Prædiken til pinsesøndag, holdt i Vestervang kirke den 23. maj 2021.

Af sognepræst Troels Bak Stensgaard

Salmer: DDS 290 I al sin glans nu stråler solen; 299 Ånd over ånder, kom ned fra det høje; 286 Var I ikke galilæer // 291 Du som går ud fra den levende Gud; 282 Apostlene sad i Jerusalem; 426 Fred til bod for bittert savn.

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: 

Judas, ikke Iskariot, sagde til Jesus: »Herre, hvordan kan det være, at du vil give dig til kende for os, men ikke for verden?« Jesus svarede ham: »Den, der elsker mig, vil holde fast ved mit ord, og min fader vil elske ham, og vi skal komme til ham og tage bolig hos ham. Den, der ikke elsker mig, holder ikke fast ved mine ord. Og det ord, I hører, er ikke mit, men Faderens, som har sendt mig. Sådan har jeg talt til jer, mens jeg endnu var hos jer. Men Talsmanden, Helligånden, som Faderen vil sende i mit navn, han skal lære jer alt og minde jer om alt, hvad jeg har sagt til jer. Fred efterlader jeg jer, min fred giver jeg jer; jeg giver jer ikke, som verden giver. Jeres hjerte må ikke forfærdes og ikke være modløst! I har hørt, at jeg har sagt til jer: Jeg går bort, og jeg kommer til jer. Hvis I elskede mig, ville I glæde jer over, at jeg går til Faderen, for Faderen er større end jeg. Nu har jeg sagt det til jer, før det sker, for at I skal tro, når det sker. Jeg skal ikke tale meget med jer mere, for verdens fyrste kommer; og mig kan han intet gøre, men det sker, for at verden skal forstå, at jeg elsker Faderen og gør sådan, som Faderen har påbudt mig. Rejs jer, lad os gå herfra!« AMEN

(Johannesevangeliet 14,22-31)

Kære menighed!

Vi hørte i dag fra alteret selvfølgelig fortællingen i Apostlenes Gerninger om det første pinseunder i Jerusalem (ApG 2,1-11).

De mange forskellige folkeslag i Jerusalem blev forvirrede og ude af sig selv af forundring, da de på deres egne modersmål hørte Jesus' disciple tale til dem om Guds storværker, hørte vi.

Men havde vi i Alterbogen fået blot en linje til fra Apostlenes Gerninger, så havde vi hørt endnu mere om folks reaktion, for fortsættelsen lyder: ”Alle var ude af sig, og i deres vildrede spurgte de hinanden ”Hvad skal dette betyde?”. Men andre spottede og sagde: ”De har drukket sig fulde i sød vin””.

Det siges altså direkte i bibelen, at pinseunderets glæde, begejstring osv. dels handler om at være ude af sig selv, og dels til forveksling kan ligne den beruselse, som kan opnås med spiritus eller vin. 

Disciplene var dog ikke fyldt af spiritus, men af Helligånden, som på latin hedder Spiritus Sanctus. 

Men man kan ikke forklare et ægte under eller bevise, at det er Spiritus Sanctus og ikke kun spiritus, som er på færde. Det kan kun erfares og tros. 

Til gengæld kan man måske forklare, hvorfor et ægte under ikke kan forklares rationelt.

Derfor siger Peter – med et af de helt store eksempler på bibelsk humor – bagefter til alle de mange folk i Jerusalem, som havde overværet pinseunderet:

”Dette skal stå klart for jer, læg mærke til mine ord: Disse folk er ikke berusede, som I tror, det er jo kun den 3. time på dagen”, altså kl. 9 om formiddagen.                                                   

Ja, det er et godt argument, synes jeg, som er til at forstå selv her i Helsingør, hvor vi i vores gamle arbejder- grænse- og handelsby har tradition for udbredt spiritusindtagelse.

Hvis det ikke var for corona, så kunne vi f.eks. lige her efter gudstjenesten i dag have deltaget i det årlige ølløb pinsedag, som siden 1998 er blevet en stor Helsingør-begivenhed. For startskuddet lyder ikke kl. 9.00, hvor pinseunderet i Jerusalem fandt sted, men først kl. 12.00. . . .

Derudover er reglerne i ølløbet ligetil: Ruten går de 4 km fra Snekkersten Havn til Kulturhavnen, hvor der efterfølgende festes igennem til pinsesolen danser. Hvis forårssolen da ikke er gået helt på pension, hvad man godt kan få indtryk af i år . . .

Der er to mænd om hver kasse øl, kvinder må lidt kønsdiskriminerende være tre om en kasse, og ved målstregen skal de 30 øl i kassen være drukket. 

At dømme ud fra Dagbladets læserbrevsskribenter i dagene efter pinse, så burde der måske være en ekstra regel om, at festdeltagerne skal rydde op efter sig, men det virker næsten småligt at nævne det. 

Op mod 8000 festlige unge mennesker deltog sidste gang – pinsesøndag 2019 - i denne glade kæmpedrukfest. 

I år er ølløbet ligesom sidste år aflyst på grund af Corona, men så kan vi i stedet for se Thomas Vinterbergs roste nye film DRUK, som for nylig fik verdens fornemmeste filmpris, en Oscar.

Filmen begynder med en flok gymnasieelever på ølløb rundt om en af søerne i København, men den handler om 4 af deres lærere, som i 40 års-alderen på hver deres måde er gået i stå.

De keder sig og mangler såvel i arbejdslivet som i deres ægteskaber begejstring og inspiration for nu at sige det med to ord, som kommer af hhv. det tyske og latinske ord for ånd. 

Derfor beslutter de fire kolleger og venner sig på psykologilæreren Nikolajs opfordring til at efterprøve en norsk psykiaters teori, som går ud på, at mennesket er født med en halv promille alkohol for lidt i blodet.

De drikker sig halvfulde hver morgen, og i begyndelsen virker det fantastisk på dem.

De får gnist og glød på ny.

Den før så livstrætte og deprimerede Martin får selvtilliden tilbage og humor og fandenivoldsk galskab i sin før så søvndyssende historieundervisning, og Martins før så kritiske og utilfredse elever lader sig begejstret rive med og lærer noget. Det er det rene pinseunder.

Musiklæreren Peter får gymnasieeleverne til at synge gamle danske højskolesange så smukt som var de engle i himlen.

Den ellers så korrekte Nikolaj hjælper en student med at overvinde hans lammende eksamensangst ved at tilbyde ham en sjus, uden at censor opdager det. 

Det er især rørende at se, hvordan den firkantede og barske idrætslærer Tommy får den lille dreng Brille til at folde sig ud og score mål på miniputfodboldholdet, som han træner i sin fritid.

Men mere vil have mere, og da de fire kammerater sætter alkoholpromillen op, så går det selvfølgelig galt i denne sørgmuntre film.

Martins ægteskab med svenske Anika, som han elsker, synes at blive ødelagt for altid på grund af drikkeriet, som går over gevind og bliver til ekstremt fylderi.

Tommy som i forvejen lever et noget sølle liv som fraskilt bliver til sidst fyret fra gymnasiet på grund af fuldskab og begår selvmord ved at drukne sig.

Det får de tre overlevende til at besinde sig og afslutte eksperimentet.

Tommy døde, men Nikolajs og Martins ægteskaber overlever og bliver bedre, og den generte Peter, har på grund af alkoholen turde indlede et kærlighedsforhold til en kollega på gymnasiet.

I de sidste scener mindes de tre overlevende venner deres døde ven Tommy, som er blevet begravet samme dag. De er selvfølgelig triste, men så ser de deres glade fulde elever, som har bestået deres studentereksamen, og nu er på studenterkørsel. De lader sig rive med af ungdommens livsglade begejstring og falder i igen.

Filmen slutter med, at de fester og danser vildt med studenterne på Langelinje, og Martin kaster sig i kåd fuldskab ud i Københavns havn. Dér fryser billedet, så man ikke er helt sikker på, om han til sidst alligevel druknede som Tommy eller virkelig blev genfødt af alkoholen med ny ungdommelig energi og livsappetit. Men der lægges mest op til det sidste.

”Jeg elsker den brogede verden trods al dens nød og strid; for mig er jorden ung skøn endnu som i patriarkernes strid”, synger gymnasieelevernes kor tilsvarende et sted i filmen.

Så filmen ”Druk” løfter ikke moralske pegefingre og den har ikke billige løsninger.

Derfor er der også helt forskellige opfattelser af filmen blandt de danske anmeldere.

De fleste mener, at filmen mest fejrer alkoholens positive sider som spontanitet, løssluppenhed og trodsig livsglæde, eller at filmen handler om at bryde ud af alle de usynlige og synlige bånd, som hæmmer os, og 'gribe dagen'.

Men nogle synes af samme grund, at det er en overfladisk komedie, som blot handler om moderne holdnings- og åndløse forkælede drengerøve af mænd, som aldrig er blevet voksne.

Jeg synes selv, at det er en god film, fordi den ikke er så entydig.

DRUK giver et skarpt og realistisk portræt af en udisciplineret dansk ungdomskultur og af midaldrende danske mænd, som er svage og umodne i forhold til deres koner.

Men det er en film, som først og fremmest kaster et kærligt og humoristisk blik på os moderne danskere ud fra vores alkoholkultur. Dette tvetydige fænomen som vi danske ofte er stolte af - og forbinder med en særlig antiautoritær, kreativ og afslappet dansk livsstil – men som vi også godt ved har utrolig mange negative og destruktive sider. 

Det er en film, som ligesom pinseevangeliet siger, at et menneske må fyldes af noget, at det må åbnes op af noget udefra kommende, hvis det skal kunne leve mere frit og autentisk og overvinde det, som skiller os fra hinanden.

De mange smukke højskolesange i filmen antyder imidlertid også, at vi kan lade os fylde og bære af en anden og bedre ånd end den farlige ånd i flasken.

På et tidspunkt stod der på Tuborgs ølflasker: ”Husk øl er til tørst, ikke til trøst”.

Det er vel strengt taget et tumpet ordspil, for alkohol bør drikkes til glæde og ikke for at slukke tørsten.

Men meningen var god nok, for man kan som bekendt ikke drikke sig fra sine sorger eller fra andre problemer, og vi kender sikkert alle sammen nogle, hvis liv blev ødelagt af alkohol.

Da Jesus den sidste aften var sammen med sine disciple, og ville trøste dem, så anbefalede han dem selvfølgelig heller ikke at drukne deres sorg og tomhedsfølelse over hans forestående død i spiritus.

Han lovede i stedet for at sende dem Helligånden, Spiritus Sanctus, og sagde til dem: “Den, der elsker mig, vil holde fast ved mit ord, og min fader vil elske ham, og vi skal komme til ham og tage bolig hos ham”. 

Hvordan kan vi så elske Kristus? 

Ja, jeg kan vel prøve på det ved at elske min næste som mig selv, sådan som Jesus har påbudt os.

Og jeg kan måske også prøve at takke mere for det liv, som Gud har givet mig, og for de mennesker, som han har givet mig at leve det sammen med. 

Men når jeg kommer til kort, og ikke elsker min næste som jeg burde, og når jeg ikke kan føle glæde eller taknemlighed over mit liv, så bør jeg vide, at det i længden ikke kan afhjælpes med at få en lille skid på som i Thomas Vinterbergs film eller ved at forsøge at blive mere intens og nærværende, sjov og kreativ ved hjælp af andre teknikker og stimulanser.                                           

Og da begynder jeg måske først at erfare, hvad det er for en fred, som Kristus ifølge evangeliet til i dag vil skænke mig.

For det er ikke en fred fra problemer og livets kampe, eller et helle fra de perioder af gråvejr selv i maj og mental tristesse, som vi nok alle kender til.

Det er en helt anderledes fred, som skyldes troen på, at ligegyldigt hvordan mit liv forløber, så er mine successer og fiaskoer slet ikke det afgørende eller det sidste, som kan siges om mig. 

Det afgørende er ikke, hvad jeg føler eller kan præstere, men at Gud er Gud, og at Gud vil mig trods mine fejl, svagheder og nederlag.

Derfor er det en fred, som verden ikke kan give mig og ikke kan tage fra mig. 

Kristus bar verdens synd og overvandt anden ondskab og selv døden, og ingen kan gøre det om.

Derfor var det sidste Kristus sagde, inden han forlod sine disciple: ”Fred efterlader jeg jer, min fred giver jeg jer; jeg giver jer ikke, som verden giver. Jeres hjerte må ikke forfærdes og ikke være modløst!”

Glædelig pinse!

AMEN