Prædiken til palmesøndag og 60-året for Vestervang Kirkes indvielse den 29. marts 2026.

Af sognepræst Troels Bak Stensgaard.

Salmer: 402 Den signede dag; 177 Kom, sandheds konge, Kristus kom; 57 Herre, fordi du; 192 Hil dig frelser og forsoner; 477 Som korn fra mange marker; ”Så smukt de klokker lyder”. Alle dagens bibelske læsninger kan læses ved at klikke HER.

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Markus: 

Da Jesus var i Betania i Simon den Spedalskes hus og sad til bords, kom der en kvinde med en alabastkrukke fuld af ægte, meget kostbar nardusolie. Hun brød krukken og hældte olien ud over hans hoved. Men nogle blev vrede og sagde til hinanden: »Hvorfor ødsle sådan med olien? Denne olie kunne jo være solgt for over tre hundrede denarer og givet til de fattige.« Og de overfusede hende. Men Jesus sagde: »Lad hende være! Hvorfor gør I det svært for hende? Hun har gjort en god gerning mod mig. De fattige har I jo altid hos jer, og når I vil, kan I gøre godt mod dem; men mig har I ikke altid. Hun har gjort, hvad hun kunne. Hun har på forhånd salvet mit legeme til begravelsen. Sandelig siger jeg jer: Hvor som helst i hele verden evangeliet prædikes, skal også det, hun har gjort, fortælles til minde om hende.« Amen (Markusevangeliet 14,3-9).

Kære menighed!

Engang besøgte jeg en gammel kvinde på Montebello plejehjem, som havde mistet en stor del af korttidshukommelsen. Hun så heller ikke så godt, så hun kunne ikke læse eller se fjernsyn. Men i en anden forstand så og huskede hun nu meget godt, for hun fortalte, at hun som ganske ung, 18 år gammel, havde besøgt sine kommende svigerforældre på Mandø i Vadehavet. Hvilket havde gjort stort indtryk på hende. Mennesket er lille i den sammenhæng, forklarede hun, og tænkte vel på det særegne skønne landskab: Mandøs flade land, som man kun kan køre til ved lavvande, vadehavet med sæler og fugle, havet og den høje himmel.

Kvindens grund til at fortælle mig dette var imidlertid slet ikke selve oplevelsen dengang. Det var hendes store glæde over, at hendes søn netop havde besøgt Mandø og haft samme oplevelse, som hun selv havde haft for måske 70 år siden.

Det kom jeg dels til at tænke, fordi vi i dag kan fejre vores kirkes 60 års-fødselsdag, for det forekommer mig at være et fint billede på kirken og troens fællesskab. Vi har måske selv i vores ungdom engang oplevet noget stort og fint og glædeligt, som vi måske til tider næsten havde glemt, men som så bliver kaldt til live igen og vokser og får dybere betydning for os, når vi erfarer, at andre, og selvfølgelig især vores nærmeste, har tilsvarende oplevelser og deler dem med os. 

Jeg kom også til at tænke derpå på grund af det fine video-interview om vores kirkes historie, som min kollega Mette Dansøn har lavet med to af kirkens pionerer, med Meta Rasmussen og Beate Baumann, og som I kan se på vores hjemmeside.

De fortæller f.eks., hvordan man i de første 8 år i det nye Vestervang sogn, indtil kirkens indvielse palmesøndag 1966, holdt gudstjenester i kælderen under Gurrevejens skole, hvad der i dag forekommer meget symbolsk. For dengang var der vist ikke så meget tvivl som i dag om, hvilke værdier der bør være fundamentet eller grundlaget for den vigtigste opgave i ethvert samfund, nemlig at give børn og unge visdom, styrke og håb til engang selv at tage ansvar for såvel fællesskabet som deres eget liv.

Beate og Meta fortæller i interviewet også, hvordan man samlede ind til byggeriet ved at sælge mursten for fem kroner stykket, så alle kunne få en helt håndgribelig del i deres egen kirke; og hvordan kirkens daværende kordegn Viggo Schiøtz havde kontor i sin 2,5-værelses lejlighed på Søvejen, så kordegnens hustru til sidst blev lidt træt af, at der altid skulle være pænt ryddet op i deres private entre. Hvilket jeg, som selv bor i tjenestebolig, godt kan forstå.

Det kan være nogle af jer husker, at Viggo Schiøtz' bror var den berømte tenor Aksel Schiøtz, og at Viggo havde samme store stemme. Derfor var der efter sigende til gudstjenesterne i Vestevang Kirke dengang en slags sangkamp hver søndag mellem kordegnen i kirkens ene hjørne og vores fantastiske kirkekor ovre i det andet hjørne, og kordegnen sang så godt og højt, at koret fik kamp til stregen. Det ville jeg gerne selv have oplevet!

Kirkens første organist, Enoch C. Spangbo, skrev lidt tilsvarende til kirkens indvielse palmesøndag 1966 både tekst og melodi til salmen ”Så smukt de klokker lyder”, som vi vil synge til sidst i dag med en ny melodi af vores nuværende organist Morten Poulsen.

Ja, det er jo kun nogle få eksempler af mange på den vilje til at løfte i flok, som jeg selv i mine 18 år som sognepræst her har følt som noget karakteristisk og godt i vores kirke både blandt vi ansatte og I mange frivillige. Derfor håber jeg, at flere af jer vil tage ordet til receptionen efter vores festgudstjeneste og dele jeres egne minder og oplevelser med os andre.

Kært barn har som bekendt mange navne, og i folkemunde blev kirken i de første år ironisk kaldt for Boretårnet og Tobleronen. Måske fordi folk syntes, at arkitekt Holger Jensen havde været lige lovlig frisk og moderne, da han tegnede kirken med dens karakteristiske trekantede tårn. Men Holger Jensens trekantede kirketårn, som i 1983 fik en lillesøster, var en genistreg på grund af Helsingørs historie som havneby og skibsbyggernes by. Fordi tårnet symboliserer de sømærker på havet, som skal lede de søfarende ind til en sikker havn.

Nu har vores kirke i 60 år været en ramme for livet i både medvind og modvind, glæde og sorg, her i kvarteret, men også et pejlemærke, som ligesom har gjort opmærksom på det i livet, som er betydningsfuldt, selv om dets værdi ikke måles eller vejes eller gøres op i penge.  Og hvad er så det? Tja, den engelske ærkebiskop Rowan Williams har engang skrevet, at når man læser i evangelierne, så får man undertiden det indtryk, at hvis man et eller andet sted i oldtidens Galilæa hørte larm og latter, snakken og sang, så ville Jesus af Nazareth efter al sandsynlighed være et sted i nærheden. Fordi Jesus skabte glæde og fællesskab, hvor han end var. Selv om hans generøsitet og vilje til at være sammen med alle slags mennesker – hans evne til at skabe fest og binde folk sammen på tværs af de grænser, som normalt skiller dem ad – provokerede mange og gjorde ofte selv hans venner forlegne.

Det kan måske virke lidt plat, men efter min mening er der derfor også en fin symbolik i, at vores kirke nogle gange kaldes for Festervang med F og ikke for Vestervang kirke. Fordi en rigtig fest ikke alene samler folk og skaber glæde, men giver livet en værdi, en skønhed eller en dybde, som ikke er lig med nytteværdien.

I dagens evangelium hører vi tilsvarende om en anonym kvinde, som til et middagsselskab kommer og salver Jesu hoved med en dyr parfume. Hvilket skaber vrede blandt nogle af gæsterne, som sikkert alle var mænd, for nytteværdien af hendes parfume er meget høj. De trehundrede denarer, som de vurderer nardusolien til, svarede i datiden nemlig til en arbejders årsløn, og de penge kunne jo været givet til de fattige, siger de til hinanden.

De forargede gæster havde sikkert selv hørt, at Jesus engang havde sagt til en ung og alvorlig mand: ”Gå bort og sælg alt det, du har, og giv det til de fattige, så skal du have en skat i himlen; og kom så og følg mig.” De havde sikkert erfaret, at det var de fattige og de udstødte, som i særlig grad havde Jesus’ bevågenhed. De havde af ham sikkert ofte fået indskærpet, hvad deres store gamle profeter havde sagt, at retfærdighed og barmhjertighed i Guds øjne er bedre end alle offergaver.

”Lad hende være! Hun har gjort en god gerning mod mig. De fattige har I jo altid hos jer, og når I vil, kan I gøre godt imod dem”. Sådan taler Jesus så til dem. Hvilket vi også altid kan gøre, hvis vi altså vil gøre godt mod de fattige! Men i det lange løb har vi nok kun overskud dertil, hvis vores omsorg for vores næste udspringer af den glæde og den taknemmelighed og det håb, som kvinden repræsenterer.

Hvis det ene og alene føles som en pligt og en byrde at gøre godt, så løber man nemlig før eller siden let sur i det. Så fornærmer og sårer vi også let den, som vi kun af pligt gør godt imod, og hvad værre er: I så fald kommer vi aldrig fri af den mistanke, om vi nu har gjort tilstrækkeligt og opfyldt vores pligt, og om vi endelig kan tillade os at slappe lidt af. Og for at lindre vores egen dårlige samvittighed vil vi så sikkert før eller siden ligesom gæsterne i Simon den Spedalskes hus rette vores forargede blik på dem, som har flere midler end os selv. I stedet for på den som har behov for vores hjælp, og som vi selv kan gøre godt imod. Vores forargelse over de andres svigt bliver nemlig så let til en slags figenblad, som vi bruger til at dække over vores egen følelse af utilstrækkelighed. Den slags forargelse kender vi nok alle til.

Men nogle gange sker det alligevel, at vi gør noget godt helt uden bagtanker. På grund af en glæde over at vi selv har del i en ødselhed, som vi kan dele ud af.  På grund af taknemmelighed over alt det, som vi selv har fået skænket.

Da har vi del i den samme virkelighed, som kvinden den dag i Betania.

Da forstår vi, at hendes ødselhed peger hen på en endnu større ødselhed.

Da forstår vi, at huset, som vi her sidder i, blev bygget for at rumme og pege på en skønhed og godhed, som aldrig kan gøres op i dets nytteværdi, men som giver vort liv – og ethvert liv - dets sande glans eller dybde.

Naturen og især her om foråret er i sig selv så uendelig rig og ødsel, og i dag ved indgangen til påskefesten hører vi om denne anonyme kvindes ødselhed. Hun salvede Jesus, som man salvede en konge, en mærkelig konge der palmesøndag red ind i Jerusalem på et æsel. Men samtidig salvede hun ham til hans nært forstående død langfredag, da disciplene svigtede ham hver og en.

For forstanden at se var den måde, Jesus endte sit liv på, det rene spild. Han kunne have vundet hele verden, og så gik han hen og mistede det hele på korset. Men da kvinderne påskedag kom og fortalte disciplene om den tomme grav, begyndte disciplene langsomt at tro og med hjertet at forstå, at på korset - i dette tilsyneladende så meningsløse spild af menneskeliv – viste Gud sig som den kærlighed, der ødsler med sig selv, og møder os i hengivelsen og tilgivelsen. Og da huskede de og forstod vel først den ukendte kvinde i Simon den Spedalskes hus og hendes mærkelige handling.

Hendes ødselhed viste dem da en anden virkelighed end middelmådighedens spørgen til nytteværdien af vores gerninger og af alt det, som bare er smukt og godt i sig selv, fordi det er skabt, som det er af Gud. For hendes gerning er som et svar på – eller en afglans af – den store guddommelige ødselhed bag det hele. Af alt det som kirkerummet her blev bygget til at spejle, og som vi også kan spejle i vort eget liv. Når vi selv bliver genstand for stor ødselhed. For det ufortjente gode. Naturens rigdom. Et barns fødsel. Et andet menneskes kærlighed. Alt det overdådige og generøse. Det der kommer bag på os og overgår al forstand. Det som kan gøre os selv ødsle og generøse.

Men disciplene gemte først og fremmest på mindet om denne anonyme kvinde på grund af noget andet. For ligesom hendes alabastkrukke blev brudt i stykker og den meget kostbare nardusolie hældt ud over Jesus, sådan blev Jesu legeme snart efter brudt på korset, og hans blod udgydt for os til syndernes forladelse. Derfor er kvindens ødselhed især et billede på det budskab, som vores kirke blev bygget for at forkynde. Derfor skal ”hvor som helst i hele verden, evangeliet prædikes, også det, hun har gjort, fortælles til minde om hende.”

Amen.

Tekst og melodi til salmen "Så smukt de klokker lyder" blev skrevet til Vestervang Kirkes indvielse palmesøndag 1966 af kirkens første organist Enoch C. Spangbo, og til 50-års jubilæet i 2016 skrev kirkens nuværende organist Morten Poulsen en ny melodi. Vestervangs kirkes egen salme rummer en til tider desværre nok nødvendig formaning til præsten om at føre "sand og myndig tale", men lover til gengæld Guds velsignelse, "om vi trofast bliver, til orglet toner ud". Sådan!