Prædiken til juleaften holdt i Vestervang Kirke den 24. december 2025.

Af sognepræst Andreas Peter Dornonville de la Cour.

Salmer: 94 Det kimer nu til julefest; 104 Et barn er født er Betlehem; 122 Den yndigste rose er fundet; motet: 103 Barn Jesus i en krybbe lå; 120 Glade jul, dejlige jul; 121 Dejlig er jorden.

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas:

Og det skete i de dage, at der udgik en befaling fra kejser Augustus om at holde folketælling i hele verden. Det var den første folketælling, mens Kvirinius var statholder i Syrien. Og alle drog hen for at lade sig indskrive, hver til sin by. Også Josef drog op fra byen Nazareth i Galilæa til Judæa, til Davids by, som hedder Betlehem, fordi han var af Davids hus, for at lade sig indskrive sammen med Maria, sin forlovede, som ventede et barn. Og mens de var dér, kom tiden, da hun skulle føde; og hun fødte sin søn, den førstefødte, og svøbte ham og lagde ham i en krybbe, for der var ikke plads til dem i herberget.

I den samme egn var der hyrder, som lå ude på marken og holdt nattevagt over deres hjord. Da stod Herrens engel for dem, og Herrens herlighed strålede om dem, og de blev grebet af stor frygt. Men englen sagde til dem: ”Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren. Og dette er tegnet, I får. I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe.” Og med ét var der sammen med englen en himmelsk hærskare, som lovpriste Gud og sang:

”Ære være Gud i det højeste og på jorden!

Fred til mennesker med Guds velbehag!”

(Lukas 2,1-14) Amen.

[Nicolaes Pieterszoon Berchem (1620-1683): Englens budskab til hyrderne,1649]

I Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Amen.

Fred på jorden! Til mennesker med Guds velbehag! Englene sang den, først for markens hyrder. Den nat Jesus blev født og kom til verden, og det blev jul for første gang. Fred på jord. Fryd på jord. Disse ord hører julen til. Men hvad betyder de egentlig?

Tidligere på året lærte jeg en kort historie at kende, som siger noget om disse ord. Den får ikke det hele til at falde på plads, men den siger måske noget. Det har den i hvert fald gjort for mig. Nu vil jeg fortælle denne korte historie for jer.

Gudsfreden hedder historien, og vi befinder os i Sverige på en gammel bondegård for længe siden. Juledag sidder den gamle husmor i storstuen ved julebordet alene. Hun har sat sig for selv at læse det, som der skulle prædikes om henne i kirken. Men ved disse ord: Fred på jorden! Til mennesker med Guds velbehag! går hun i stå igen og igen. Som en plade der er gået i hak. Hun er nemlig meget nervøs, og hun har slet ikke ro på sig selv.

For kort forinden er hendes mand og deres sønner gået ud i skoven for at skyde og nedlægge en bjørn.

Sagen er den, at dagen før, juleaftensdag, var hendes også gået ud i skoven for at finde et godt træ til julefejringen. Men en kraftig fyge af sne havde slået ham ud af kurs, og han havde mistede orienteringen aldeles. Han for vild og farede omkring indtil han fuldkommen udmattet havde fundet ly under en stor bunke kvas og grene. Men under kvasen og grenene var der en bjørn allerede. Men bjørnen var ikke gået til angreb på ham. I stedet havde den ligesom rykket sig længere ind og givet plads til den stakkels mand.

Og sådan overlevede manden julenat, og julemorgen var han kommet hjem igen efter at hele landsbyen havde været på den anden ende, og jo ikke mindst hans hustru, den gamle husmor.

Julemorgen var han altså kommet hjem. Men julefreden varede kort for så snart manden havde spist og drukket, var han som sagt gået ud i skoven igen sammen med sine sønner for at fælde bjørnen. For sådan sagde gammel, opsparet bondevisdom, at det var et menneskes pligt at fælde en bjørn, hvor og når man træf den. For før eller siden ville bjørnen vokse op, og så ville den være til fare for mennesket.

Så juledag sidder kvinden nu altså der og læser i juleevangeliet, men hun går i stå igen og igen. Hun kan ikke komme videre fra disse ord: Fred på jorden! Til mennesker med Guds velbehag. Disse simple og alligevel ufattelige ord, som hører julen til.

Efter et stykke tid bliver hun dog kaldt tilbage til virkeligheden. Det er hendes ældste søn, som er kommet ind. Og sønnen er græder, og ordene svigter ham. Men han får peget på det sted, hvor moren var gået i stå i sin læsning. ”Fred på jorden” peger han på. ”Er det noget med det” spurgte hun. ”Ja”, svarede han. ”Er det noget med julefreden”, spurgte hun. ”Ja”, svarede han. ”Og Gud har straffet os?” ”Ja, Gud har straffet os”.

Og så fik hun endelig at vide, hvad der var sket. De havde fundet bjørnens hi, og da de var tæt nok på, havde de gjort deres bøsser klar. Men de nåede det ikke. Pludselig var bjørnen kommet farende ud fra sit hi og gået lige imod manden uden hverken at se sig til højre eller venstre. Og bjørnen havde givet ham et slag over issen, som havde fældet ham, og han var faldet om på stedet. Ingen af de andre havde bjørnen angrebet, men den banede sig vej forbi dem og for videre ind i skoven.

Denne gamle historie om manden og bjørnen og konen fortæller os noget om ordene: Fred på jorden. Til mennesker med Guds velbehag. Men på en helt særlig måde. For det, som den fortæller os, er måske, at vi mennesker først lægger mærke til freden, når den er blevet brudt eller krænket.

Glæden og freden og den helt nye orden for verden, som Gud lod melde i barnet og i englenes sang for hele verden julenat får i historien sit billede i bjørnen og manden, som ligger side og side julenat. Man kan måske endda sige, at bjørnen ærer julefreden, Gudsfreden på jorden, den nat derude i skoven, da han viser den forkomne mand barmhjertighed og herved går imod sin egen natur. Også vi mennesker bærer denne mulighed i os. At give kærligheden skikkelse her på jorden. Ofte lykkes vi med det, men lige så ofte mislykkes vi. Manden i historien mislykkes, det er klart. Men jo ikke fordi han er ond. For så vidt handler han rationelt og jo i tråd med gammel erfaring og opsparet visdom om bjørnens farlighed. Men julefreden og juleglæden har ikke bare noget at gøre med opsparet visdom og erfaring.  Smid den på møddingen! Siger Gud. Nu begynder en ny tid og ny orden på jorden. I denne orden skal magten og freden på jorden findes på ydmyge steder og i skikkelse af et lille menneskebarn og ikke i en mægtig kejser eller krigsherre.

Det kommer vi aldrig til at forstå i grunden. Men vi kan godt ære det, vi ikke kan forstå. Ligesom vi kan standse op ved disse ord i dag og i aften og i nat: ”Fred på jorden. Til mennesker med Guds velbehag.” Over hele jorden og i hele skabningen lyder disse ord. Men også – og det er sidste vigtige meddelelse her fra stolen – også til hver enkelt, til dig og ind i den familie og i den sammenhæng, hvori din jul skal finde sted. Stands op et øjeblik, som hyrderne på marken, stands op, som vi gør det netop nu, og stands op i aften et øjeblik – ved bordet – ved træet – alene eller med hinanden - og lyt efter ordene som Guds tale til os i dag: Fred på jorden! Til mennesker med Guds velbehag!

Glædelig jul! Amen!