Prædiken til 5. søndag efter Trinitatis holdt i Vestervang Kirken den 5. juli 2026.

Af sognepræst Troels Bak Stensgaard.

Salmer: 743 Nu rinder solen op; 372 Dit værk er stort, men jeg er svag; 163 Fuglen har rede, og ræven har grav; 54 Hvad mener I om Kristus; 321, kun vers 6; 726 Gak ud min sjæl, betragt med flid. Dagens tre bibelske læsninger kan læses ved at klikke HER.

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: 

Da Jesus kom til området ved Cæsarea Filippi, spurgte han sine disciple: »Hvem siger folk, at Menneskesønnen er?« De svarede: »Nogle siger Johannes Døber, andre Elias, og andre igen Jeremias eller en anden af profeterne.« Så spurgte han dem: »Men I, hvem siger I, at jeg er?« Simon Peter svarede: »Du er Kristus, den levende Guds søn.« Og Jesus sagde til ham: »Salig er du, Simon, Jonas' søn, for det har kød og blod ikke åbenbaret dig, men min fader i himlene. Og jeg siger dig, at du er Peter, og på den klippe vil jeg bygge min kirke, og dødsrigets porte skal ikke få magt over den. Jeg vil give dig nøglerne til Himmeriget, og hvad du binder på jorden, skal være bundet i himlene, og hvad du løser på jorden, skal være løst i himlene.« Da forbød han strengt sine disciple at sige til nogen, at han var Kristus. Fra da af begyndte Jesus at lade sine disciple vide, at han skulle gå op til Jerusalem og lide meget ondt af de ældste og ypperstepræsterne og de skriftkloge og slås ihjel og opstå på den tredje dag. Da tog Peter ham til side og begyndte at gå i rette med ham og sagde: »Gud bevare dig, Herre, sådan må det aldrig gå dig!« Men Jesus vendte sig om og sagde til Peter: »Vig bag mig, Satan! Du vil bringe mig til fald. For du vil ikke, hvad Gud vil, men hvad mennesker vil.« Da sagde Jesus til sine disciple: »Hvis nogen vil følge efter mig, skal han fornægte sig selv og tage sit kors op og følge mig. Den, der vil frelse sit liv, skal miste det; men den, der mister sit liv på grund af mig, skal finde det. For hvad hjælper det et menneske at vinde hele verden, men bøde med sit liv? Eller hvad kan et menneske give som vederlag for sit liv?« Amen (Matthæusevangeliet 16,13-26).

Kære menighed!

Hvis vi kan løsrive os fra VM-fodbold og Tour de France i fjernsynet og går en tur i skoven i denne skønne sommertid, og kender navnene på alle de forskellige træer og blomster, fugle og sommerfugle, som krydser vor vej, så ser vi langt bedre naturen i al dens underfulde rigdom og mangfoldighed, end vi ellers ville have gjort. Men omvendt bruger vi også navne til at putte hinanden i kasser: Han er DF’er eller stemmer på Enhedslisten; hun er en kristen, uha måske endda en missionsk eller, o rædsel, en amerikansk kristen; han er muslim og måske indvandrer; eller de er begge ateister, og alle ateister tror som bekendt, at livet bare en en seksuelt overført sygdom med 100 % dødelig udgang. Sådan bilder vi os ofte ind, at vi ved, hvordan et menneske i grunden er. Og så ser vi ikke mere, men mindre på grund af navngivningen.

På den måde er der kraft i sproget til at gøre verden rigere, men også fattigere. Det vidste man måske mere til i gamle dage end i dag. Ifølge en ældgammel overtro har navnet i sig endda magisk kraft. Så man f.eks. kan få del i bjørnens kræfter, hvis man får navnet Bjørn.

Ifølge samme tankegang er navnet farligt, hvis det falder i de forkerte hænder på det forkerte tidspunkt. Tænk blot på de mange folkeeventyr, hvor trolden mister sin kraft, når man gætter dens mærkelige navn som f.eks. Rumleskaft.

Fra omkring 300 år før Jesu fødsel ville jøderne af ærefrygt for Gud end ikke udtale Guds personlige navn, som på hebraisk er Jahve, og som Gud i den brændende tornebusk ellers selv havde åbenbaret for Moses, og som betyder noget i stil med ”den, som er”. 

Når man traf på Guds eget navn eller Jahve i Bibelen, så sagde man i stedet for ”Herren”. Eller man talte om Gud som ”Abraham, Isak og Jakobs Gud”, eller man sagde bare ”Navnet”. Lidt ligesom man i dag som et udtryk for respekt skal sige Deres Majestæt og ikke Frederik og slet ikke Frede, når man henvender sig til kongen.

På den måde holdt man i Det gamle Testamente fast i, at Gud naturligvis er meget større end os, og større end vi nogensinde kan begribe.

Og tilsvarende havde man i Det gamle Testamente et billedforbud – et forbud mod at lave billeder af Gud, som den dag i dag håndhæves strengt i islam og jødedommen.

Dagens lange tekst fra Matthæusevangeliet handler bl.a. om, hvordan denne gammeltestamentlige uvilje mod at bruge Guds navn og forbuddet mod lave billeder af ham blev ophævet. Eller rettere sagt: Hvordan det blev radikalt forandret i kristendommen.

Vi befinder os helt oppe i Israels nordligste grænseegne ved Cæsarea Filippi, som da var en primært hedensk by ved en af Jordanflodens kilder. Hvilket sikkert ikke er tilfældigt, for Jesus og disciplene taler i fortrolighed om et politisk sprængfarligt emne, som de ikke havde kunnet tale frit om længere sydpå, i deres egen jødiske hjemstavn Galilæa, hvor Jesus altid var omgivet af store menneskeskarer, tilhængere, men også modstandere.

[Cæsarea Filippi 40 km nord for Genesaret Sø hed oprindeligt Paneas, for dens største attraktion var en kilde i en grotte, et af Jordanflodens udspring, hvor naturguden Pan blev dyrket. Herodes den Stores søn Filip omdøbte dog i år 3 f.Kr. byen til Cæsarea Filippi til ære for den romerske kejser Augustus og sig selv. Hvem ved, måske det var i disse idylliske omgivelser at Peter bekendte, at Jesus var Kristus, den levende Guds søn! Stedet er i dag et yndet mål for kristne pilgrimme.] 

Jesus spørger nemlig sine disciple om, hvem folk siger han er. Hvorpå disciplene svarer, at nogle siger, at han er Johannes Døber, og at andre siger, at han er Jeremias eller Elias eller en af de andre kendte profeter. Der var altså allerede masser af holdninger til Jesus i omløb, og folk forsøgte tydeligvis at forstå ham ud fra de helteskikkelser, som de i forvejen kendte til. Men Jesus spørger ikke, fordi han som en moderne politiker tænker strategisk og på sit image ud fra meningsmålingerne. Det er tydeligvis ikke vigtigt for ham, hvad andre eller hvad folk sådan i al almindelighed mener om ham. 

Derfor siger Jesus dernæst til disciplene: ”Men I, hvem siger I, at jeg er?” De må med andre ord selv tage stilling! De kan ikke bare putte ham ind i en eller anden færdiglavet kategori, som hvis folk i dag siger: 

Jesus, han var vist en klog filosof i gamle dage. 

Eller: Han var den første socialist. 

Eller: Han var en healer med uforklarlige kræfter.

Der er nemlig stor forskel på en levende tro og alle vores forudfattede og ofte stivnede meninger.

Det er, hvad Peter i et nådigt øjeblik fatter, da han svarer: ”Du er Kristus, den levende Guds søn”. 

For Peters ord betyder: Vi møder i det, som du siger og gør, noget, som vi ikke kan forklare og gennemskue. Du er Guds udvalgte, den retfærdige konge, som vi i vores fattigdom og undertrykkelse har længtes efter, og som kan gøre alting nyt og godt. For i dig møder vi en kraft, som vi kun har et passende ord for: Den levende Gud, himlen og jordens skaber.

Peter kaldes derfor den klippe, som Jesus vil bygge sin menighed på. Men det betyder ikke, at Peter udnævnes til en religiøs ekspert, som kan belære alle andre om, hvad de skal tro.

For da Jesus derefter begynder at tale om sin kommende lidelse og død, så går Peter straks i rette med ham og siger: ”Gud bevare dig, Herre, sådan må det aldrig gå dig!” Det er velmente ord. Hvem af os ville ikke have sagt sådan, hvis en ven annoncerede sin kommende nedtur og sociale deroute som en uundgåelig nødvendighed? Men Jesus reagerer ikke desto mindre så skarpt, at det næsten gør ondt at høre på det. For han siger til Peter: ”Vig bag mig, Satan! Du vil bringe mig til fald. For du vil ikke, hvad Gud vil, men hvad mennesker vil.” Det er barske ord, men det er samtidigt et af de mest gribende steder i hele Det nye Testamente. Fordi vi her fornemmer Jesus’ egen angst for at blive bragt til fald – for at blive ledt i fristelse - ligesom vi selv altid beder om ikke at blive ledt i fristelse i Fadervor.

Hvis Gud i sig selv kun er indbegrebet af magt og styrke, sådan som Peter synes at mene, så er Jesus’ kommende lidelse og død på korset selvfølgelig helt og aldeles uforenelig med Peters bekendelse: ”Du er Kristus, den levende Guds søn”. Så er korset alene udtryk for menneskers ondskab og gudsforladthed. Men Jesus reagerer måske også så voldsomt, fordi Peters ord rammer noget inde i ham selv. Noget som troen på Gud – den levende tro - altid må kæmpe med i en tvetydig verden, som langt fra er perfekt.

Det viser f.eks. den anfægtelse, som Jesus siden hen selv følte i Getsemane have natten til langfredag. Da han grebet af frygt bad Gud om at måtte slippe. Men med tilføjelsen: Hvis det er din vilje. Det viser den anfægtelse, som hørtes oppe på korset, da Jesus skreg: ”Min Gud hvorfor har du forladt mig?”. Og dog sagde: ”Min Gud, min Gud!”

Fristelsen var der helt fra begyndelsen, som da Satan fristede Jesus i ørkenen og lovede han en hurtig og let vej til succes. Fordi det aldrig var en selvfølgelighed, at Jesus ville modstå den. 

[Hein Heinsen, f. 1935, skabte i 1966 til Vestervang Kirke vores fine alterkrucifiks, som forbinder Jesus' død på korset langfredag med opstandelsen påskedag. Foto: Leif Valbjørn]

I modsætning til os var Jesus uden synd, siger vi i den kristne troslære, men det var aldrig en selvfølgelighed, at Jesus i sit liv på jorden modstod fristelsen. 

Fordi han levede sig ind i andre menneskers liv og delte vores glæde og fryd over livet, men også vores død, smerte, tvivl og anfægtelse. Fordi han gjorde det så dybt, som kun den kan, som, hvor paradoksalt og ubegribeligt den end lyder, er både hel Gud og helt menneske.

Derfor måtte Jesus gå så hårdt gå i rette med Peters velmenende forsøg på at tale ham fra at gå op til Jerusalem og til den skæbne, som ventede på ham dér. Fordi det var hans egen tro, som stod på spil. Troen på at Gud stod bag ham. Når han i Guds navn tilgav folk deres synd, så de kunne starte på en frisk. Men også når han i Jerusalem til sidst gik planken ud for med sine lidelse og død at vise verden, at troen på Gud ikke kan bygges på vores eget fundament – på vores egne forestillinger om ret og rimelighed – på vores egne billeder af Gud og af en problemfri og vellykket tilværelse, hvor alt går efter fortjeneste.

Den schweiziske dramatiker og romanforfatter Max Frisch skrev i midten af forrige århundrede nogle optegnelser i sin dagbog under overskriften: ”Du må ikke gøre dig noget billede”. Dem kan vi måske bruge til bedre at forstå, hvad det kan betyde for os selv, når Jesus til sidst i dagens evangelium siger, at den, som vil følge efter ham, skal fornægte sig selv, og at den, som vil frelse sit liv, skal miste det, og omvendt.

”Det er værd at lægge mærke til” skrev Max Frisch, ”at man har allervanskeligst ved at beskrive netop det menneske, man elsker. Men elsker det simpelthen. Og det er jo kærlighedens væsen, at den holder sig i det levendes uvished, gør os villige til at følge et andet menneske i alle dets udfoldelsesmuligheder. Vi ved, at ethvert menneske, der bliver elsket, føler sig som forvandlet, fuldt af nye muligheder, og at alt, de nære ting, det velkendte, også åbenbarer nye muligheder for den, som elsker. Mangt og meget ser man som for første gang. Kærligheden befrier det for ethvert billede. Du må ikke gøre dig noget billede af Gud, står der skrevet.  Det burde også gælde i betydningen: Gud som det levende, det ufattelige i ethvert menneske. Det er en forsyndelse, der begås mod os, og som vi næsten uafladelig også selv begår. - Undtagen når vi elsker.” Sådan skrev Max Frisch i sin dagbog.

Og det er i grunden korsets gåde: At Gud elsker verden, men derfor må være i verden i skikkelse af den lidende menneskesøn eller som en modsigelse af alle vores egne forestillinger om, hvad Gud er.

Gud har nu fået et navn og en skikkelse, Jesus Kristus, som enhver selv kan møde, lytte og forholde sig til, men vi bliver aldrig færdig med netop dette navn og denne skikkelse, med at tro på ham.

Akkurat som man aldrig bliver færdig med det menneske, som man elsker, men bestandigt må få øje på nye billeder af det. Og tilsvarende bestandigt må være klar til at give slip på sine gamle billeder, dvs. tage dem op til revision. 

Dette gælder i særdeleshed vi kristnes selvforståelse. Det ligger i det løfte, som vi fik i vores dåb: Du er nu og vil altid være Guds elskede barn. For den der er elsket – som et barn af sine forældre - kan aldrig rummes i et færdigt billede.

I Guds øjne er du altid mere, end hvad du selv og de andre tror du er. Derfor må du ikke låse dig selv og de andre fast i dine forudfattede meninger. For du er ikke lig med din fortid eller din natur eller din opdragelse eller dit arbejde, eller med hvad du selv eller andre siger om dig. Du er meget mere end det.

Du som i din dåb blev gjort til Guds barn og i dåbsgave fik syndernes forladelse med Helligånden og det evige liv.

Du der er genfødt til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde. 

Amen.

[Den schweiziske, tysksprogede forfatter Max Frisch, 1911-1991, hvis romaner og skuespil stadigvæk er værd at læse på grund af deres indsigt i menneskelivets eksistentielle dilemmaer. Hans bog "Homo Faber" gjorde stort indtryk på mig i min ungdom.]