Prædiken til Midfaste søndag holdt i Vestervang Kirke den 15. marts 2026.

Af sognepræst Troels Bak Stensgaard.

Salmer: 10 Alt hvad som fuglevinger; 31 Til himlene rækker; 298 Helligånden trindt på jord; 321 O Kristelighed; 192/kun vers 7; 6 Dig være, mildeste Gud Fader. Dagens tre bibelske læsninger kan læses ved at klikke HER.

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes:

Da skaren nu så, at Jesus ikke var der og hans disciple heller ikke, gik de om bord i bådene og kom til Kapernaum og ledte efter Jesus. Og da de fandt ham på den anden side af søen, sagde de til ham: »Rabbi, hvornår er du kommet hertil?« Jesus svarede dem: »Sandelig, sandelig siger jeg jer: I leder ikke efter mig, fordi I fik tegn at se, men fordi I fik brød at spise og blev mætte. Arbejd ikke for den mad, som forgår, men for den mad, som består til evigt liv, den som Menneskesønnen vil give jer; for ham har Faderen, Gud selv, sat sit segl på.« Så sagde de til ham: »Hvad skal vi gøre, for at vi kan gøre Guds gerninger?« Jesus svarede dem: »Guds gerning er den, at I tror på ham, han har udsendt.« Da sagde de til ham: »Hvilket tegn gør du, så vi kan se det og tro dig? Hvad kan du gøre? Vore fædre spiste manna i ørkenen, som der står skrevet: ›Brød fra himlen gav han dem at spise.‹ « Jesus sagde så til dem: »Sandelig, sandelig siger jeg jer: Moses gav jer ikke brødet fra himlen, men min fader giver jer brødet fra himlen, det sande brød. For Guds brød er det, der kommer ned fra himlen og giver liv til verden.« De sagde til ham: »Herre, giv os altid det brød!« Jesus sagde til dem: »Jeg er livets brød. Den, der kommer til mig, skal ikke sulte, og den, der tror på mig, skal aldrig tørste. Amen (Johannesevangeliet 6,24-35).

Kære menighed!

Forleden nat havde jeg en drøm. En stærk og interessant drøm. Det frustrerende er, at jeg ikke kan huske og fortælle jer, hvad den handlede om. Men idet jeg vågnede, fornemmede jeg et glimt af noget, der var dybt meningsfuldt og sandt. Og så var drømmen pludselig væk. Den fortonede sig og gled ud af min bevidsthed. Sådan begynder den engelske teolog Tom Wright en fin bog om kristendommen. ”Simply Christian”, hedder den, ”Kristen, simpelthen”. 

Det handler om en længsel eller en lidenskab, som Tom Wright mener, at mennesker til alle tider og på alle steder har haft. Og vores længsel efter retfærdighed ligner ofte en sådan drøm, siger Wright. I et glimt fornemmer eller aner vi en anderledes verden. Hvad Grundtvig kaldte for "landet bag hav" og "de levendes land". Det føles som et ekko af stemme, der roligt og overbevisende har talt til os om en verden uden ondskab, synd og lidelse, uden krige, missiler, droner og andre menneskeskabte dræbermaskiner, som flyver hen over himlen og ødelægger menneskelivet på jorden. En verden hvor ting er, som de burde være. En verden fuld skønhed, ægte fællesskaber og udfoldelsesmuligheder for alle. 

Og har vi ikke alle har haft en sådan drøm? Da vi vågnede, så ønskede vi måske at drømme videre for at høre stemmen igen, men vi har kun ekkoet, og når vi først er vågne, er vi ofte tilbøjelige til at tro dem, som afviser det hele som en naiv drøm. Men ekkoet er der stadigvæk og giver om dagen genlyd i vores bevidsthed og underbevidsthed.

Vi kan selvfølgelig afvise det som en naiv og endda farlig illusion. Vi kan affærdige det med, at en sådan verden, hvor retfærdighed, fællesskab og skønhed hersker, slet ikke findes, og at det er farligt at bilde sig det ind. Fordi vejen til helvede er brolagt med gode intentioner, og menneskers forsøg på at skabe et paradis på jord så ofte er endt i katastrofer. Men hvis vi gør det, så gør vi os selv til kynikere, og overlader verden til dem, som kun forstår livet som et magtspil, og som en alles kamp mod alle.

Vi kan også sige, at det er en verden, som vi med god grund kan drømme om i lykkelige stunder, da den måske engang vil blive realiseret et andet og bedre sted, i paradis eller himlen, men som desværre ikke har meget at gøre med vores nuværende liv på jorden. Hvilket også er en slags moralsk falliterklæring.   

Men der er også den tredje mulighed, siger Tom Wright. Nemlig at vi har sådanne drømme, fordi der rent faktisk er en, som taler til vores fantasi og inderste længsel – eller ligesom hvisker til os. En der bekymrer sig om os og har skabt denne verden med et formål for øje og har en plan for, hvordan formålet skal realiseres. En der har skabt verden med en indbygget lidenskab efter retfærdighed, fællesskab, godhed og skønhed. Fordi det er Hans lidenskab. 

”Salige er de, der tørster og hungrer efter retfærdighed”, sagde Jesus tilsvarende i sin Bjergprædiken, og ”salige er de, som sørger, for de skal trøstes.” Men når jeg lytter til dagens tekst, slår det mig, at de mennesker, som her kommer til Jesus, virker så selvtilstrækkelige. De fokuserer kun på sig selv og deres egne behov. 

Folkeskaren har dagen før oplevet det helt store under i de vilde bjergegne på Nordøstsiden af Galilæas sø, da Jesus med fem brød og to fisk bespiste en tusindtallig skare. Et under de burde have forstået ud fra de gamle bibelske profetier om et kommende herlighedsrige, når hvor Messias kommer, og livet bliver som et festmåltid med rigelig af mad og drikke til alle. 

Men de så det ikke som et tegn på et nyt og generøst fællesskab med Gud og hver mand og kvinde. Det bekræftede dem blot i, at de selv havde været heldige og privilegerede. De ville bagefter gøre Jesus til konge, fortælles det. Med et billede fra det aktuelle folketingsvalg kan man sige, at det er, som om de kun ville stemme på ham, fordi han givet dem en fødevarecheck, og ikke fordi de var blevet grebet af hans visioner for hele samfundet og ønskede at være en del af noget nyt.

Dagen derpå – og nu er vi fremme ved dagens tekst – finder folkeskaren så igen Jesus i Kapernaum på den anden side af søen. Først spørger de, hvornår han er kommet, dvs. de undrer sig over, hvordan han er kommet derhen, for hans disciple havde taget om aftenen uden ham, og der var ikke andre både. Hvis Jesus høfligt havde svaret på deres spørgsmål og fortalt, hvad vi ved, at han om natten havde vandret hen over søens oprørte vande til Kapernaum, så var det sikkert blevet mødt med rullende øjne eller latter. For det eneste, som de har blik for, er, hvad han mere kan gøre for dem, og ikke hvem han er. 

Så i stedet for at svare på deres spørgsmål siger Jesus til dem: ”I leder ikke efter mig, fordi I fik tegn at se, men fordi I fik brød at spise og blev mætte”. Og selvfølgelig bliver de så provokerede og spørger: ”Hvilket tegn gør du, så vi kan se dig og tro dig? Hvad kan du gøre?” Dvs.: Kan du ikke give os mere at spise? Er du lige så stor som vores leder og profet Moses, der befriede vores forfædre fra trældommen i Egypten og i 40 år ledte dem gennem ørkenen til det forjættede land, mens Gud dagligt bespiste dem med den underfulde manna, som hver morgen faldt ned fra himlen? Eller var måltidet, som du mirakuløst gav os i går, blot en engangsforestilling? Sådan spørger de og tænker naturligvis på den berømte fortælling om manna-underet, som vi hørte et uddrag af i dagens første læsning fra Anden Mosebog (2 Mos 16,11-18).  

Hvorefter Jesus svarer med disse underlige gribende ord: ”Jeg er Guds brød, som kommer ned fra himlen, og giver liv til verden. Jeg er livets brød. Den, der kommer til mig, skal ikke sulte. Den, der tror på mig, skal aldrig tørste!” Med disse ord spiller Jesus selvfølgelig på brødets betydning til at mætte os og holde os fysisk i live. Men hvad Jesus i virkeligheden vil sige med at kalde sig for Guds og livets brød, er, at vores længsel eller sult efter skønhed, godhed, mening og fællesskab aldrig bliver mættet, hvis ikke vi tror på, at han er, hvem han siger han er: Guds søn, der deler alt sit med os, og tager del i alt, hvad der er vores: vores sorg såvel som vores glæde.

Hvad evangeliet i dag vil have os til at forstå, kan måske siges ved hjælp af et berømt digt, som den tyske digter Rainer Marie Rilke engang skrev om en ældgammel græsk marmorstatue af en ung mand, måske forestillende Apollon, den græske gud for digtning, kunst og skønhed, som Rilke for mere end 100 år siden formodentlig havde set på museet Louvre i Paris. Det var kun en torso, dvs. der var kun kroppen tilbage af den oprindelige statue, intet hoved, ingen arme eller ben, og Rilke digtede: 

Vi kender ikke dette uhørte hoved

hvori øjenæblerne modnedes. Men:

Dets torso gløder endnu som en stor lysestage

Hvori hans blik, kun skruet noget ned,

Endnu holder sig og funkler

Ellers stod den sten vel ødelagt og massiv

. . . .

Og flimred ikke som et rovdyrskind

Da ville den ikke ud af alle sine grænser som en stjerne bryde ud [og ligesom sige]

Der er intet sted som ikke ser dig.

Du må ændre dit liv.

[Den såkaldte "Torso fra Milet" på Louvre i Paris, som stammer fra o. år 480-470 f.Kr., har været foreslået som den statue, der inspirerede Rilke til digtet "Arkaisk torso af Apollon".]

Den måske 2500 år gamle statue var for andre at se måske bare en furet og slidt marmorkrop uden hoved, arme og ben. Men alligevel dirrede den for Rilke af nærvær, liv og personlighed. Dens funklende skønhed lagde beslag på digteren og talte til ham, så ham, og han kunne ikke flygte fra dens blik, selv om den jo ikke havde et synligt hoved.

Rilkes digt om denne torso, denne gamle marmorstatue uden hoved, arme og ben, er for mig et billede på kirken. 

Paulus skrev engang, at Kristus er kirkens hoved, og at kirken er Kristi legeme, som vi blev forskellige lemmer på, da vi blev døbt. Men vi kan ikke se hovedet. Lige så lidt som Rilke kunne se statuens eller Apollons hoved. Vi kan ikke se den opstandne Kristus direkte, men vi har del i hans liv, for det fik vi i vor dåb, og dette liv næres af nadverens sakramente dag efter dag.

På trods af alle vores fejl og mangler, er der lys, der funkler og glimrer i torsoen – i Kristi legeme – selv om det ikke brænder så klart, som det kunne, og ikke ses af alle. Derfor ved vi, der kalder os kristne, at den største hindring for den kristne sandhed er os selv eller kirken. Når kirken glemmer, at den er Kristi levende legeme, og blot bliver til en alt for menneskelig, social og kulturel institution, som så at sige blot fægter med de arme og ben, som enhver kan se. Når vi ikke længere ved at samles om Kristi ord og sakramenter fornemmer et ekko af en drøm om en bedre verden, som er uadskillelig med den medlidenhed, som ser de lidende mennesker i denne verden og rystes over deres skæbne. 

Du må ændre dit liv, lød den sidste linje i Rilkes digt. Det kan vi ikke alene eller ved egen kraft, men som apostlen Peter sagde til os i dagens anden bibelske læsning fra alteret (2 Pet 1,3-11), så har Kristus ”skænket os alt, hvad vi behøver til liv og gudsfrygt”. For Han har ”skænket os sine store og dyrebare løfter, så I ved dem kan slippe fri af forkrænkeligheden i denne verden med dens begær, og få del i guddommelig natur”, sagde Peter ligefrem. Kristus der i nadverens mysterium kommer til os for at leve i os med al sin lidenskab og sin kærlighed, så vi kan vokse i troen som lemmer på hans legeme og blive frugtbare grene på hans vintræ.

Amen.