Prædiken til 1. søndag efter påske holdt i Vestervang Kirke den 12. april 2026.

Af sognepræst Troels Bak Stensgaard.

Salmer: 408 Nu ringer alle klokker mod sky; 235 Verdens igenfødelse; 300 Kom sandheds ånd, og vidne giv; 228 Du er, opstandne sejershelt; 192, vers 7; 234 Som forårssolen morgenrød. Dagens bibelske læsninger kan alle læses HER.

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: 

Da de havde spist, siger Jesus til Simon Peter: »Simon, Johannes' søn, elsker du mig mere end de andre?« Han svarede: »Ja, Herre, du ved, at jeg har dig kær.« Jesus sagde til ham: »Vogt mine lam!« Igen, for anden gang, sagde han til ham: »Simon, Johannes' søn, elsker du mig?« Han svarede: »Ja, Herre, du ved, at jeg har dig kær.« Jesus sagde til ham: »Vær hyrde for mine får!« Jesus sagde til ham for tredje gang: »Simon, Johannes' søn, har du mig kær?« Peter blev bedrøvet, fordi han tredje gang spurgte ham: »Har du mig kær?« og han svarede ham: »Herre, du ved alt; du ved, at jeg har dig kær.« Jesus sagde til ham: »Vogt mine får! Sandelig, sandelig siger jeg dig: Da du var ung, bandt du selv op om dig og gik, hvorhen du ville; men når du bliver gammel, skal du strække dine arme ud, og en anden skal binde op om dig og føre dig hen, hvor du ikke vil.« Med de ord betegnede han den død, Peter skulle herliggøre Gud med. Og da han havde sagt det, sagde han til ham: »Følg mig!« Amen (Johannesevangeliet 21,15-19).

Kære menighed!

Peter havde langfredag morgen under forhøret af Jesus i ypperstepræstens gård tre gange fornægtet at kende noget til Jesus. Derfor åbenbarede Jesus sig efter sin død og opstandelse for Peter, som sammen med de andre disciple nu var taget hjem til Galilæa, og spurgte ham: ”Elsker du mig mere end de andre?” Og selvfølgelig kunne Peter da ikke længere sige, at han elskede Jesus mere, end de andre disciple gjorde. ”Ja, Herre, du ved, at jeg har dig kær”, sagde han. Jesus spurgte ham så: ”Elsker du mig?” Men det kunne Peter heller ikke få sig selv til at sige. For hvordan kan man uden skamfølelse sige, at man elsker den, som man for nylig har svigtet totalt? Tredje gang spurgte Jesus så fintfølende med det ord, som Peter selv havde brugt: ”Har du mig kær?” Og Peter blev bedrøvet og svarede igen: ”Herre, du ved alt; du ved, at jeg har dig kær.”

Sådan er tilgivelsen aldrig noget, som vi kan gøre krav på, men et håb om og til tider kun en bøn om, at andre bedre end vi selv kan se noget godt i os. Fordi de trods vores svigt endnu kan se på os med kærlighed.

Sådan mindede Jesus ved sine tre spørgsmål Peter om hans tre benægtelser langfredag. For at høre og tro ordet om tilgivelse er ikke det samme som at glemme sin fortid eller at bilde sig ind, at man altid har været en god dreng. Det betyder derimod, at vi som Peter bliver sat fri til at se fortiden i øjnene, inklusive det der gør ondt.

Tilgivelse betyder derudover at få skænket en mulighed til at bearbejde sin fortid og i en proces forsøge at hele de sår og fejltagelser, som i en eller anden grad altid er i vores liv. For hvis man dummer sig, og bliver tilgivet, men bagefter føler eller får at vide, at man ikke mere kan bruges, og ikke får en chance til også selv at gøre det brudte godt igen, så er man ikke rigtigt tilgivet. 

”Vogt mine lam!”, og: ”Vær hyrde for mine får!”, sagde Jesus derfor til Peter, og gav ham en stor opgave med at opbygge og lede kirken. Da vidste Peter, at han alligevel duede til noget, og han viste det snart på den første pinsedag, da Peter fyldt af Helligånden stod frem og frimodigt forkyndte evangeliet om den korsfæstede og opstandne frelser, sådan som vi i dag hørte i den anden læsning fra alteret (ApG 2,22-28).

Det er, hvad vi hver især må lære om og om igen, fordi det er, hvad vi ofte har svært ved: at vise og modtage kærlighed og ny tillid - at tro på, at vi kan bruges – at vi stadigvæk har betydning for nogen – fordi vi er elskede, om ikke af andre, så af Gud. For det er ikke så let at tilgive andre eller selv at blive tilgivet, hvis vi virkelig har såret nogen eller selv er blevet såret.

Derfor er det en banalisering af påskens budskab alene at sige, at påsken handler om med Jesu opstandelse at få skænket en ny begyndelse eller om livets og lyset sejr over døden og mørket og lignende. Ligesom det er en banalisering af kristendommen og af vores egne liv at sige, at kristendommen kun handler om tilgivelse. For da glemmer vi, at Gud ikke bare er kærlighed, men også retfærdighed, og at tilgivelsen eller forsoningen altid har en pris. Den pris som Peter ifølge dagens evangelium siden måtte betale med sit eget liv, hvilket bekræftes af andre vidnesbyrd fra oldkirken om, at Peter blev korsfæstet i Rom under kejser Nero.

Hvad tilgivelse koster i vores liv, ved vi bedst selv. Men en amerikansk psykolog har skrevet følgende: ”Tilgivelse er hårdt arbejde. Det kræver tid og smerte. Det er ikke nok bare at sige, at man tilgiver, og så forvente en slags automatreaktion hos den, som tilgives. En falsk tilgivelse er som at gå ind i folks følelser uden at noget ændres indvendigt. It’s lip service, altså tomme ord og hykleri, og reelt modarbejder det ægte løsninger på problemer og fremmedgør folk fra deres følelser.” Sådan skrev psykologen om tilgivelsens svære kunst.

Men hvis jeg virkelig skal tilgive noget, som gør ondt, så kræver det endnu mere end hårdt arbejde, for så må jeg på en måde dø en smule selv. 

Hvis nogen f.eks. ødelægger mit gode navn og rygte, og jeg virkelig tilgiver, dvs. tilgiver, selv om vedkommende ikke først kan eller ikke vil gøre skaden god igen, så betyder tilgivelse, at jeg giver afkald på min ære eller min stolthed og måske mister mit arbejde eller andres tillid og respekt.

Sådan er det at tilgive altid at miste noget eller meget af sig selv og dybest set at dø en smule selv.

Derfor måtte Kristus på korset dø alles død, for at i hans navn Guds tilgivelse eller det nye liv, som opstod med Jesus påskedag, kunne forkyndes for alle mennesker på jorden.

Sådan har tilgivelsen altid sin pris, og kan være svær, og der er ting, som vi ikke selv kan tilgive, eller måske ikke får lov til at tilgive. Men vi tror, at Kristus kan, og at han, som skønt uskyldig tilgav selv sine bødler på korset, har skabt et nyt fællesskab, hvor der er plads til både os selv og dem, som vi ikke selv kan rumme eller tilgive.

Og hvis vi selv giver eller tager imod tilgivelsens ord, så kan vi erfare, hvorfor tilgivelsen som intet andet kan forandre vores liv og fylde det med den glæde, som Jesus også talte om. Da han skærtorsdag aften talte om sin forestående død, og om hvordan de alle ville svigte ham. For den aften indstiftede han også den hellige nadver eller den nye pagt til syndernes forladelse i sit blod, og sagde disse ord til disciplene, som de først begyndte at forstå, da han opstod i påskemorgengry: ”Også I sørger nu, men jeg skal se jer igen, og da skal jeres hjerte glæde sig, og ingen skal tage jeres glæde fra jer” (Joh 16,22).

Kære menighed, nu kunne jeg sige et myndigt amen og på den måde måske overraske og glæde jer med en kort prædiken i dag! Men da jeg har talt om tilgivelsen, og håber, at den gælder mig selv, vil jeg runde af med et litterært eksempel på den kristne glæde, og hvordan den som en forjættelse er knyttet til tilgivelsen. Det har den norske digter Bjørnstjerne Bjørnson nemlig beskrevet i sin roman fra 1860 ”En glad gut”.

Hovedperson i bogen ”En glad gut” er husmandssønnen Øyvind, som trodser alle datidens konventioner og sociale bånd og ender med at få sin ungdomselskede, storbondedatteren Marit og hendes fædrenegård. Men det skyldes ikke mindst Øyvinds gamle skolelærer Baard, som ikke kun giver sin elever i landsbyskolen viden, men visdom og livsmod.

For Øyvind bliver skolemesteren næsten en overnaturlig mand, da hans mor en aften har fortalt ham om hans lærers tragiske baggrund. Hvordan Baard og hans bror Anders i deres ungdom elskede hinanden, men efter deres fars død blev uvenner på grund af farens guldur. De overbød hinanden på aktionen over farens bohave, og det endte med, at Baard fik raget uret til sig for den ufattelige sum af 100 daler. Men brødrene var ikke længere på talefod og fyldtes af bitterhed, og det ødelagde deres liv, selv om de i virkeligheden længtes efter forsoning. De var alt for stolte og alt for generte til at tage et opgør og få renset luften. 

Baard gik en aften hjem til Anders, men han kunne ikke få sig til at banke på døren og hilse på broderens kone og søn, som han aldrig havde mødt. Da Baard i stedet for hængte gulduret op i Anders’ lade, så han selv kunne finde det om morgen, kom han ved et uheld til at sætte ild på laden, hvilket han først blev klar over dagen efter.

Den næste nat fjernede Baard i panik det smeltede guldur fra brandtomten, men en lille pige så ham, og der blev forhør, og alle fornemmede, hvem den skyldige måtte være. Men Anders ville ikke føre sag mod sin bror, og Baard var for fej til at indrømme sin skyld og dens pinlige årsag, og de to brødre gled endnu længere fra hinanden på grund af det bitre nag, som ødelagde deres liv.

Anders blev mere og mere fattig, og Baard slog sig på flasken.

[Bjørnstjerne Bjørnson, 1932-1919, norsk forfatter og debattør, fik Nobelprisen i 1903.] 

Det var først, da Baard blev kaldt ud til Anders’ dødsleje, at Baard overvandt al sin frygt og sine hæmninger.

Da fik de to brødre endelig talt ud, og de talte længe om al deres længsel og sorg og smerte i alle disse år, og Baard gav sin bror det smeltede ur, og veg ikke fra hans sygeleje.

Og nu citerer jeg Bjørnsons egne ord:

”Nu er jeg fuldkommen frisk”, sagde Anders en morgen, han vaagnede; ”nu, Bror min, skal vi leve længe sammen og aldrig gaa fra hverandre, ligesom i gamle Dage.” Men den Dagen døde han.

Konen og Barnet tog Baard til sig, og de havde det godt fra den Tid. Men hvad Brødrene havde samtalet om ved Sengen, det sprængte ud gennem Væggene og Natten, blev bekjendt for alt Folk i Bygden, og Baard blev den mest agtede Mand imellem dem. Alle hilste paa ham som paa en, der har havt en stor Sorg og atter fundet Glæde, eller som paa en, der meget længe har været borte. Baard blev stærk af Sind ved denne Venlighed omkring sig, han blev Gud hengiven, og vilde bestille noget, og saa gav den gamle Korporal sig til at være Skolemester. Hvad han indpræntede Børnene baade først og sidst var Kjærlighed, og selv øvede han den, saa Ungerne holdt af ham som en Legekammerat og Fader på en Gang.”

Sådan fortæller Bjørnstjerne Bjørnson om et menneske, som ligesom apostlen Peter fik stor betydning for andre mennesker. Fordi han havde svigtet og lidt nederlag i tilværelsen og erfaret stor sorg, men til sidst tilgivelsens kraft og glæde. 

Og Bjørnson tilføjer, at Baard mindst én gang om ugen læste det samme lille digt for sine elever, og at stemmen altid begyndte at skælve, selv om den gamle skolelærer havde læst disse ord højt hver uge i skolen i en 20 til 30 år. Digtet lød: 

Elsk din Næste, du Kristen-Sjæl,

træd ham ikke med jernskod [jernbeslået] Hæl,

ligger han end i Støvet.

Alt, som lever, er underlagt

Kjærlighedens Gjenskabermagt,

bliver den bare prøvet!

Amen.