Prædiken til pinsedag holdt i Vestervang Kirke den 24. maj 2026.

Af sognepræst Troels Bak Stensgaard.

Salmer: 290 I al sin glans nu stråler solen; 308 Helligånd, vor sorg du slukke; 290 Du, som går ud fra den levende Gud; 402 Den signede dag med fryd vi ser; 321/kun vers 6; 343 Tusind år stod Kristi kirke. Dagens tre læsninger kan læses ved at klikke HER.

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: 

Jesus sagde: »Elsker I mig, så hold mine bud; og jeg vil bede Faderen, og han vil give jer en anden talsmand, som skal være hos jer til evig tid: sandhedens ånd, som verden ikke kan tage imod, fordi den hverken ser eller kender den. I kender den, for den bliver hos jer og skal være i jer. Jeg vil ikke efterlade jer faderløse; jeg kommer til jer. Endnu en kort tid, og verden ser mig ikke længere, men I ser mig, for jeg lever, og I skal leve. Den dag skal I erkende, at jeg er i min fader, og I er i mig og jeg i jer. Den, der har mine bud og holder dem, han er den, der elsker mig; og den, der elsker mig, skal elskes af min fader; også jeg skal elske ham og give mig til kende for ham.« (Johannesevangeliet 14,15-21) Amen.

Kære menighed!

Vi skal om lidt synge ”Den signede dag med fryd vi ser” og til sidst i dag ”Tusind år stod Kristi kirke”. Grundtvig skrev disse salmer i anledning af tusindåret for ”Nordens apostel”, munken Ansgars komme til Danmark i 826, hvilket blev fejret med store festgudstjenester pinsedag 1826.

Sjællands biskop, Friederich Münter, nedlagde dog forbud mod at bruge Grundtvigs nye festsalmer til Ansgar-jubilæet og begrundede det med følgende ord, hvor biskoppen især hentydede til ”Den signede dag”: ”Hvad nu Hr. Grundtvigs Psalmer angaae, da kan jeg ingenlunde anse dem for passende. De have ikke den Egenskab, som bør forventes af Psalmer. Den første har ikke engang en bekiendt Melodi, og alle indeholde deels uforstaaelige, dels smagløse Stæder.”

”Den signede dag” regner vi i dag for en af salmebogens mest elskede og skønneste af salmer, så det er tankevækkende, at kirkens øverste ledelse dengang forbød dens brug og mente, at teksten var både upassende, uforståelig og smagløs, og at ingen kunne tænkes at ville synge Weyses geniale og underskønne og dengang helt nykomponerede melodi til salmen.

Måske kan vi her drage en parallel til pinseunderet i Jerusalem, som vi hørte i dag i den anden læsning fra Apostlenes Gerninger. For havde vi læst blot et vers mere, så havde vi hørt om reaktionerne på pinseundret blandt folk i Jerusalem, da disciplene grebne af Ånden begyndte at tale på alle mulige tungemål. Nogle blev ude af sig selv og undrede sig, men andre spottede og sagde: ”De har drukket sig fulde sød vin”, og det var endda tidligt på dagen, kl. 9 om morgenen, præciseres det.

Sådan kan Ånden og den poetiske inspiration til tider være svær at forstå og det nye, som måske først nedgøres som upassende eller smagløst eller forkastes som håbløst eller som drømmeri, kan siden blive elsket og ophøjet som sublimt og skønt!

I dag fejrer vi så 1200 året for Ansgar, og i den anledning er der netop udkommet en ny bog med en ny oversættelse af en biografi eller helgenbeskrivelse om Ansgars liv og missionsvirksomhed, som hans elev, ven og efterfølger, Rimbert, skrev ganske kort efter Ansgars død i år 865.

Kong Frederik har skrevet et forord til bogen, og her stiller vores konge følgende spørgsmål: ”Hvordan Danmark ville have set ud uden kristendommen? Hvordan havde vores samfund udviklet sig, og hvordan havde vi levet med hinanden, hvis ikke kristendommen havde slået rod i land og folk? Hvis ikke munken Ansgar havde fundet modet til at vandre lige ind i vikingernes barbariske lande?”

Det er gode spørgsmål, som nok er værd at overveje en pinsedag, hvor temaet er Helligåndens komme og kirkens mission, og særligt i år, hvor vi har Ansgar-jubilæum.

Kong Frederik undrer sig over, hvordan fandt Ansgar fandt modet til at vandre ind i ”vikingernes barbariske lande”, som Danmark var ét af på den tid. Det fremgår nemlig helt klart af Rimberts bog om Ansgar, at da kejser Ludvig den Fromme i år 826 spurgte den da 25-årige munk Ansgar, om han ville følge med den danske kong Harald Klak, som netop var blevet døbt ved kejserens hof, til Danmark, for at være præst for Harald og udbrede troen på Kristus i Danmark, så var der ikke tale om en kejserlig ordre. ”For dengang”, skriver Rimbert, ”anså man det for forfærdeligt og uretfærdigt at tvinge nogen til mod sin vilje at leve blandt hedningene”, og da kejseren spurgte sine rådgiverne, sagde de alle som en, at de slet ikke ”kendte en så gudhengiven mand, som for Kristi skyld ville påtage sig en så farlig missionsrejse.” Men Ansgar sagde ja, og undrer vi os over hvorfor, så finder vi også et svar i Rimberts bog om Ansgar.

Ansgar blev anbragt i et kloster i Flandern som en lille dreng på fem år, da hans mor var død. 

Som 13-årig havde han i klostret en underlig drøm. ”Da den hellige pinse nærmede sig, oplyste og glædede Helligånden, som på denne festdag blev udgydt over apostlene også Ansgars sind”, beretter Rimbert, og fortæller, hvad Ansgar selv havde fortalt ham om sit syn:

Han var bange for at dø, og i drømmen kom apostlen Peter og Johannes Døberen til ham, og hans sjæl, som nu havde forladt legemet, befandt sig i et strålende lys, som opfyldte hele verden. Peter og Johannes førte ham først til skærsilden, hvor han blev pint i tre dage, og for Ansgar blev det til et varsel om, hvad han skulle lide som missionær. Men så kom Peter og Johannes tilbage, og nu var de i et meget bedre humør og fulgte ham op til et endnu større lys. Her så Ansgar Guds krone omgivet af utallige hellige og jublende skikkelser som sang sammen, så det fremkaldte den største nydelse. Det umådelige lys, som strålede som en regnbue, oplyste de hellige, og det blændede ikke, men var højest behageligt for øjnene og mættede sindet hos alle på den dejligste måde. Det kom fra en, som Ansgar ikke kunne se direkte, men han var på en måde i alle og alle var i ham, og han omsluttede alt udefra og opfyldte og styrede alt indefra. ”Så syntes det mig”, fortalte Ansgar Rimbert, ”at der lød en vidunderlig stemme (. . . ) og den sagde til mig: ”Gå og vend tilbage med martyriet!”.

Efter denne vision, som både rystede og trøstede Ansgar, holdt han op med at lave drengestreger i klostret og forsøgte at leve således, at han, når timen kom, kunne møde for Guds trone. Men måske var det ikke så let, for Ansgar fortalte også om en anden vision, som han fik som 15-årig, to år senere: I den drøm kom der en høj mand ind ad døren klædt i jødisk dragt og skikkelsen talte kærligt til ham og sagde: ”Frygt ikke, for jeg er den, der udsletter dine synder.” Da vågnede Ansgar af søvnen og var så stærk i troen på sine synders forladelse, at han dansede af glæde. 

[Hein Heinsen, som i 1966 skabte det fine krucifiks på alteret i Vestervang kirke, står bag den 5 meter høj statue af Ansgar fra 2015, som er opstillet foran Ribe Domkirke. Med den slyngede ornamentik på kroppens ene side ser man Ansgar som den mand, i hvem den gamle hedenske vikingeverden og kristendommen tørner sammen, og Hein Heinsen har symbolsk udtrykt de personlige omkostninger, som missionsarbejdet havde for Ansgar, i form af såret i hans skulder.]

Ansgar lyttede til sine drømme og kom til Danmark og fik bygget kirker i Hedeby og Ribe og viste de vilde vikinger, hvad kristen næstekærlighed betyder. Eller som Rimbert smukt skriver om sin mester og ven: ”Han stræbte nemlig i alle ting efter at efterleve den hellige Jobs ord om aldrig at lad enkens øjne vente og i det hele taget være den blindes øjne, den lammes fod og en fader for de fattige” (Job 31,16; 29,15-16).

Hvordan Ansgars mission efter 1200 år efter har forandret vores samfund, behøver jeg ikke at udfolde for jer, men vi kan måske lære noget af, at Ansgar ikke bare havde, men lyttede til sine syner eller drømme. For spørgsmålet til os er vel, om vi selv gør det, om vi ligesom jomfru Maria eller Jesu far Josef eller de vise mænd fra Østerland og mange andre i Bibelen og i kirkens historie har visioner eller drømme, og hvad de betyder for os i dag. Om vi selv lytter til vores og andres drømme om et smukkere og mere ægte liv, eller om vi lever i en videnskabeliggjort verden, hvor troen og dens drømme og følelser og længsler er blevet reduceret til noget rent privat og subjektivt, som ikke forpligtiger os til noget som helst. I så fald bør vi lytte til dagens bibeltekster.

"Jeg vil ikke efterlade jer faderløse", siger Jesus i sine afskedstaler skærtorsdag aften til disciplene, hvilket er ord, som i år betyder særligt meget for mig selv.

Jesus lover dem, at når disciplene ikke er sammen med ham længere i ordets normale forstand, så skal de få den Ånd, Helligånden, som Jesus selv er en del af, og i hvilken vi og alle andre kan kalde Gud for vores far og Jesus for vores bror. Den ånd, der forbinder os med Jesus og med hinanden, og i hvilken vi kan henvende os til Gud med Jesu egen bøn, fadervor.  

Derfor er kristentro ikke et indre, privat anliggende eller bare en uforpligtende drøm, men en storslået vision, og noget, som altid kommer til os udefra og normalt gennem mennesker, som fortæller os om det, som virkelig betyder noget for dem selv. 

Derfor kan troslivet bedst vokse og sætte frugt i vores eget liv, når vi deler troen med hinanden, men det kræver, at vi forsamles og er fysisk til stede. 

Sådan som vi hørte i dag i beretningen om pinseunderet fra alteret om Åndens komme til disciplene 50 dage efter Jesu død og opstandelse.

Til mennesker som var forsamlet inden døre og vel følte sig modløse og skamfulde over Jesu død og var forvirrede over rygtet om Jesu opstandelse og de ubegribelige, drømmeagtige møder med den opstandne, som de havde haft i dagene mellem påske og Kristi himmelfart; til mennesker, som måske nu sad og tænkte, at alt det ufattelige nye, som de havde oplevet gennem de sidste tre år, hvor de havde vandret med Jesus og set ham helbrede syge og tilgive syndere og fortælle om Guds rige, at det alt samme måske havde været smukt og uforglemmeligt, men i sidste instans havde vist sig som en illusion eller en drøm; - til disse mennesker kom Helligånden, og fyldte hele huset hvor de sad.

Sådan siges det, at Helligåndens komme ikke bare er noget indre i sjælen, en privat stemning. For Helligånden kom gav dem mod og kraft til at gå ud og tale til alle de mange forskellige folkeslag, som var samlet i Jerusalem, og folk hørte dem så tale om Guds storværker på deres egne modersmål. 

En god ven og kollega af mig har sagt: ”Ånd er hvad der bryder grænser ned og forener. Et forhold. Og Helligånden er et forhold mellem Faderen og Sønnen. Imellem Gud og mennesket Jesus. Et kærlighedsforhold som Jesus forkynder også omfatter og inddrager os.” 

Derfor giver Jesus i dagens evangelium disciplene dette løfte: ”Den dag skal I erkende, at jeg er i min Fader, og I er i mig, og jeg i jer. Den, der har mine bud og holder dem, han er den, der elsker mig; og den der elsker mig, skal også elskes af min fader; også jeg skal elske ham og give mig til kende for ham.” 

Hvis vi forstår ordene sådan, at vi skal gøre Jesus’ bud for at bevise, at vi elsker ham, eller for at få del i Hans kærlighed, så misforstår vi dem.

”Vi elsker, fordi han elskede os først”, understreger evangelisten Johannes et andet sted.

Den almægtige Gud satte sig i Kristus i vores sted, selv om det kostede ham noget, ja alt. Og Helligånden gør, at vi også kan give slip på os selv og sætte os i de andres sted med indlevelse, fantasi og medfølelse, og også når det koster os noget. Og at vi selv tør drømme og lader os fylde af de store syner om en ny og anderledes og bedre verden, som møder os i Bibelen og i kirkens historie hos skikkelser som Grundtvig og Ansgar og mange andre - og i vores gudstjeneste - så de lidt efter lidt også kan forandre vores liv. 

Glædelig pinse! Amen.