Prædiken til 1. søndag i fasten holdt i Vestervang Kirke den 17. februar 2026.

Af sognepræst Andreas Dornonville de la Cour.

Salmer: 336 Vor Gud han er så fast en borg; 339 Vort liv blev reddet; 639 Når i den største nød vi stå; 652 Vor Herre! Til dig må jeg ty; 476 Kornet som dør i jorden; 624 Gud er Gud, før jorden skabtes.

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: 

Apostlene kom også i strid om, hvem af dem der skulle regnes for den største. Da sagde han til dem: »Folkenes konger hersker over dem, og de, som udøver magt over dem, lader sig kalde velgørere. Sådan skal I ikke være; men den ældste blandt jer skal være som den yngste, og lederen som den, der tjener. For hvem er størst: den, der sidder til bords, eller den, der tjener? Er det ikke den, der sidder til bords? Men jeg er iblandt jer som den, der tjener. Jer er det, der er blevet hos mig under mine prøvelser, og ligesom min fader har overdraget mig Riget, overdrager jeg det til jer, for at I skal spise og drikke ved mit bord i mit rige, og I skal sidde på troner og dømme Israels tolv stammer. Simon, Simon! Satan gjorde krav på jer for at sigte jer som hvede; men jeg bad for dig, for at din tro ikke skal svigte. Og når du engang vender om, så styrk dine brødre.« Amen (Lukasevangeliet 22,24-32).

I Faderens, Sønnens og Helligåndens navn.

Far ikke vild, mine brødre! Skriver apostlen Jakob i sit brev, som hører dagen i dag til. I dagens øvrige læsninger - fra fortællingen om disciplenes strid og forudsigelsen af Peters fornægtelse til fortællingen om misundelsen mellem brødrene Kain og Abel - løber ikke desto mindre en rød tråd om mennesker, som gør lige netop det: Farer vild. 

Hvordan farer de vild? Hvorfor farer de vild? Det er dette spørgsmål, jeg vil opholde mig ved i dag på den første søndag i fastetiden, som løber frem til påsken. Denne tid på året hvor vi i kirkens fællesskab gennem traditionens udvalg af tekster, bønner og sange beskæftiger os særligt med dette; at vi mennesker farer vild igen og igen. I vores liv med hinanden og med Gud. 

Jeg vil særligt opholde mig ved evangelieteksten fra Lukas. For sammenhængen for denne fortælling fortæller os, mener jeg, nemlig noget om det i vores tilværelse, som ryster os i grunden og skubber os ud af kurs, så vi kan ende med at fare vild.

Under disciplenes strid om hvem af dem som skal regnes for den største og i Jesu forudsigelse af Peters fornægtelse af ham, grunder en særlig livssituation; en hændelse som går forud for det, vi hører læst op her i kirken i dag.

I fortællingen sidder vi nemlig ved bordet skærtorsdags aften. Disciplene og Jesus har spist og drukket, og Jesus har netop fortalt dem, at han snart skal dø. Og at én ved bordet vil forråde ham. Og så kommer disciplene til at diskutere med hinanden om, hvem det er iblandt dem, som vil være forræderen.

I det lys er det nemmere at forstå den strid, vi ramler ind i, når vi hører dagens tekst. Fra en strid om hvem forræderen iblandt dem vil være. En strid om, kunne man sige, hvem som er den laveste iblandt dem, udvikler det sig til en strid om, hvem den største iblandt dem vil være. Med andre ord: Baggrunden for disciplenes ævl og kævl er en ganske alvorlig situation: Jesus har sagt dem, at han snart skal dø.

Som så mange gange før kan vi undre os over disciplenes tunghørhed. Dette er jo ikke første gang, Jesus taler om dette. Jesus gentager det igen og igen overfor disciplene. Og det er jo ikke bare hos Lukas, men hos alle evangeliefortællerne sådan. Alle er de optagede af at gengive netop dette forhold for os: At Jesus igen og igen forsøger at forberede disciplene på, at han skal dø og på en ganske ubarmhjertig måde. Hvorfor er evangelierne så optagede af det? Hvorfor ikke bare fortælle om Jesu liv og levned og så hans død. Uden igen og igen at vende tilbage til denne forberedelse, forudsigelse, indstillen sig på, at Jesus en dag skal dø? 

Jo, for det første viser evangelierne her noget afgørende omkring menneskets forhold til døden: På trods af al vores viden om døden, så kommer den alligevel altid bag på os. Som om der er noget i den, vi simpelthen ikke formår at forberede os på.

Dernæst tager evangelierne det faktum alvorligt, at vi mennesker er stedte i en tilværelse, hvor Guds nærvær, det som nogle vil kalde meningen med det hele, sammenhængen, ordenen, retningen i tilværelsen, så ofte kan synes borte. Kristendommen tager lige netop dette alvorligt, at vi så ofte erfarer verden, som om Gud er gået bort. Og ikke bare som om. Men helt reelt som det skete på korset langfredag.

På den afstand vi står i dag i tid og erfaring fra de første menigheder, som hørte evangeliet ifølge Lukas og de andre evangelister, kan det være vanskeligt at opdage, hvor fremtrædende denne tilbagevendende forberedelse på døden er, i de mange samtaler Jesus har med sine disciple. Vi plejer at sige: Evangeliet er et ord, der frelser. Igennem forberedelse kan vi føje til i dag. For evangeliet indtil påskedag forbereder os på en verden, hvor Gud kan synes væk, som den der gået bort. 

Men så er han her alligevel, som den der tjener, siger Jesus nu: ”Jeg er iblandt jer som den, der tjener.” I den tilsyneladende gudsforladte verden, som Jesus taler ind i, i den verden hvor han er gået bort, vil han være hos sin menighed og sit menneske igennem den omsorg og optagethed, hvormed vi omgår vor næste og det fællesskab, hvori vi indgår.

At strides om, hvem som er den største i dette fællesskab eller laveste for så vidt, er selvfølgelig en form for interesse i fællesskabet. Men det er ikke der Jesus vil være. I denne verdens statuskamp finder vi ikke en ny begyndelse på den anden side af døden. Det bliver understreget igen og igen. Og dog roder vi os ind i denne kamp igen og igen. For vi kan tilsyneladende bare ikke lade være. Kain og Abel fortællingen om misundelsen mellem to brødre fortæller om det. Men snarere end at fortvivle om dette medfødte, selvkredsende konkurrenceprægede anlæg i os, som disciplene gentager ved skærtorsdagsbordet, skal vi høre Jesu trøsterige ord, som er talt ind i denne situation: Jeg er iblandt jer, som den der tjener. I disse ord findes et ideal for livet, som er værd at stræbe efter. Ikke fordi vi vil kunne opfylde dette ideal nogensinde på samme vis, som Jesus gjorde det. Eller fordi vi gerne vil opføre os rigtigt, så Gud må fatte særlig sympati for lige netop os. Vi skal gøre det, fordi det er der, vi vil møde og finde vores Gud i Jesu Kristi skikkelse og nær.   

Sådan er det et afgørende fokus i fastetiden nu at finde frem til Gud. På samme måde som de vise mænd i tiden frem til jul, som søgte og ledte efter Guds søn. De søgte de høje steder, men fandt ham i det lave. Igen og igen mister vi sansen for retningen, men evangeliet leder os på vej med fortællinger, som igen og igen retleder os i vores stræben. Til ikke at strides om at være den største som disciplene gør det, og dog vil vi gøre lige netop det. 

Og sådan vil vi svigte igen og igen og fare vild, og sådan følger efter disciplenes strid da også Jesus forudsigelse af Peters fornægtelse af ham. Samlende for de to fortællinger er det, at de begge handler om at fare vild i det sociale rum, altså det rum vi deler med hinanden. Først er der disciplenes strid om at være størst, der som sagt afspejler en ganske naturlig, men i sidste ende misforstået reaktion på Jesu tale om, at han snart skal dø. På samme vis gælder det Peter, at hans fornægtelse af Jesus skyldes dette, at den sociale norm og dom (at det mistænkeligt at have været Jesu discipel) trumfer hans evne til at stå ved sig selv og sandheden om hans nære relation til Jesus. Det samlende i disse to små fortællinger er for mig at se disse sociale dynamikker, som er til stede. Statuskampen – først om at være størst – siden om dog ikke at være den mindste, som det gælder for Peter.

 Første søndag i fasten anviser de to læserækker to veje ud af denne blindgyde. I første række hører vi om Jesus i ørken, hvor Jesus træder ud af det sociale rent bogstaveligt ved at gå alene ud i ørken. Heri findes en vej til Gud og Guds nærvær. Ørkenfædrene opsøgte samme vej. I vore dage bliver det mere og mere populært at opsøge ”silent retreats”, på dansk ”stille tilbagetrækninger”. Mange mennesker søger disse ophold af mange forskellige grunde, men fælles er længslen efter nærvær, mening og fylde i tilværelsen. Det vi kristne kalder for Gud. 

I beretningen om Jesus i ørkenen gøres vi opmærksom på de farer, som venter i isolationen i skikkelsen af Djævelen. I beretningen fra i dag, fra Lukas, rettes vores opmærksomhed imod de sociale farer, som leder os væk fra Gud. Og Gud svarer: Jeg er iblandt jer, som den der tjener. Og til alle os som igen og igen farer vild, hvad enten det er i det sociale eller i isolationen, trøster han os med ordene til Peter: ”Når du engang vender om, så styrk dine brødre.”

Ære være Faderen, Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, således også nu og altid og i al evighed. Amen.