Prædiken til Påskedag holdt i Vestervang Kirke den 31. marts 2024.

Af sognepræst Andreas Peter Dornonville de la Cour.

Salmer: 224 Stat op, min sjæl, i morgengry!; 218 Krist stod op ad døde; 227 Som den gyldne sol frembryder; 230 Påskemorgen slukker sorgen; 236 Påskeblomst! hvad vil du her?; 234 Som forårssolen morgenrød.

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: 

Efter sabbatten, da det gryede ad den første dag i ugen, kom Maria Magdalene og den anden Maria for at se til graven. Og se, der kom et kraftigt jordskælv. For Herrens engel steg ned fra himlen og trådte hen og væltede stenen fra og satte sig på den. Hans udseende var som lynild og hans klæder hvide som sne. De, der holdt vagt, skælvede af frygt for ham og blev som døde. Men englen sagde til kvinderne. »Frygt ikke! Jeg ved, at I søger efter Jesus, den korsfæstede. Han er ikke her; han er opstået, som han har sagt. Kom og se stedet, hvor han lå. Og skynd jer hen og sig til hans disciple, at han er opstået fra de døde. Og se, han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham. Nu har jeg sagt jer det.« Og de skyndte sig bort fra graven med frygt og stor glæde og løb hen for at fortælle hans disciple det. AMEN (Matthæusevangeliet 28,1-8)

I Faderens, Sønnens og Helligåndens navn. Amen.

”Han er ikke her; han er opstået.” Det er englens tale til kvinderne Maria Magdalene og den anden Maria, som er gået ud til graven søndag morgen for at se til et menneske, de havde elsket, for at fatte det ufattelige, der var hændt i de forudgående par dage: arrestationen, den hurtige rettergang, domfældelsen, tornekroningen, nedgørelsen, korsfæstelsen og til sidst døden og gravlæggelsen. 

Det er tidlig morgen, dagen er endnu ikke rigtig begyndt, der er stille, kun et par henslumrende gravvagter i området, da de nærmer sig graven. Og se, der kom et kraftigt jordskælv! Jorden rystede, og fra himlen steg en engel ned, trådte frem og væltede stenen fra og satte sig på den!

Englens ansigt lyser som ild, og dens klæder er hvide som sne. ”I skal ikke være bange, siger han, jeg ved, I søger efter Jesus, den korsfæstede, han er ikke her; han er opstået.”

Som Herrens engel forkyndte for hyrderne på marken, at Jesus var født, og at Gud i Jesus dermed var kommet ind i denne verden, forkynder nu denne engel, at samme Jesus er stået op, at han ikke er i graven, hvor han var blevet lagt. Og det betyder nu, at Gud i Jesus er gået ud af denne verden og ind i en anden verden, i den verden, hvor Guds rige er.

Denne overgang forsøgte Jesus at forberede sine disciple på sidste aften, de var sammen, skærtorsdags aften: Jeg gik ud fra Faderen og kom til verden, jeg forlader verden igen og går til Faderen, sagde han ifølge Johannes (Joh 16,28).

[Matthias Grünewald (1470-1528): Opstandelsen. Del af Isenheimeralteret (1512-16)]

Sådan talte vor Herre selv om disse mystiske påskedage. De dage vi som kristne verden over bliver ved at vende tilbage til, fordi dette er surdejen i vores tro og fællesskab med hinanden: At Jesus igennem døden på korset gik ind til Guds rige. 

Men hvorfor nu det? Hvorfor denne omvej? Hvorfor denne lidelse? Hvorfor skulle Gud i himlen forbinde sig med alt det bøvl, som findes her på jorden og i menneskelivet - igennem sin søn Jesus, den korsfæstede? For Gud er vel det væsen og den kraft, som er udenfor tid og rum, udelelig og uden synd, den som skaber lyn og torden og nat og dag? Sådan siger mine muslimske samtalepartnere i fængslet, når jeg taler med dem om Gud, kristendom og islam. De kan simpelthen ikke få det til at stemme, at Gud skulle forbinde sig med alt det bøvl, som finder sted her på jorden, sådan som kristne tror. Ved en sådan handling, hvis det var Guds historie, ja, så ville Gud miste sin guddommelighed, sin magt, ja, han ville ganske enkelt ikke være Gud længere. Hvis han virkelig gjorde det, som kristne bygger deres tro på, så måtte der opfindes en ny Gud, eller snarere, historien om Gud måtte korrigeres, og blandt andet derfor blev koranen til forstås - for at rette op på den guddommelige misforståelse, som kristendommen er.

Men hvordan var det nu de gamle og de første kristne troede? Hvordan var det, de forstod englens påskebudskab: "han er ikke her, han er opstået"? Blev disse ord ikke forstået sådan, at Kristus i disse dage åbnede en dør for mennesket, som ellers var blevet lukket i? Lige siden Adams fald havde mennesket levet i en verden, hvis eneste synlige udgang var døden. Uanset alle forestillinger, mytologier, tro og ikke tro, var og vedblev døden at være menneskets eneste synlige udgang af denne verden.

I påsketroen, i ordene: "han er ikke her, han er opstået", forvandler den opstandne denne udgang, døden, til en indgang, til liv. I påskens begivenheder baner den opstandne Herre en vej midt igennem døden til et andet rige, en anden verden. Ikke for sig selv og for sin egen skyld. For det hører jo sådan set også til den ”kristne” forestilling om Gud, at han er evig, at han som Gud kan bevæge sig frit imellem verdener og tider, det hører til hans væsen – ikke at være bundet til tid og sted, men netop altid at være til stede, som den der var, er og kommer. 

Men det var, og det er for os, os mennesker, for vores skyld, at han baner en vej. Vi kalder det en genfødsel, og vi erfarer den i dåbens tegn og handling. Vi kalder det forsoning, og vi erfarer den i nadverens tegn og handling. Vi kalder det syndernes forladelse, og vi erfarer netop den i troen. Der kan ikke være tale om andet for påsketroen, for kristustroen, end at Gud i disse dage leder menneskene, som en hyrde leder sin får, igennem dødens rige og ind til livets, går han i forvejen for os, sådan som englen forkynder det for kvinderne i dag. 

Og ligesom et menneske går i graven med hele sit liv og hele sin historie, gik også Gud i Kristus i graven med hele sit menneskeliv, med alle sine møder, alle sine gerninger, alle sine samtaler, alle sine relationer, al ydmygelse, al glæde, alle sejre og alle nederlag, som var overgået ham. 

Han tog det med sig på korset, og med hans død blev et fuldt menneskelivs historie båret til graven og ind i dødsriget. Og så blev det forvandlet. 

Blev alt dermed såre godt? Blev menneskelivet fri af al modgang, al lidelse, al tomhed, al død derved? Det kender vi alle godt svaret på. Menneskelivet, som vi allerede kender det, blev ikke ophævet, da kvinderne skyndte sig bort fra graven. Men der lød et nyt budskab og et nyt opdrag ind i det liv, vi allerede kender: Fortæl! Fortæl! Om den Gud, som ikke er her, men som har været her, som døde og opstod for vores skyld. Fortæl om den Gud som faktisk elskede jorden og menneskene så langt, at han gik ud fra evigheden og ind i tiden til os. Og forlod os igen, så han kunne være alt i alle. Så han kunne være med alle i et nyt rige, opstandelsens rige, dér hvor syndernes forladelse findes, dér hvor tilgivelsen findes, dér hvor evigheden findes, og dødens magt er brudt. Fortæl! Og gå i hans fodspor, for han er gået i forvejen for jer. Elsk hinanden. Som Gud elskede jer, skal I også elske hinanden. 

"Han er ikke her", sådan er vi samtidige med de første kvinder ved graven; "han er opstået", sådan er vi og hele verden opstået med ham til nyt liv. Livet er det samme før og efter påskedag. Men døden er forvandlet. Døren, der var lukket, er blevet åbnet. Og sådan er hele vores gamle menneskeliv blevet nyt i troen på den opstandne Kristus.

Ære være Faderen, Sønnen og Helligånden,

som det var i begyndelsen, således også nu og altid og i al evighed. Amen.