Prædiken til Langfredag holdt i Vestervang Kirke den 18. april 2025.

Af sognepræst Andreas Peter Dornonville de la Cour.

I Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Amen.

I dag, Langfredag, vil jeg opholde mig ved et særligt billede, som Bibelen giver os at forstå denne uforståelige dags begivenheder i. Dette billede er lammet, Guds lam. Kristendommen bærer på mange abstrakte billeder: Synd, frelse, skyld og nåde. Offer og forsoning. Og skulle vi male disse forestillinger for hinanden, ville vi ende med mange forskellige billeder. Men skulle vi male lammet, ville vi, med alle forbehold for individuelt malertalent, ende med nogenlunde samme billede. For lammet kan vi alle se for os. Det findes på marken. Det findes i verden. Det er et levende væsen, vi kan tage og føle på. I disse påskedage vil mange af os ikke bare føle på det, vi vil også smage det og spise det. Et lam, som først er blevet slagtet, siden tilberedt, for vores skyld.

Sådan er lammet det samme for dig og for mig. Og samtidig bærer det i sig en betydning, som rækker langt videre. Når vi i kirken samles og taler om Guds lam, ja, så taler vi samtidig om synd, skyld, frelse, offer og forsoning. Det er alt sammen indeholdt i billedet af lammet.

[Francisco de Zurbarán: Agnus Dei / Guds lam (o. 1630-35)]

Når vi taler om ofre i dag taler vi som regel om mennesker, som er blevet ofre for det ene eller andet – en forbrydelse, krig eller en sygdom. Verden er fuld af ofre på den måde. En kendt historiker har sågar kaldt det tyvende århundrede for ofrets århundrede. Dels pga. af de store verdenskrige som fandt sted. Men lige såvel pga. det bevidsthedsskred som allerede var i gang med industrialiseringens og modernitetens fremvækst. 

Og sådan kan man hævde, at i løbet af det tyvende århundrede døde Gud, og mennesket blev alene tilbage i verden. Gud døde i første verdenskrigs skyttegrave. Gud døde i anden verdenskrigs udryddelseslejre.

Gud døde. Ikke i den konkrete forstand som når vi hører om Jesu korsfæstelse i dag. Men i overført forstand så var det tanken og troen på Gud som døde. I vores del af verden i hvert fald.

Og dermed døde også troen på og tanken om en Gud, som ofrer sig for menneskene. Denne tanke - fuld af nåde og barmhjertighed og fred, og som er indeholdt i Jesu lidelse, korsfæstelse og død.

Guds offer for menneskene forsvandt. Tilbage var nu kun det menneskelige offer. Dette var budskabet, da det tyvende århundrede lakkede mod enden. 

Langfredags evangelium peger dog netop i den helt modsatte retning: væk fra det menneskelige offer og hen på Guds offer for os. 

Og det altså netop dette evangelium, som er indeholdt i billedet af et lammet, som bliver ofret. Lammet er et ældgammelt bibelsk billede, og i det billede løber en rød tråd igennem hele bibelhistorien. Fra det første offer som møder os, da Adam og Eva skulle forlade Edens have. Gud lavede skindtøj til dem og gav dem det på, fortælles det. Et dyr, vi ved ikke hvilket, måske et lam, måtte lade livet til fordel for det menneske, som havde forbrudt sig mod den gode ordning, som fandtes i det første Paradis, hvor Gud gik omkring midt iblandt sine skabninger, mennesker og dyr og planter og alt hvad vi ser omkring os. Noget var gået skævt, og uden at analysere nærmere var resultatet, at et offer måtte gøres.

Siden fik Adam og Eva fik sønnerne Kain og Abel. Og Kain dyrkede jorden, og Abel blev fårehyrde. Begge bragte de offergaver til Gud, fortælles det, dvs. de takkede for det, de allerede har fået givet igennem jordens grøde og kødet fra kvæget. Mennesket ofrede afgrøde og dyr til Gud. I denne ofring gik noget skævt. Kain følte sig ikke set som sin bror. Og Kain vendte sin vrede imod sin bror og slog ham ihjel.

Århundreder senere befalede Gud Abraham at ofre sin søn Isak. Hvorfor? Spørger vi stadig i dag. Abraham blev sat på prøve ved vi bare. En trosprøve? Uden at analysere nærmere ser vi, at i stedet for Isak ender det med at et hanlam, en vædder, bliver ofret. Vædderen bliver ofret i stedet for Isak, vædderen bliver et offer i vores sted. 

Og tiden gik igen, og israelitterne blev slaver i Egypten under Faraoens åg. Indtil de ved Guds hjælp blev befriet. Befrielsen kom fra Gud, men den kom ikke uden omkostninger. Børn måtte dø, og lam måtte ofres, så dets blod kunne males over dørstolperne på israelliternes huse.  Det var den første påske, da befrielsen kom med lammet.

Og tiden gik, og israelliterne vandrede videre i et ørkenland, og gudsdyrkelsen blev sat i rammer og systematik, og i den tredje af mosebøgerne kan vi læse om reglerne for brændofre, afgrødeofre, måltidsofre, som kom til. Det hele når sin teologiske kulmination i læren om synd- og skyldofret, og i tanken om syndebukken, som sendes ud i ørken på Forsoningsdagen bærende på sig hele folkets skyld.

Og tiden gik på ny, og profeten Esajas kom og talte til det folk, som havde glemt deres Gud. Og i et syn så han det lidende lam, som skulle komme. Lammet som ”blev regnet blandt lovbrydere, men han bar de manges synd og trådte i stedet for syndere.”

Alle disse erindringer, alle disse billeder af lammet er indeholdt af Langfredags billede af Jesu korsfæstelse. 

På århundreder og årtusinders afstand kan vi måske trække overbærende på skuldrene. Alt det der med at frembære ofre til Gud, det er vi da vist langt forbi… Guds lams billede er blevet visket ud.

[Diego Velázquez: Den korsfæstede Kristus. 1632]

Men i dag på Langfredag tegnes billedet frem på ny i vores erindring. Og ser vi Jesu korsfæstelse i lammets billeder, ligesom de første kristne gjorde, rækkes vi en erindring om, at ofret og den lidelse, som ofret bærer på, hænger sammen med, at noget er gået skævt, noget er gået galt i menneskets liv med hinanden og med Gud fra begyndelsen af.  Fra det første Paradis til Kain og Abel, til Abraham og Isak, til jødernes ørkenvandring til profeten Esajas. Noget er gået skævt imellem Gud og menneske, imellem menneske og menneske, og noget må til for at gøre genoprette forholdet. Det er det, som ofret handler om. Om genoprettelse. Om soning. Om en forligelse imellem to parter, som er gået skævt af hinanden. Og at Gud i Kristus sætter alt igennem på at gøre det forhold godt og frit igen ved at ofre sig selv. 

Det er en svimlende og svært tilgængelig tanke. ”Korsets gåde” kalder Grundtvig det. Gud ofrede sig selv for os, som et lam der føres til slagtning, lider Kristus i dag og alle mine dage for mine synders skyld. Det er min skyld, men ikke min lidelse, som bæres frem i dag. Jeg er ikke offeret i dag. For Gud har ofret sig for mig. For at jeg kan leve i nåde og i hans værn mod alle farer, hånd i hånd med ham imod det nye paradis, den nye himmel og den nye jord, hvor alting er nyt, og Guds bolig er hos menneskene. 

For det der var før; skylden, lidelsen og døden er forsvundet. For Gud døde på korset for min og din skyld og ikke i det 20. århundredes krige. På korset døde den gamle verden for at en ny verden kunne opstå. 

Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, således også nu og altid og i al evighed. Amen.