsbekræftende, som de første kristne huskede og fortalte om Jesus’ liv: Hans underlige tillid til sin himmelske Fader, hans ord om synders forladelse og fællesskab med samfundets udstødte.

Men ifølge de ældste evangelister, Markus og Matthæus, råbte Jesus på korset kun disse fortvivlende ord: ”Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?”. Det er udgangspunktet for alt, hvad korset siden kom til at betyde. Hvilket den norske biskop Per Lønning har udtrykt med ordene: ”Gud skal vi møde i smerten, i magtesløsheden, i nederlaget. Der er han. Hos os. Skikkelsen på korset fortæller, at Gud er os nær. I det, der ser ud som gudsforladthed, i det, der opleves som hjælpeløshed, er Gud hjælpeløs sammen med mig. Jeg er ikke ladt alene.”

Jesus’ død langfredag er det store mysterium i kristendommen, som er blevet fortolket på mange forskellige måder. Men det modsvarer også noget, som vi alle kender til.

Jeg har f.eks. tit undret mig over, at folk, som er hårdt ramt af hård sygdom, så ofte finder en både smuk og ægte trøst i at tænke på, at andre har det værre end dem selv. Og det er vel en tilsvarende trøst, som vi under de gamle kirkelige ord finder i Ambrosius Stubs salme. Det skal ikke forstås sådan, at Kristi fysiske lidelse på korset var større end hos så mange andre ofre for afstumpet vold i menneskehedens lange historie. Men han der var så tæt forbundet med sin himmelske Fader, måtte erfare gudsforladtheden på korset anderledes end alle andre, og kunne ved at tage den på sig overvinde al afstand mellem Gud og os. Derfor er ordet om Guds søns død på korset en dom over ondskab og synd, men især en forkyndelse af syndernes forladelse. Sådan som det så stærkt kommer til udtryk i Jesus’ indstiftelse af nadveren skærtorsdag aften.

Vi kan måske også nærme os langfredags mysterium på følgende måde: Når vi møder eller hører om lidelse og sorg, sygdom og død, føles vores egen ord og handlinger ofte utilstrækkelige. Man vil gerne sige noget, som giver trøst og håb, men selv de bedste ord slår ikke til. Vi ved, at situationen kræver konkret handling, men det er ikke nok at sende blomster til sygelejet eller nødhjælp til katastrofeområder.

Det er imidlertid ofte, når vi selv føler os mest afmægtige, at vi kan være andre til virkelig trøst ved blot at være tilstede og nærværende. Hvad enten vi er i stue med hinanden, hvad der selvfølgelig er langt det bedste, eller vi som her i corona-tiden må nøjes med at ringe eller skrive til hinanden og fortælle, at vi tænker på hinanden. I sidste ende er medlidenhed også vores dybeste svar på lidelsen. Selv om vi godt ved, at vi ikke kan lide med hele vejen. For vi kan aldrig overtage et andet menneskes lidelse eller dø en andens død. Selv om vi måske til tider med en slags stille desperation føler, at det ville være det eneste rimelige, hvis vi virkelig elskede et andet menneske.

Langfredags evangelium er, at der er en, som kunne, og er med os hele vejen. På gode såvel som onde dage. En der tager vores tungeste byrder på sine skuldre. Måske var det derfor, at Ambrosius Stub på trods at sine store personlige vanskeligheder i denne sidste tid af sit liv kunne bevare så meget af den munterhed og livsglæde, som møder os i ”Den kedsom vinter gik sin gang”. Det gælder også digterens religiøse digte fra de sidste svære år, hvor man gang på gang møder den fallerede og i mange øjne moralsk anløbne digters frejdige tro på nåden og syndernes forladelse. En ”uforsagt” tro at være i Guds hånd i både liv og død trods sygdom og afsavn - og på at have det bedste til gode * . Eller som det hedder i en anden af Salmebogens Stub-salmer:

Uforsagt, hvordan min lykke

den i verden blive må,

det er dog et mesterstykke,

Som jeg dagligt pønser på.

Når jeg kun i nåden står,

uforsagt, ihvor det går.

(Den Danske Salmebog nr. 48, vers 1).

* Man kan læse mere derom i det fine lille afsnit om Ambrosius Stub i Torben og Bente Brammings meget anbefalelsesværdige bog om Stubs samtidige, den langt mere kendte ripensiske salmedigter Brorson: ”Brorson. Sjælens digter” (2015; her s. 209-16).

                                     Troels Bak Stensgaard