Studiekreds om Første Mosebog: ”Hvad er et menneske?”
- 2. møde er onsdag den 7. okt. kl. 16.30, og nye deltagere er velkomne!
”Da formede Gud Herren mennesket af jord og blæste livsånde i hans næsebor, så mennesket blev et levende væsen.” (Første Mosebog 2,7).
Mennesker har altid med myter og poesi forsøgt at udtrykke livets mening. Det gælder også de første store civilisationer i Mellemøsten, Sumer og Babylon, hvis ældgamle myter om skabelsen og syndfloden vi har lært at kende fra de titusindvis af lertavler og stumper af levertavler med kileskrift, som arkæologer i de sidste 150 år har fundet i de gamle babylonske biblioteker. Man fortalte f.eks., at guderne havde formet mennesket af ler iblandet blod fra en oprørsk gud. Derefter blev mennesket gjort levende for at arbejde for guderne. Sådan slap guderne selv for det hårde fysiske slid med at udgrave og vedligeholde de store kanalsystemer ved floderne Tigris og Eufrat, som var forudsætningen for disse samfunds rigdom.
Når Bibelens anden skabelsesberetning i Første Mosebog fortæller, at Gud formede mennesket af jord, og blæste livsånde i det, har de bibelske forfattere således lånt træk fra de endnu ældre hedenske myter fra Mellemøsten, men der siges noget helt andet. For mennesket er i bibelens skabelsesberetning ikke delvist lavet af en skummel død guds blod eller skabt til at trælle for afguder, men skabt i Guds billede. Og Gud skabte ifølge Bibelen en have til os med en mangfoldighed af dyr og smukke nærende frugttræer, og gav os frihed, men også ansvar for at passe på haven. Han gav os endda mennesker at dele livet med, så vi kan tale sammen og dele vores drømme og mærke livet pulsere i kroppen.
Sådan vil vi i Vestervang Kirkes nye studiekreds om Første Mosebog bl.a. sammenligne de grundlæggende fortællinger i Bibelen om skabelsen, paradiset, syndefaldet, syndfloden og Babelstårnet med de ældre myter fra Mellemøsten, som de bibelske forfattere har kendt, men givet en hel ny betydning. Men vi vil også læse patriarkernes dramatiske slægtshistorie om Abraham, Isak og Jakob, hvis 12 sønner blev stamfædre til Israels tolv stammer.
Planen for studiekredsen er:
1) Onsdag den 23. september kl. 16.30 til 18.00: 1 Mos 1,1-2,3: Skabelsen. Kort indledning til Første Mosebog. Guds ord og Guds billede; tro og fornuft, skabelsen og templet; modsætningen til de hedenske skabelsesmyter.
2) Onsdag den 7. oktober kl. 16.30 – 18.00: 1. Mos 2,4-3,24: Paradis og syndefald eller menneskelivets formål og fiasko.
3) TORSDAG den 22. oktober kl. 14.30 – 16.00: 1. Mos 4,1-11,26: Den nedadgående spiral: Kain og Abel; Noa og syndfloden; Babelstårnet.
4) Onsdag den 4. november kl. 16.30 – 18.00: 1 Mos 11,27-16,16: Abraham. En ny begyndelse; forjættelse til alle og indgåelse af en pagt; Sara, Lot, Melkisedek, Hagar og Ismael.
5) TORSDAG den 19. november kl. 14.30 – 16.00: 1 Mos 17,1-22,24: Forjættelsen opfyldes. Omskærelsen; besøget i Mamre; Lot i Sodoma; Isak og Ismael; Abraham sættes på prøve eller Isaks ofring.
6) Onsdag den 2. december kl. 16.30 – 18.00: 1 Mos 23,1-26,33: Forjættelse går videre til Isak. Sars død; Rebekka bliver Isaks hustru; Jakob sælger sin førstefødselsret; Isak og Rebekka i Gerar; brøndstriden mellem Isak og Abimelek.
Og eventuelt efter nytår:
7) Onsdag den 13. januar kl. 16.30 – 18.00: 1 Mos 26,34 31,54: Ved hjælp af snyd og bedrag. Jakob bedrager Esau; Laban bedrager Jakob; ægteskabet med Lea og Rakel; Jakob flygter og forsones.
8) Onsdag den 27. januar kl. 16,30 – 18.00: 1 Mos 32,1-35,29. Jakob bliver til Israel; Jakobs kamp; mødet med Esau, Sikem skænder Dina; Jakob i Betel; Jakobs sønner.
9) Onsdag den 10. februar kl. 16.30 – 18.00: 1 Mos 36,1-41,57: Slaveri, drømme og Guds forjættelser. Esaus slægt; Josef og hans brødre; Josef sælges; Judas historie; Josef i Egypten; Potifars hustru og Josefs drømmetydning.
10) Onsdag den 24. februar kl. 16.30 – 18.00: 1 Mos 42,1-47,31: Josef forsones med sine brødre; Jakob kommer til Egypten.
11) Onsdag den 10. marts kl. 16.30 – 18.00: 1 Mos 48,1-50,26: Jakobs velsigner sine sønner; Jakob og Josefs død.
Den 12. gang, onsdag den 31. marts kl. 16.30 – 18.00, er et opsamlingshit, hvor vi trækker de store linjer op, men også en sikkerhed, hvis ovenstående skrider.
Man vil i studiekredsen som altid få en introduktion til bibelforskningen i disse ældgamle, men evigtgyldige fortællinger, hvis betydning for al efterfølgende jødisk og kristen religion, filosofi og kunst umuligt kan overvurderes. Da vi over blot 12 mødegange vil gennemgå de 45 sider i bibelen, som Første Mosebog fylder, bør man forberede sig til hver gang ved at læse ugens ’pensum’ på forhånd.
Det er planen, hvis der er interesse at forsætte bagefter med en tilsvarende studiekreds om Anden Mosebog under overskriften: ”Hvad er et folk?”.
Men kan bare møde op eller tilmelde sig ved at kontakte sognepræst Troels Bak Stensgaard (23460208 eller e-mail: trbs@km.dk).
.jpg)
["Adams skabelse" er et udsnit af loftudsmykningen i Det Sixtinske Kapel i Rom og blev malet af Michelangelo ca. 1511. Det er det måske mest berømte maleri i den kristne kunsthistorie (med Leonardo da Vincis "Den sidste nadver" som eneste konkurrent), og det illustrerer begge de to meget forskellige skabelsesberetninger i Første Mosebog, hvor Gud hhv. skaber mennesket i sit billede og ånder liv i det første menneske, Adam.]
senest redigeret: Saturday 13-Jun-26 23:23:45
