Prædiken til 3. søndag efter påske holdt den 26. april 2026 i Vestervang Kirke.

Af sognepræst Troels Bak Stensgaard.

Salmer: 224 Stat op min sjæl i morgengry; 407 Nu står sjælen op af døde; 342 Nu ved jeg vej til Himmerig; 246 Kom, lad os tømme et bæger på ny; 197/kun vers 7; 406 Søndag morgen fra de døde. Dagens tre læsninger, 2 Mos 3,1-7.10-14 (som prædikenen især udlægger), Hebr 4,14-16 og Joh 14,1-11, kan læses ved at klikke HER.

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: 

Jesus sagde: »Jeres hjerte må ikke forfærdes! Tro på Gud, og tro på mig! I min faders hus er der mange boliger; hvis ikke, ville jeg så have sagt, at jeg går bort for at gøre en plads rede for jer? Og når jeg er gået bort og har gjort en plads rede for jer, kommer jeg igen og tager jer til mig, for at også I skal være, hvor jeg er. Og hvor jeg går hen, derhen kender I vejen.« Thomas sagde til ham: »Herre, vi ved ikke, hvor du går hen, hvordan kan vi så kende vejen?« Jesus sagde til ham: »Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig. Kender I mig, vil I også kende min fader. Og fra nu af kender I ham og har set ham.« Filip sagde til ham: »Herre, vis os Faderen, og det er nok for os.« Jesus sagde til ham: »Så lang tid har jeg været hos jer, og du kender mig ikke, Filip? Den, der har set mig, har set Faderen; hvordan kan du så sige: Vis os Faderen? Tror du ikke, at jeg er i Faderen, og Faderen er i mig? De ord, jeg siger til jer, taler jeg ikke af mig selv; men Faderen, som bliver i mig, gør sine gerninger. Tro mig, at jeg er i Faderen, og Faderen er i mig; hvis ikke, så tro på grund af selve gerningerne.« Amen (Johannesevangeliet 14,1-11).

Kære menighed!

Vi hørte i dagens første gammeltestamentlige læsning fra alteret om Moses, der af Gud fik den store livsopgave at føre israelitterne ud af Egypten, hvor de havde været holdt i trældom i 400 år. Det var og er den grundlæggende begivenhed i det jødiske folks historie, som den dag i dag fejres i den jødiske påskefest. Det er en historie, som er så grundlæggende for bibelens syn på Gud og mennesket, tro og frelse, at jeg i dag vil bruge det meste af min prædiken på at fortolke denne tekst og dens mange sigende detaljer.

Moses var israelit, og havde et egyptisk navn, fordi han, som mirakuløst havde overlevet Faraos myrderier på hans israelitiske slavers nyfødte drengebørn, var vokset op hos en egyptisk prinsesse som hendes egen søn. Men hans egen biologiske mor blev af den egyptiske prinsesse ansat som hans amme, så Moses havde også fået hebræernes sprog og historie ind med modermælken.

Da Moses som voksen så en egyptisk slavevogter slå en af hans hebraiske landsmænd ihjel, dræbte han i vrede manden, hvilket vi kan se som et udtryk for hans indre splittelse og måske for en ubevidst længsel efter at høre hjemme et sted, efter sit eget folk. Men hans egne frygtede ham bagefter, og Moses måtte som en eftersøgt morder snart flygte fra de egyptiske myndigheder og ud i ørkenen, hvor han fik husly og stiftede sin egen familie hos midjanitterne, et ældgammelt ørken- og hyrdefolk. 

Hvem var han så i grunden? Var han en egyptisk overklassedreng og i familie med Farao, solens søn, eller en af de undertrykte hebraiske slaver? Måske fandt Moses sig tilsyneladende så let til rette i en helt tredje kultur, hos midjanitterne, fordi han følte sig rodløs og ikke var bundet til noget sted.

Sådan antydes det allerede i optakten til denne ældgamle historie, at ingen mennesker eller folkeslag eller kulturer har patent eller eneret på Gud.

Da den førhen så fornemme prins ved det egyptiske hof var blevet til en simpel fårehyrde, viste Guds engel sig ganske uventet for ham og ikke i et fornemt tempel eller i et overvældende syn af skønhed og mening, men i en flammende ild fra en tornebusk langt ude i ørkenens sand, mens Moses gik og passede sin svigerfar Jetros får.

Sådan siges det, at Gud ikke kun er Gud for de særligt religiøse eller for såkaldt søgende mennesker.

[Domenico Fetti (1589-1623): Moses ved den brændende tornebusk,1616-18] 

Da Moses så, at busken ikke blev fortæret af ilden, blev han først bare nysgerrig, fortælles det videre, og tænkte ved sig selv: ”Jeg må hen og se nøjere på dette mærkelige syn! Hvorfor brænder busken ikke?”

Sådan er det aldrig miraklet i sig selv, som skaber vores tro, men omvendt: Troen forstået som en som slags åben nysgerrighed over for alt det i verden, som kan overraske os, og som vi ikke selv kan forstå, er i Bibelen en forudsætning for at se mirakler og for gudstro i dybere forstand end mirakeltro, dvs. for tro som tillid til Gud og som håb og livsmod.

Dér er Moses dog ikke endnu, for da Gud råber ham an ”Moses! Moses!”, så svarer han bare ”ja”. Man får nærmest indtryk af, at det for Moses lige så godt kunne være hans midjanitiske hustru Sippora, som utålmodigt kaldte ham ind til aftensmaden. Så Gud må lige fortælle Moses, at han ikke er hjemme hos sig selv, men i Guds hjem, på et helligt sted, og derfor bør tage sine sandaler af. Først da Gud derefter fortæller, at han er den Gud, som Moses fjerne og legendariske forfædre har dyrket, Abraham, Isak og Jakobs Gud, bliver Moses ærbødig og skjuler sit ansigt, for han tør ikke se Gud.

Sådan siges det også til os, at hvis vi vil lære Gud nærmere at kende, så skal vi have respekt for vores forfædres tro og lytte til deres vidnesbyrd.

For vi erfarer normalt Gud og lærer hans vilje at kende gennem de andre og deres fortællinger om den Gud og den tro, som har båret og hjulpet dem. Det er bibelen og slægtens historier og vidnesbyrd, som gør, at vi også kan genkende Gud og måske høre ham tale til os i vores eget liv og i vores samvittighed. For det gør Gud. Han taler endda direkte til Moses, og Moses forstår slet ikke, at han kan være udvalgt til andet end at være Sipporas mand og hyrde for sin svigerfars får.

”Hvem er jeg, at jeg skulle gå til Farao og føre israelitterne ud af Egypten?”, undrer Moses sig højlydt. Men Gud svarer ikke Moses ved at fremhæve hans eventuelle kvaliteter som menneske eller som leder eller som troende. Derimod giver Gud Moses det samme løfte, som vi også fik i vores dåb, og som oftest før vi selv forstod noget som helst deraf eller bare havde lært at sige tak for mælk til mor: ”Jeg vil være med dig”. Det er det løfte, som Moses skal holde sig til. Så skal han nok finde ud af, hvordan han skal klare sin livsopgave.

Moses får ikke nogen forhåndsgaranti, som kan befri ham for hans tvivl om egne evner eller for at tro på Guds løfte. Derimod siger Gud til ham: ”Dette skal du have som tegn på, at det er mig, som sender dig: Når du har ført folket ud af Egypten, skal I dyrke Gud på dette bjerg.”

Sådan skyldes troen på, at Gud vil være med os alle dage, og også vil bruge os til noget, ikke vores egne evner eller en særlig viden for de indviede om fremtiden, men snarere dette, at vi samles som her i vores kirke til gudstjeneste og mindes og takker for, hvad Gud allerede har gjort, dvs. for hvad der har båret folk i mange generationer før os og givet dem et moralsk kompas samt trøst, håb og styrke til livets kampe, og for hvad vi derfor selv fik del i i vores dåb.

Hvad Gud er i sig selv, kan han ikke fortælle Moses, og da Moses beder om hans navn, siger Gud de berømte ord: ”Jeg er den, jeg er!”. Eller som vi også kan oversætte de gådefulde hebraiske ord: ”Jeg vil være den, som jeg vil være”.  Det er et navn, som rummer den afgørende erkendelse i det jødiske folks liv, ja i menneskehedens lange historie: Gud er ikke som afguderne en særlig ophøjet del af denne verden og kan ikke identificeres med noget i denne verden. Gud er den, som er hinsides denne omskiftelige verden, og som derfor kan give verden dens mening og være garant for, at der en mening med hele verden og med hvert enkelt menneskes liv, og at noget er rigtigt og godt og noget andet forkert og ondt, selv om vi på grund af synden ofte er blinde for og modarbejder og fordrejer Guds mening med vores liv.

Men Gud er ikke kun den evige eller den, som er, hvad han er. Gud er også den, som vi som kristne har lært at kende i Jesus Kristus som den kærlighed af kød og blod, som overvinder alt, hvad der skiller mennesker fra hinanden og fra Gud.

Derfor siger Jesus i dagens evangelium: ”Jeres hjerte må ikke forfærdes. Tro på Gud og tro på mig!” 

Det at tro er med andre ord ikke at være usårlig eller immun overfor smerte og sorg eller at drømme sig ind i en harmonisk verden, hvor alting går op i en højere enhed, som Gud så er garant for. Det at tro er derimod trods den forfærdelse, som vi alle erfarer på den ene eller den anden måde, aldrig at fortvivle, men til tider måske sejt bare og stædigt at holde fast i troen på Gud og på Jesus. Det er, som det blev sagt i dagens epistel fra Hebræerbrevet, at tro på, at vi i Kristus har en ypperstepræst, som medfølende kender til vores skrøbeligheder, fordi ”han er blevet fristet i alle ting ligesom vi, dog uden synd.” Det er at forsøge at elske livet, selv når det gør ondt, og at bevare håbet, selv når det ser sort ud.

”Jeg er vejen, sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig”, siger Jesus så. Hvilket klinger intolerant og udemokratisk og måske særligt i vores moderne og følsomme ører. Men vi skal ikke tro, at vi er kvikkere end disciplene på Jesu tid, for to af dem kommer straks med indvendinger. ”Herre, vi ved ikke, hvor du går hen, hvordan kan vi så kende vejen?”, spørger tvivleren Thomas. Og en anden, Filip, stiller betingelser: "Vis os Faderen, og det er os nok." Hvilket nok også er vores eget krav eller ønske: Lad os se Gud! Løs livsgåden for os én gang for alle, så skal vi nok tro! Men vi får kun en forkyndelse: ”Jeg er vejen, sandheden og livet”, forkynder Jesus.

Det ville være udtryk for storhedsvanvid, hvis jeg eller en anden nogenlunde normal person sagde det: Jeg – jeres ydmyge sognepræst pastor Troels Bak Stensgaard – jeg er sandheden, vejen og livet . . .  Og dog giver det alligevel mening her. Fordi han, som sagde det, er Guds skaberord. Fordi det, som han sagde, blev til, når han sagde det. Når han sagde: ”dine synder er dig forladt”, så var synderne forladt. Når han sagde til de lamme: "rejs dig og gå", så rejste de sig og gik. Sådan talte menneskesønnen, den fattige tømrer fra Nazaret, med en myndighed, som slog hans samtidige med forundring. Fordi han ikke talte som præsterne, de lærde og skriftkloge, hvis mange sandheder altid stod til diskussion. 

Han er sandheden, vejen og livet, men vi er det ikke. Det er et nådigt budskab, som befrier os almindelige syndige mennesker fra tyranniske krav om, at vi selv skal være perfekte eller forstå og have tjek på alting. Det er nådigt og befriende at tro, at han er sandheden om mit liv; han som med sine ord og sakramenter kan sætte mig fri til at leve livet, som jeg bør leve det.

Så jeg ligesom Moses og de gamle israelitter trods alle mine skrøbeligheder og tilbagefald og længslen mod Egyptens kødgryder med Hans hjælp og vejledning, og dvs.: forenet med Ham i den Helligånd, som jeg fik i min dåb, nu kan vandre frem mod det forjættede land i troen på syndernes forladelse; i tro på at det, som holder mig fangen og nede, er overvundet.

Fordi det afgørende skridt ind i frihedens land, ind i det, som Grundtvig kaldte for de levendes land, blev taget en påskemorgen for så længe siden. 

For: ”Se, han gør alting nyt!” Når vi ser os selv og vort fælles liv i hans lys – i nådens og i opstandelsens lys! 

Amen.