Prædiken til 5. søndag efter påske holdt i Vestervang Kirke den 10. maj 2026.

Af sognepræst Andreas Peter Dornonville de la Cour.

Salmer: 313 Kom regn af det høje; 406 Søndag morgen fra de døde; 291 Du som går ud fra den levende Gud; ”Det stråler igen fra jordens rand”; 456 Vor Herre Jesus i den nat; 477 Som korn fra mange marker.

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: 

Sådan talte Jesus; og han så op mod himlen og sagde: »Fader, timen er kommet. Herliggør din søn, for at Sønnen kan herliggøre dig, ligesom du har givet ham magt over alle mennesker, for at han kan give evigt liv til alle dem, du har givet ham. Og dette er det evige liv, at de kender dig, den eneste sande Gud, og ham, du har udsendt, Jesus Kristus. Jeg har herliggjort dig på jorden ved at fuldføre den gerning, du har givet mig at gøre. Fader, herliggør mig nu hos dig med den herlighed, jeg havde hos dig, før verden var til. 

Jeg har åbenbaret dit navn for de mennesker, du gav mig fra verden. De var dine, og du gav dem til mig, og de har holdt fast ved dit ord. Nu forstår de, at alt, hvad du har givet mig, er fra dig. For de ord, du gav mig, har jeg givet dem, og de har taget imod dem, og de har i sandhed forstået, at jeg er udgået fra dig, og de er kommet til tro på, at det er dig, der har udsendt mig. 

Jeg beder for dem; ikke for verden beder jeg, men for dem, du har givet mig, for de er dine; alt mit er dit, og dit er mit, og jeg er herliggjort i dem. Jeg er ikke længere i verden, men de er i verden, og jeg kommer til dig. Hellige fader, hold dem fast ved dit navn, det du har givet mig, for at de kan være ét ligesom vi.« Amen (Johannesevangeliet 17,1-11).

Om udvælgelsen

I Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. 

Vi tror så ofte, at det vigtigste i kristendommen er, at man ”beslutter sig”. Konfirmationen, som vi fejrede i Vestervang i går og forrige lørdag, har da også denne tanke med sig. At nu vælger konfirmanden aktivt og med overlæg Kristus og kristendommen til på en måde, som ikke var tilfældet i dåben. I denne forståelse af valg og beslutning har kristendommen vind i sejlene i vores samfund lige nu, så man kan tale om en slags livsstil, som du kan vælge til blandt mange andre livsstile. Og jeg glæder mig da grundlæggende over, hver gang i medierne kan læse om et menneske, som har fået et forhold til Kristus. Men der eksisterer alligevel en anden tanke i om valget, som er fuldstændig afgørende i kristendommen, og det er denne tanke, som jeg vil forfølge i dag, hvor vi hører den bøn fra Jesu mund, som afslutter den lange afskedstale, han holder for sine disciple skærtorsdagsaften. En tanke som siger at valget går - ikke fra menneske til Gud - men fra Gud til menneske. Igennem afskedstalen har Jesus igen og igen kredset om dette, at disciplene er udvalgte.

”Det er ikke jer, der har udvalgt mig,” siger han, ”men mig der har udvalgt jer”.

I bønnen i dag siger han: ”Jeg har åbenbaret dit navn for for de mennesker, du gav mig fra verden. DE var dine, og du gav dem til mig”. Vi må forstå, at Jesu tanke er, at allerede før verden blev grundlagt og noget menneske var skabt, havde Gud udvalgt sine, og at Guds valg aktualiseres igen og igen i ethvert menneske, han kalder frem i Kristi navn. Det er en meget overvældende tanke. I grunden langt mere overvældende end denne, at vi selv skulle vælge Gud til eller fra. Overvældende fordi magten tages fra os. Men også befriende, ja frelsende. Fordi magten tages fra os.

Man kan i det hele taget sige, at Bibelen er et stort forsøg på at gøre denne tanke klar og levende iblandt os. At udvælgelsen kommer fra Gud. Få hvis nogen i Bibelens store persongalleri vælger Gud til uden at Gud har taget det første skridt. Fra skabelsens første mennesker til udvælgelsen af folket igennem patriarkerne Abraham, Isak og Jakob. Til profeterne. Til disciplene og til den nye kristenhed, hvori et nyt folk opstår af det allerede udvalgte folk.

Lad os nu se nærmere på udvælgelsen og sige til en begyndelse: At være udvalgt betyder ikke at være uden trængsler og tvivl i troen. Ingen af troens helte i Bibelens store persongalleri er uden tvivl og anfægtelse. At være udvalgt betyder i grunden at finde sig selv i et levende forhold til den Gud, som har åbenbaret sig i Kristus. Og sådan har udvælgelsen altså intet at gøre med succes og fremdrift i ydre forstand. Sådan hører vi da også sjældent udvælgelsen omtalt i Folkekirken. Men verdenom findes der i høj grad kirkesamfund og teologi, som hævder det modsatte. At udvælgelsen fra Gud umiskendeligt må manifestere sig i ydre succes. Denne tanke er sådan set logisk nok på sin vis. Hvilke andre parametre har vi ellers at måle udvælgelsen på? 

Ikke desto mindre er en sådan tanke, at udvælgelsen i lige netop Jesu navn skulle manifestere sig sådan i verden - i magt og rigdom - dog ubegribelig, når vi ser på Jesu liv og gerning. Og kigger vi derfra og hen på disciplene, tror jeg da heller ikke, at det har været deres ydre succes og lykke, som afspejlede deres udvælgelse. Snarere har medførte udvælgelsen for de første kristne ofte latterliggørelse og forfølgelse. 

Og sådan siger Jesus da også til disciplene denne aften som det sidste, inden han beder for dem: I verden har I trængsler; men vær frimodige, jeg har overvundet verden”. Hvorpå han retter han sine øjne mod himlen og taler direkte til og med Gud. At være vidne til denne bøn må have været, sådan forekommer det mig, som at være tilbage i Paradis og fremme i evigheden på en gang. Sådan forstået at Paradis og evigheden er det sted, hvor Gud og menneske ikke er fremmede overfor hinanden, men går rundt iblandt hinanden og kender hinanden, sådan som Jesus også siger i dag. At kende må i denne sammenhæng betyde noget i retning af at leve i et fortroligt fællesskab med. Og lige netop heri er det, at talen om udvælgelsen kan og må blive genkendelig for alle jer (og i hvert fald mig selv), som måske er for jantelovsramte eller generte eller noget tredje til at forstå jer selv som ”udvalgte”. 

Men sådan siger Jesus altså i dag, at må I forlade jer på, at I er udvalgte af ham og ikke den anden vej rundt. Før verden blev til, fra skabelses morgen og ind i evigheden. 

Med udvælgelsen følger Ånden. Og det er Ånden, som kommer os til hjælp i al vor skrøbelighed. Ånden og udvælgelsen hænger sådan sammen, at det er Ånden som fører os igennem vores liv. Ånden er med os i hver eneste beslutning og valg, som vi træffer. Det er ikke ansvarsfralæggelse. Ansvaret bliver uanset hvad. Men tænk hvilken befrielse det er at høre for det menneske, som er tynget af sine valg og dispositioner igennem livet. At Gud var med dig i alle disse beslutninger, du traf og gjorde. At Gud har været med dig endnu før du blev født og vil være det efter din død. Evigheden er for stor til at fatte, og sådan er det også at høre Jesus sige, at Gud i denne verden skulle have udvalgt dig som sin og gjort alt mit til dit og alt dit til mit. Ikke desto mindre er netop sådan Jesus taler om sin relation til Gud, og i denne hans sidste bøn ved bordet skærtorsdagsaften, beder han indtrængende om, at alle dem som Gud har givet ham, skal få del i denne relation. ”De var dine, og du gav dem til mig, og de har holdt fast ved dit ord.” 

Når jeg tænker på det ufattelige i disse ord, kommer jeg til at tænke på søstrene Maria og Martha. Begge er de udvalgte, da Jesus banker på deres dør. Begge er de optagede af det ord, som Jesus kommer med. Men så er der dette, at Maria sætter sig ved Jesu fødder for at lytte. Mens Martha løber rundt for at sørge for deres gæst. Som for at blive klar til at fatte det ufattelige.

Men udvælgelsen, denne ufattelige, for mennesket omvendte tanke, at Gud har udvalgt dig før du har valgt ham, kan vi måske aldrig gøre os klar til. Og dog kan vi øve os, som når vi samles til gudstjeneste i dag for at høre Guds tale til os som hans udvalgte. 

Jesus vender tilbage til det igen og igen igennem hele den afgørende tale, han gør for sine disciple skærtorsdags aften inden sin død: I er udvalgte. Og nu her i denne sidste bøn til Gud, som Jesus afslutter måltidet med. Da Jesus havde sagt det, gik han ud sammen med sine disciple og over på den anden side af Kedronbækken, hvor der var en have, som han og hans disciple gik ind i, og der blev han taget til fange.  Men inden da bad han for os i Ånden om at skabe enhed imellem Gud og mennesker igen. 

Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, således også nu og altid og i al evighed. Amen.