Prædiken til 15. søndag efter Trinitatis (høstgudstjeneste) holdt i Vestervang Kirke den 17. september 2023.

Af sognepræst Troels Bak Stensgaard

Salmer: 729 Nu falmer skoven; 2 Lover den Herre, den mægtige konge med ære!; 730 Vi pløjed og vi så’ed; 728 Du gav mig o Herre, en lod af din jord; 192, kun vers 7; 731 Nu står der skum fra bølgetop.

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus:

Jesus sagde: >>Ingen kan tjene to herrer. Han vil enten hade den ene og elske den anden eller holde sig til den ene og ringeagte den anden. I kan ikke tjene både Gud og mammon.

Derfor siger jeg jer: Vær ikke bekymrede for jeres liv, hvordan I får noget at spise og drikke, eller for, hvordan I får tøj på kroppen. Er livet ikke mere end maden, og legemet mere end klæderne? Se himlens fugle; de sår ikke og høster ikke og samler ikke i lade, og jeres himmelske fader giver dem føden. Er I ikke langt mere værd end de? Hvem af jer kan lægge en dag til sit liv ved at bekymre sig? Og hvorfor bekymrer I jer for klæder? Læg mærke til, hvordan markens liljer gror; de arbejder ikke og spinder ikke. Men jeg siger jer: End ikke Salomo i al sin pragt var klædt som en af dem. Klæder Gud således markens græs, som står i dag og i morgen kastes i ovnen, hvor meget snarere så ikke jer, I lidettroende? I må altså ikke være bekymrede og spørge: Hvordan får vi noget at spise og drikke? Eller: Hvordan får vi tøj på kroppen? Alt dette søger hedningerne jo efter, og jeres himmelske fader ved, at I trænger til alt dette. Men søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift. Så vær da ikke bekymrede for dagen i morgen; dagen i morgen skal bekymre sig for det, der hører den til. Hver dag har nok i sin plage.<< AMEN (Matthæusevangeliet 6,24-35).

Kære menighed!

Den islandske høvding, forfatter og skjald, Snorri Sturluson, som blev dræbt i år 1241, fortæller i sin berømte Edda, hovedkilden til den nordiske mytologi, hvordan de to gudeslægter, aserne og vanerne, engang blandede spyt og skabte den vise Kvaser. To dværge dræbte Kvaser, og af hans blod og honning bryggede de skjaldedrikken, som siden på dramatisk vis kom i jætten Suttungs besiddelse. 

Derfor slog den snedige Odin ni karle ihjel, som arbejdede for Suttungs bror Bauge, og fik forklædt i skikkelse af kraftkarlen Bølværk så tjeneste hos Bauge, som nu stod og akut manglede folk til at høste sin mark. Da Odin alene havde høsten alle jættens marker, ønskede han som løn kun en sluk af skjaldedrikken, af Kvasers blod, som skulle give en vidunderlig rus. 

Bauge vidste, hvor kostbar drikken var for hans bror Suttung, men kunne ikke afslå Bølværks tilsyneladende beskedne lønkrav. Derfor borede Bauge et hul ind i det bjerg, hvor Suttings smukke datter Gunlød vogtede den kostbare mjød. Forvandlet til en slange krøb Odin straks igennem hullet, og sov tre nætter med Gunlød, som så gik med til at give ham tre slurke. Men Odin slugte det hele og flygtede i ørneham, jagtet af Suttung, hjem til Asgård med den vidunderlige skjaldedrik, hvor den siden blev opbevaret i tre store kar. Undtagen den smule, som Odin havde gylpet op undervejs. Hvilket blev menneskenes del eller de små rimsmedes andel. 

[Odin gylper skjaldedrikken op. Illustration af Jakob Sigurðsson, 1729-79]

Det er en fortælling med underlige og dybsindige detaljer, men pointen er ligetil: Jætten fik høstet sin mark og mad i maven, men guderne fik poesiens gave og gav mennesker del deri. For det duer ikke at have noget at putte i maven uden den inspiration eller digterånd, som skaber liv og fællesskab i dybere forstand. 

Derfor sagde de gamle som bekendt også, at man går ikke fra bordet glad, uden et kvad, og intet bord, uden et ord. Men det behøver jeg nok ikke at sige til jer, som går til høstgudstjeneste her i Festervang kirke, og det ved vist enhver, som i godt selskab har sat sig til et veldækket bord.

Hvilket minder mig om et bordvers for børn: 

Nogle har mad, men kan ikke spise.  

Andre kan spise, men har ingen mad. 

Jeg takker Gud, jeg er så glad,  

for jeg kan spise og jeg har mad. 

Det er vigtigt at få mad, siger verset. Men der skal også appetit til, hvis man vil være glad.

Giv os i dag vort daglige brød, beder vi i Fadervor. Men i vores overflodssamfund skulle vi måske snarere bede: Giv os i dag vor daglige appetit! Lad os ikke falde hen i fad mæthedsfølelse. Lær os med taknemmelighed at tage imod det, som vi får. Lær os at se og prise og takke for livet som et ubegribeligt og gavmildt under. Lær os at se skønheden og godheden i markens liljer og himlens fugle og i vort eget liv.

For Jesus siger: Vær ikke bekymrede. Guds rige er nær! Tro på det! Så får du i troen tilgang til en virkelighed, hvor dit liv ikke længere er bestemt af bekymringer for tøj og mad og for fremtiden, eller for hvordan vi skal klare os som individer og som samfund.

Men for at kunne tro på det, så må du først indse, siger Jesus, at du ikke kan tjene både Gud og Mammon. For Mammon – den store pengeafgud – er ifølge Bibelen alle bekymringers fader.

Mammon lover os hjælp til at løse alle vores problemer, men hvis Mammon bemægtiger sig vores sind, så tager bekymringerne overhånd. 

Fordi alt i verden så bliver til økonomi eller til noget, som vi kan og skal beregne og kontrollere og bruge til egne formål. 

Men se på markens liljer! End ikke kong Salomo i al sin pragt var klædt så pragtfuldt som en af dem.

Eller se på skovens farvepragt her i efteråret.

Se på himlens fugle! Så fulde af fryd når foråret kommer. 

Hvorfor griber al denne skønhed os om hjertet?

Fordi det er noget, som vi ikke selv kan kontrollere eller måle og veje. Fordi det er godt i sig selv. Ligesom en solskinsdag eller et andet menneskes godhed.

Jamen, hvad så, når naturen gang på gang viser sig fra sin uhyggelige, destruktive side som i denne uge med oversvømmelserne i Libyen og jordskælvet i Marokko i sidste uge? 

Eller hvad så, når menneskers jættekræfter viser sig fra den barske side, og vi ødelægger livet for hinanden, eller livet af andre grunde er svært?

Ja, så må vi bekymre os om det, for bekymringerne hører med til dette skrøbelige menneskeliv, og der er meget, som vi som voksne mennesker bør bekymre os om.

Men netop derfor må vi også holde stædigt fast i troen på den ubekymrethed, som evangeliet taler om, og som fuglen og liljen er symboler på.

Fordi det var Jesu tro, som vi er kaldet til at tro på.

Fordi det er Jesu tiltro til, at Guds rige allerede er kommet nær og engang skal blive synligt for alle. 

Fordi det er Jesu tro på og tillid til, at Gud stod bag hans ord, når han gik og rundt og så ubekymret sagde til folk: Frygt ikke. Tro kun. Dine synder er dig forladt. 

For forstanden at se førte den tro Jesus til korset og døden. På den måde betalte han kærlighedens pris.

Men for troen at se gjorde Gud påskemorgen Jesu ord til sine egne og sagde ligesom: Hør hvad han siger. Stol på det trods alle forstandens indvendinger. Lev det ud i troen på, at hans rige kommer og allerede er begyndt i det skjulte, i jeres eget hjerte.

For sådan kan I bedre holde bekymringerne stangen, trods alt hvad der truer.

Prof. K. E. Løgstrup skrev engang følgende:

”Glædesløshed er måske vort livs alvorligste og største forsyndelse. Vi går det glædelige forbi, ænser det ikke, vi er alt for optagne af selvkredsende tanker og følelser. Vi bilder os ind, at glæde går af sig selv. Men det er ikke rigtigt. Hvad der er glædeligt, overøses vi med, forgæves. Vi gider ikke glæde os, og det tror vi gør ingenting. Men det er en dødssynd. Måske mere end noget andet spolerer vi vort eget og hinandens liv med manglende glædesevne . . .  Der hører åndelig kraft til at glæde sig, og den kraft mangler vi kan hænde mere end noget andet.”

”Vores problem er”, siger den engelske teolog Samuel Wells tilsvarende, ”at vi ikke har fantasien til at rumme, alt hvad Gud er og giver os hver eneste dag. Vi bliver overvældet. Guds uudtømmelige skabelse, grænseløse nåde, ubøjelige barmhjertighed, afgrundsdybe kærlighed er simpelthen for meget at betragte, tilegne sig og forstå. Og når vi vender os bort, så er det nogle gange på grund af en forkert, men forståelig fornemmelse af, at vi må beskytte os selv, hvis vi vil holde fast i vores egen identitet overfor en tidebølge af herlighed.”

Men alligevel har vi vel alle en længsel efter at åbne os overfor denne tidebølge af herlighed, som Samuel Wells taler om.

Det kan vi måske kun i svimlende, nådefulde øjeblikke, men kunsten og især poesien og musikken kan bedre end abstrakte tanker formidle vores flygtige erfaringer af skabelsens skønhed og godhed.

Og som jeg begyndte vores høstgudstjeneste med vores gamle hedenske forfædres lovprisning af digterevnen, vil jeg derfor i dag slutte med et digt.

Det er fra Edgar Lee Masters digtsamling ”Spoon River Antologien”, som udkom i USA i 1914, og som har spillet en vis rolle i min egen families liv.

For min far Ole købte den danske oversættelse som 15-årig for penge, som han havde tjent som mælkedreng, og da jeg selv var 15 år i 1982, købte han et genoptryk af bogen til mig, og for to år siden gav han under en nærmest højtidelig ceremoni så min ældste datter Kirsten endnu et eksemplar af digtsamlingen, som han havde fundet antikvarisk.

Edgar Lee Masters ”Spoon River Antologien” rummer omkring 300 digte. De er lagt forskellige mennesker i munden, som har det til fælles, at de ligger begravet på kirkegården i den lille by Spoon River i det amerikanske Midtvesten.

Med hvert deres digt har de døde således en sidste monolog eller replik til deres liv.

Det er imidlertid de færreste af dem, som kan se tilbage på livet med glæde eller taknemmelighed. Tragedien ligger i, at flertallet giver udtryk for, at deres liv blev ødelagt og ikke kun på grund af skæbnens uransalige veje eller fattigdom og hårdt slid eller den amerikanske borgerkrig eller sygdom eller den lille bys sladder og moralske dømmesyge. Men især fordi, at mange føler, at de ikke fik udfoldet deres evner eller havde tid eller held eller mod eller talent til at leve sådan, som de føler, at de burde have levet.

[Spillemand Jones fortolket af den danske tegner Marlie Brande, 1911-79]

Men der er heldigvis en markant undtagelse, og det er spillemanden Jones, hvis monolog fra graven lyder:

Livet holder en eller anden Puls i Gang inde i dit hjerte:

Det er dig selv, der lever.

Og hvis folk opdager, at du kan spille violin,

så kommer du til at spille hele dit liv.

Hvad ser du? Enten et læs Kløver

eller en Eng, du gaar hen over, ned til Floden?

Blæsten bølger det modne Korn,

du ser tilfreds, hvor meget Kvæg du kan sælge på Markedet,

eller du hører Skørterne knitre

om Pigerne, der danser ved Little Grove.

For Cooney Potter bliver en Støvsky

eller de hvirvlende Blade til en Trussel om Tab,

men mig faar det til at tænke på en Dans,

som Red-Head Sammy dansede til Melodien ”Toor-a-Loor”.

Hvorledes skulle jeg få passet mine fyrre Acres Jord

eller tænke på at købe mere,

naar Kragernes Skrig og Rødkælkens Sang lød for mig

som Symfonier for Trompeter, Fløjter og Basuner.

-  Hvergang jeg stod bag Ploven,

kom der en forbi på Vejen,

som tog mig med på Skovtur eller Bal.

Jeg endte mine dage med de fyrre Acres Jord,

jeg endte mine Dage med en sprukken Violin –

og med en rusten Latter – og med tusinde Minder,

og uden at fortryde nogenting.

AMEN