Prædiken til 1. Søndag efter Helligtrekonger holdt i Vestervang Kirke den 11. januar 2026.

Af sognepræst Troels Bak Stensgaard.

Salmer: 749 I østen stiger solen op; 101 Himlens morgenrøde; 58 Jesus! Frelser og Befrier; 694 Jesus, at du blev min broder; 192/kun vers 7; 102 Et lille barn så lysteligt. Dagens tre læsninger kan læses ved at klikke HER.

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Markus: 

De bar nogle små børn til Jesus, for at han skulle røre ved dem; disciplene truede ad dem, men da Jesus så det, blev han vred og sagde til dem: »Lad de små børn komme til mig, det må I ikke hindre dem i, for Guds rige er deres. Sandelig siger jeg jer: Den, der ikke modtager Guds rige ligesom et lille barn, kommer slet ikke ind i det.« Og han tog dem i favn og lagde hænderne på dem og velsignede dem. Amen (Markusevangeliet 10,13-16).

Kære menighed!

Paven kalder sig selv for Kristi vikar, og det er jo noget af en ambition at ville vikariere for Vorherre selv. Men jeg er nu godt tilfreds med ’kun’ at være vikar for min gode kollega Andreas, som skulle have prædiket for os i dag, men desværre blev forhindret. Det er indrømmet også noget af en udfordring for mig at træde i Andreas’ sted, men hvis det skulle vise sig at være en for stor udfordring, så kan vi sammen trøste os med, at Andreas snart er tilbage igen. Desuden kan vi så trøste os med, at julen, som vi med bibelteksterne til denne 1. søndag efter Helligtrekonger ligesom endeligt tager afsked med, dybest set handler om, at Gud heldigvis ikke sendte en vikar, men så at sige selv tog jobbet.

Vi hørte først i dag fra alteret salme 8 i Salmernes Bog i Det gamle Testamente, og jeg bliver aldrig træt af at høre ordene:

”Herre, vor Herre! 

Hvor herligt er dit navn over hele jorden, du som har bredt din pragt ud på himlen! 

Af børns og spædes mund har du grundlagt et værn mod dine modstandere for at standse fjender og hævngerrige. 

Når jeg ser din himmel, dine fingres værk, månen og stjernerne, som du satte der, hvad er da et menneske, at du husker på det, et menneskebarn, at du tager dig af det? 

Du har gjort det kun lidt ringere end Gud, med herlighed og ære har du kronet det. 

Du har gjort det til hersker over dine hænders værk, alt har du lagt under dets fødder, får og okser i mængde, selv de vilde dyr, himlens fugle og havets fisk, dem som færdes ad havenes stier. 

Herre, vor Herre! Hvor herligt er dit navn over hele jorden!”

Tænk, sådan digtede en mand for meget længe siden – mindst 500 år før Jesu fødsel - måske en stjerneklar nat, hvor han sad uden for sit telt i ørkenen eller oppe på bymuren i Jerusalem og kiggede op på himlens stjerner.

Og hvis vi selv en frostklar er udenfor og ser op . . . Ja, så er der grund til at undre sig som den gamle salmist. Også selv om man så måske glemmer mere jordnære og praktiske ting for en tid.

Hvilket minder mig om en historie, som en anden kær kollega, vores gamle og nu pensionerede præst Søren Kristoffersen engang fortalte os her på prædikestolen.

Den handler om Sherlock Holmes og Dr. Watson, som er på campingtur. De slår teltet op om aftenen og falder til ro. Men midt om natten vækker Holmes sin ven og siger til ham: ”Watson, se op og fortæl mig, hvad du tænker?” Og Watson siger: Jeg ser millioner af stjerner og tænker på, hvor forunderligt rigt og mirakuløst livet her på jorden er, og på hvor små vi mennesker er i universets store sammenhæng. Jeg tænker på, at hvis der er uendeligt mange stjerner, så er der måske også liv på andre kloder derude. Hvorpå Holmes afbryder sin filosofiske ven med ordene: "Watson, din tumpe, der er nogle, som har stjålet vores telt!”

Sherlock Holmes var som bekendt god til at tænke og regne alting ud, men det er endnu mere vigtigt at kunne undre sig over alt det store og ubegribelige i livet. Og det er i øvrigt også vigtigere at være en, som man kan regne med, end at kunne regne alting ud. Ligesom Dr. Watson, som i Sherlock Holmes-fortællingerne altid er den gode og godtroende kammerat og meget mere høflig og hensynsfuld over for andre end hans ven, den geniale, men også meget selvoptagede mesterdetektiv Sherlock Holmes. 

”Hvad er da et menneske?”. Sådan spurgte salmisten, og et menneske og dets liv kan synes som det rene ingenting og som et lille fnug i forhold til universets ubegribelige øde vidder, men det at være et menneske er noget meget stort. Det er det, der ligger i salmistens ord om, at vi er skabt ”kun lidt ringere end Gud”, som har ”kronet os med ære og herlighed”. 

Vi mennesker er nemlig ikke bare avancerede dyr, som er resultatet af alles kamp for at overleve, sådan som man nogle gange kan høre folk sige med kendermine, og sådan som man måske godt kan blive fristet til at synes i denne tid, hvor så mange i den store verden synes at leve efter devisen, at den store og stærke har ret til æde den lille og svage. 

Vi er skabt i Guds billede med et moralsk ansvar for hinanden og for den øvrige skabning.

”Alt har du lagt under dets fødder, får og okser i mængde, selv de vilde dyr, himlens fugle og havets fisk”, synger den gamle salmist derfor.

Selv om vi ikke hører det i denne bibelske salme, så er mennesket ifølge Bibelen også et utaknemmelig, syndigt og oprørsk væsen, som ikke ville leve sådan, som det blev skabt til at leve. For mennesket var ikke en tro forvalter af Guds øvrige gode skaberværk, men blev forledt og misbrugte sin magt, fordi det ønskede selv at ville være som Gud. Og alligevel er mennesket kronet med en umistelig værdighed af Gud, siger salmisten. For han har skabt os og husker på os og tager sig af os. Han har både omsorg for os og forventninger til os. 

Hvorfor tager Han så ikke alt det mørke og tunge, som tilværelsen også rummer, fra os? Det ved vi ikke. Men vi tror, at Han i Kristus har delt det med os. 

Hvorfor fjerner han så ikke vores tvivl og usikkerhed? Det ved vi heller ikke. Han gav os ikke svar på alting. Men vi tror, at Han gav os - sig selv. At Han i Kristus julenat blev menneske for vores skyld. 

Og mens Han gik her på jorden, så samlede han ikke kun på alle dem, som vi ofte ser op til og ofte beundrer: De vellykkede, stærke og dygtige eller de filosofisk og etisk alvorligt tænkende for at tage dem med sig ind i Guds rige. Tværtimod! Da han så, at inderkredsen omkring ham havde travlt med at sørge for, at han ikke blev forstyrret af noget for dem så ubetydeligt som nogle kvinder og små børn, så blev han vred, og så sagde han de kendte ord, som vi hører i evangeliet i dag og ved enhver dåb: ”Lad de små børn komme til mig, det må I ikke hindre dem i, for Guds rige er deres. Sandelig siger jeg jer: Den, der ikke modtager Guds rige ligesom et lille barn, kommer slet ikke ind i det.”  

Hvorfor tilhører Guds rige så børnene? 

Fordi barnet lever af sin forældres kærlighed og i al sin skrøbelighed og sårbarhed, er henvist til at tage imod. 

Fordi barnet forstår at bede om hjælp uden at skamme sig – med al sin lungekræft – hvis der er behov. 

Fordi barnet selvfølgelig kan blive bange eller ked af det eller vred, men har en forunderlige evne til at glemme det og til at tilgive andre og begynde forfra.

Fordi barnet har en spontan livsglæde og en nysgerrig og legende appetit på verden og en nærmest kongelig selvfølgelig måde at tage verden i besiddelse på. 

Fordi barnet ligesom intuitivt føler sig omgivet af godhed og ikke tvivler på, at verdens dybest set er et godt og trygt og spændende sted, og at livet derfor er værd at leve og udforske og mennesker værd at elske. 

Det er det barnekår, som vi som voksne kun kan tage imod i tro på, at Guds betingelsesløse kærlighed er med os overalt og alle dage indtil verdens ende, og ikke er noget, som vi selv skal finde eller gøre og fortjent til. 

Derfor peger salmisten ord, "af børn og spændes mund har du grundlagt et værn mod dine modstandere for at standse fjender og hævngerrige", på en mystisk dyb måde på såvel Kristi fødsel som på den kristne dåb, som altid er en børnedåb, og noget, som vi får i samme forstand som vi fik livet her på jorden, da vi blev født af vores mor.

Den dåb hvori Gud talte til os hver især og adopterede os som sine børn, idet han skænkede os Helligånden med syndernes forladelse og det evige liv, sådan som det siges så stærkt og ligetil i vores nuværende og mere end hundred år gamle dåbsritual, som der forhåbentlig ikke laves om på i det kommende år, selv om Folkekirkens dåbskommission har lagt op til ændringer, som I måske ved. 

Derfor skænker dåben os det barnekår, som vi som voksne kun kan tage imod i tro på dåbens nåde. Eller som Paulus skriver i Brevet til Romerne: ”I har jo ikke fået en ånd, som giver trællekår, så at I atter skulle leve i frygt, men en ånd som giver barnekår, og i den råber vi: Abba, fader!” 

Det er den ånd og det løfte, som vor dåb er et pant på, og som vi som kristne har at holde os til, og som vi måske særlig har brug for i denne tid. 

For hvem ved hvad det nye år vil bringe os hver især og som folk?

Det er akut meget svære tider for vores lille kongerige på grund af den amerikanske præsidents ”psykologiske behov” for at eje Grønland, sådan som præsident Trump med næsten ubegribelig magtarrogance selv har kaldt det. Det er for mig nærmest ikke til at fatte, at man på den måde kan gøre vold mod de dybe og århundredgamle forbindelser, institutioner og slægtskaber, som forbinder vi danske og grønlænderne. Hvad det ender med, ved vi endnu ikke. Måske det afhænger af det annoncerede møde her i den kommende uge mellem de danske, grønlandske og amerikanske udenrigsministre. Måske det ender godt, hvad vi må håbe på og bede om. Måske det vil vise sig at blive en traumatiserende begivenhed i vores historie på linje med tabet af hertugdømmerne og Sønderjylland i 1864 eller den tyske besættelse i 2. Verdenskrig. 

Ja, jeg ved ikke mere end jer om dette, og jeg skal ikke stå her og kloge mig derpå eller 'male fanden på væggen'. 

Det er heldigvis svært at spå om fremtiden, og fremtiden kan som bekendt synes lige så ukendt os for os som det store ubegribelige verdensrum omkring vor jord med dets milliarder af stjerner bare i Mælkevejen, vor egen galakse, og af dem er der også milliarder eller billioner, siger videnskaben.

Men for troen er og forbliver alting i Guds hånd. 

Den tro som ikke skutter sig og bøjer hovedet eller føler rædslen komme snigende ved at spejde forgæves ud i det uendelige univers en kold vinternat, men i den funkende stjernehimmel ser noget ophøjet og lyst godt og smukt, som er højt hævet over denne verdens mørke og herskere og magtspil.

Eller som den danske atomfysiker Jens Olaf Pepke Pedersen skriver i sin lille, letlæste og fremragende bog ”Fra lys til liv”, som udkom sidste år, og som jeg vil anbefale jer at læse, hvis I interesserer jer for forholdet mellem naturvidenskab og kristendom:

”Der er ikke bevis for, at der er en skaber bag naturlovene, men indtil videre ser det ud til at være den bedste forklaring . . . . Man kan spørge, om svaret gør nogen forskel, men det gør en forskel i den måde, vi ser på universet. Hvis alt er en tilfældighed, så viser stjernehimlen, at vi befinder os i et tomt og meningsløst univers. Men alternativet er, at stjernerne får os til at føle os forbundet med noget større og noget evigt. Når vi kigger op på stjernehimlen, spejler vi vores håb og ønsker i det fjerne lys. I mørket, hvor alt kan synes uoverskueligt, minder stjernerne os om, at lyset altid eksisterer, selv i de mest fortabte øjeblikke. Betlehemsstjernen var ikke blot lys på himlen, men et symbol på håb, tro, vejledning og erkendelse. Vi ser op på nattehimlen for at finde trøst og inspiration, ligesom de tre vise mænd, der fulgte stjernen og fandt frem til frelseren.”

Amen.