Prædiken til Allehelgens søndag holdt den 1. november 2026 i Vestervang kirke.

Af sognepræst Troels Bak Stensgaard.

Salmer: 754 Se nu stiger solen af havets skød; 549 Vi takker dig for livet; 571 Den store hvide flok vi se; 551 Der er en vej, som vi alle går alene; 192, kun vers 7; 787 Du som har tændt millioner af stjerner. Dagens tre bibelske læsninger kan læses ved at trykke HER.

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus:

Jesus sagde: »I er jordens salt. Men hvis saltet mister sin kraft, hvad skal det så saltes med? Det duer ikke til andet end at smides ud og trampes ned af mennesker. I er verdens lys. En by, der ligger på et bjerg, kan ikke skjules. Man tænder heller ikke et lys og sætter det under en skæppe, men i en stage, så det lyser for alle i huset. Således skal jeres lys skinne for mennesker, så de ser jeres gode gerninger og priser jeres fader, som er i himlene.« Amen (Matthæusevangeliet 5,13-16).

Kære menighed!

Min far sendte mig engang et digt, som en 12-årig pige ved navn Maria Heichelmann havde skrevet i avisen, og som han godt kunne lide. Digtet lyder: 

Hvad lever vi for?

Vi lever for andre.

Hvad lever de andre for?

De lever for,

at vi skal have nogen

at leve for.

Nu må jeg nævne min fars navn, Ole Pedersen, om lidt, for jeg måtte bisætte ham i foråret og savner ham hver dag. Ligesom Mette og jeg vil nævne mange andre navne i dag, og nogle af dem er navne på mennesker, som har været en stor del af jeres liv, og som I nu må savne.

Sorgen er så forskellig, men at have nogen at leve for er for langt de fleste af os livets dybeste mening. Derfor gør det ondt miste dem, som vi lever for, men vi kan trodse sorgen ved at forsøge fortsat at leve for hinanden og for andre og på den måde holde fast i livets mening.

Vær forsat ved vor side,

Når stormen stilner af.

Vær hos os, når vi søger, til vores kæres grav.

Giv at vi aldrig mister 

velsignelsen fra dem,

men altid bærer med os

det gode, de bar frem.

Sådan lyder det i en bøn i en salme, som den norske digter Svein Ellingsen har skrevet til Alle helgen (DDS 575, 2). Her udtrykkes det godt og stærkt, synes jeg, at netop velsignelsen, det gode hos det menneske, vi har mistet, fastholdes og lever videre i os som lys og salt i vores eget liv. Det skylder vi også det menneske, som er gået bort, at gøre vores til, dvs. at forsøge altid at se det bedste i dem og bringe det videre. 

Men velsignelsen er i Bibelen mere forbundet med at blive set, end med hvad vi selv ser i os selv og i hinanden. Det kom jeg til at tænke på på grund af noget, som den kendte forfatter Jens Christian Grøndahl har skrevet. I sin ungdom boede han i øvrigt med sin familie her i Helsingør og gik i skole på et temmelig gudsforladt sted i Helsingørs udkant, har han selv fortalt. Derfor er jeg temmelig lettet over at kunne præcisere for jer, at det var Skolen ved Rønnebær Allé og ikke Gurrevejens Skole her ved siden af Vestervang Kirke.

[Jens Christian Grøndahl, forfatter, f. 1959. Foto: Wikipedia]

I sit essay ”Hjemme i Europa” fortæller Jens Christian Grøndahl om et ophold i Rom, hvor han en solbeskinnet forårsdag går tur langs en kirkegård, og kommer til at tænke på døden og tidens gang og på sin mor, den kendte kunstfotograf Marianne Grøndahl, som døde i 2012. Hvor er det mærkeligt at tænke på, at hans mors lejlighed nu bebos af andre og ikke længere er til som i hans erindring, tænker han. Han husker jo til punkt og prikke, hvordan hendes møbler stod, og hvordan solen på netop dette tidspunkt af dagen faldt ind over dem og gav stuen et særligt skær. De første måneder efter hans mors død, syntes han somme tider, at han så hende komme cyklende på gaden på sin gamle sorte damecykel.

Nu er Jens Christian Grøndahl og hans kone og børn hans mors efterladte. Det betyder, at de nu må mindes hende, altså se hende for sig og forsøge at holde fast i alle deres billeder af hende og dele dem med hinanden. Men der er også en anden synsvinkel, siger han. For han kan ikke lade være med at føle, at hans mor stadigvæk ser på ham. Han ved godt, at hun for forstanden at se er død og borte, og at en psykolog ville kalde det for en projektion af hans længsel efter hende. Men han føler alligevel, at hun ser ham endnu. Jeg tænker ikke så meget på, hvad hun ville have sagt om, hvad vi går og foretager os, forklarer han. Det er ganske enkelt hans mors blik: Uden tanken om det ville jeg føle, at jeg selv var død en smule. Vi er stadig forbundne, selv efter døden. Man behøver ikke at tro på et liv efter døden for at have på fornemmelsen, at de døde betragter os, siger Jens Christian Grøndahl forsigtigt. 

En anden af vor tids største digtere, Søren Ulrik Thomsen, er mindre forsigtig, og spørger: ”Hvorfor skal mennesket ene af alle levende væsner kende sin dødelighed?”. ”Måske fordi mennesket skal leve evigt”, svarer han selv og fortsætter: ”efter at jeg som årene er gået, har oplevet, at mennesker, der stod mig nær, er døde, er det nu ikke længere kun et spørgsmål om, hvad jeg tror, men også om, hvad jeg ikke kan tro. Jeg ved, at min mormor er død, men når jeg tænker på hendes levende blik, hvori jeg så hendes sjæl se mig, kan jeg ikke tro, at jeg aldrig skal se det igen. Tanken om opstandelsen og det evige liv er i sandhed hinsides al fornuft, men samtidig forekommer det mig ikke længere mere fantastisk end det forunderlige liv, vi allerede lever.” Sådan sagde Søren Ulrik Thomsen.

[Søren Ulrik Thomsen, forfatter, f. 1956. Foto: Wikipedia]

Nærmere end dette ’måske’ og denne undren over tilværelsens under og vores egen dødelighed kommer fornuften vel aldrig til at forstå det kristne opstandelseshåb. Men dette håb er for begge disse to fine og tankefulde digtere, Jens Christian Grøndahl og Søren Ulrik Thomsen, og hvad enten de nu kan skrive under på trosbekendelsens ord eller ej, uløseligt knyttet til, at vi bliver set af mennesker, som havde os kær. Vi ses, siger vi så ofte, men vi ser kun i dyb forstand, hvis vi ses.

Når vi mister vores kære, så forsøger vi at holde fast i de gode minder. Det skylder vi dem i hvert fald, og det er en opgave, som er forbundet med dyb mening, ømhed og taknemlighed, og som vi heldigvis aldrig bliver færdige med.

Alt andet i livet forsvinder som bekendt, når vi tager af det. Når jeg hæver penge på min konto i banken, så bliver der desværre mindre tilbage til næste gang. Men jo flere minder, som man finder i sit indre om et kært menneske, desto flere dukker der frem.

Sådan kan et kært menneske, når det synes helt borte, alligevel være som den magiske pung i folkeeventyret, som aldrig tømmes, altså som den pung, som man altid kan tage et nyt guldstykke op af.

Hvilket selvfølgelig hænger sammen med, at ethvert menneske rummer så uendeligt meget, og vel især med det forhold, at jo mere man elsker et menneske, desto svære er det at beskrive det endegyldigt og putte det i en bestemt kasse, endsige lægge låg på kassen.

Men det skyldes også dette, at vi ser vores eget liv på ny i lyset af den kærlighed, som vores kære gav os. Og at det er, som om deres blik endnu hviler på os og giver tyngde og mening til vores eget liv, og også når vi taler om de svære minder og ikke kun om de gode minder.

Vi kan ikke se saltet i maden, hvis den er rigtig saltet, men saltet i maden giver maden dens smag og bevarer den.

Vi kan ikke lyset, men vi kan se alt andet i lyset, som giver farver og perspektiv til verden.

Vi kan ikke se vores døde i ordets normale forstand, men de giver smag og skygge og farver til alt i vores eget liv, så længe vi lever, og forhåbentlig god smag og smukke farver.

Det er døden ikke at blive set eller overset, at være ene i mørket.

Det er livet at blive set eller ikke at blive overset eller gennemskuet og måske sat på plads, men at blive set på med et kærligt, forstående blik, som giver en plads til at være sig selv, og som ser ens muligheder. Sådan som forældre kan se på deres børn eller ægtefæller på hinanden.

Og vi har lov at tro på, at Gud ser på både levende og døde sådan, med et kærligt og tilgivende blik, som forandrer vores eget syn på os selv og hinanden.

Det er det evige liv eller Guds kærlighed, som blev nærværende på jorden i Jesu liv, død og opstandelse, og som vi i vores dåb selv fik del i og blev kaldet til at leve og dø i troen på.

Derfor siger Jesus i dagens tekst til sine disciple: ”I er verdens lys. I er jordens salt.”

Disciplene var ikke de store lys i andres øjne eller perfekte overskudsmennesker. De kendte til tvivl og til at miste og svigte, og de misforstod tit, hvad Jesus sagde og gjorde. Men han siger alligevel, at de er verdens lys og jordens salt. Det er nemlig ikke noget, som de er i sig selv eller ved egne kræfter. Og det er heller ikke noget, som de engang skal blive ved at tage sig sammen og forbedre sig.

De er verdens salt og lys i kraft i kraft af den næstekærlighed, som han har kaldet dem til. Men først og fremmest i kraft af det evangelium, den kærlighed, som de selv har fået og snart skulle forkynde til alle andre: Evangeliet om syndernes forladelse, om at vi altid kan få lov til begynde forfra, selv der hvor alt ser håbløst ud, selv i døden. For Gud ser os selv i mørket, og når vi føler os forladte, eller måske selv har forladt andre. Vi bliver set af den kærlighed, som overvinder alt, hvad der skiller os fra hinanden, og som er stærkere end selv døden.

Det er det levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde, som lyder, når vi bærer de små til dåben, og når vi siger farvel til de døde.

Derfor ser vores kære os endnu. Fordi de som os har fået del i den kærlighed.

Derfor er vi ikke på et gudsforladt sted, sådan som Jens Christian Grøndahl med et glimt i øjet karakteriserede sin skolegang i Helsingørs udkant for mere end 50 år siden.

Vi ses i lyset af den kærlighed, som vi alle i nådefulde glimt har erfaret igennem livet med dem, som vi fik at dele det med; dem som levede for, at vi skulle have nogen at leve for; dem som vi i dag må mindes og takke for.

Derfor er livet godt og velsignet og værd at leve trods død og mørke, sorg og savn.

Det er ikke altid, at vi selv kan se det, men vi har fået det løfte, at det er sådan det er. 

Derfor slutter enhver gudstjeneste med disse ældgamle ord af Israels første præst, Moses’ bror Aron:

Herren velsigne dig og bevare dig!

Herren lade sit ansigt lyse over dig og være dig nådig!

Herren løfte sit åsyn på dig og give dig fred! 

Amen