Prædiken til 19. søndag efter trinitatis holdt den 11. oktober 2026  i Vestervang Kirke.

Af sognepræst Troels Bak Stensgaard.

Salmer: 756 Nu gløder øst i morgenskær; 44 Urolige hjerte, hvad fejler dig dog; 299 Ånd over ånder kom ned fra det høje; 376 Lyksaligt det folk, som har øre for klang; 192, kun vers 7; 588 Herre, gør mit liv til bøn. Dagens bibelske læsninger kan læses ved at klikke HER.

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: 

Næste dag stod Johannes der igen med to af sine disciple. Han ser Jesus komme gående og siger: »Se, dér er Guds lam.« De to disciple hørte, hvad han sagde, og fulgte efter Jesus. Da Jesus vendte sig om og så dem følge efter, sagde han: »Hvad vil I?« De svarede: »Rabbi, hvor bor du?« – Rabbi betyder Mester. Han sagde til dem: »Kom og se!« De gik med og så, hvor han boede, og blev hos ham den dag; det var ved den tiende time. Andreas, Simon Peters bror, var den ene af de to, som havde hørt, hvad Johannes sagde, og var fulgt efter Jesus. Først møder han sin bror Simon og siger til ham: »Vi har mødt Messias« – det betyder Kristus. Han tog ham med hen til Jesus. Da Jesus så ham, sagde han: »Du er Simon, Johannes' søn; du skal kaldes Kefas« – det er det samme som Peter. Næste dag ville han tage til Galilæa og møder Filip. Jesus siger til ham: »Følg mig!« Filip var fra Betsajda, fra samme by som Andreas og Peter. Filip møder Nathanael og siger til ham: »Ham, som Moses har skrevet om i loven, og ligeså profeterne, ham har vi mødt, Jesus, Josefs søn, fra Nazaret.” Nathanael spurgte: »Kan noget godt komme fra Nazaret?« Filip sagde til ham: »Kom og se!« Jesus så Nathanael komme hen imod sig og sagde om ham: »Se, dér er sandelig en israelit, som er uden svig.« Nathanael spurgte ham: »Hvor kender du mig fra?« Jesus svarede ham: »Jeg så dig, før Filip kaldte på dig, mens du var under figentræet.« Nathanael udbrød: »Rabbi, du er Guds søn, du er Israels konge!« Jesus sagde til ham: »Tror du, fordi jeg sagde til dig, at jeg så dig under figentræet? Du skal få større ting at se end det.« Og han sagde til ham: »Sandelig, sandelig siger jeg jer: I skal se himlen åben og Guds engle stige op og stige ned over Menneskesønnen.« Amen (Johannesevangeliet 1,35-51).

Kære menighed!

Skuespilleren Lars Mikkelsen har fortalt, hvad det betød for ham at spille hovedrollen som den stærkt troende præst Johannes i den internationalt berømmede TV-serie ”Herrens veje”. Han er vokset op i et ateistisk hjem, hvor religion blev regnet for opium for folket, og han havde før optagelserne til ”Herrens veje” aldrig rigtig mødt kirken og dens ritualer på nært hold. I mange år før optagelserne til Herrens veje havde han til gengæld grublet over, hvem han egentlig talte med, når han skældte ud over en lortedag eller funderede over livets mening. Men da han spillede den troende præst Johannes i ”Herren veje”, så skete der noget. For når man over lang tid fordyber sig og lever sig ind i en så stor og krævende rolle, kan man til sidst blive i tvivl om, hvad der egentlig er rollen, og hvad der er en selv, fortæller Lars Mikkelsen.

I et interview efter første sæson af TV-serien blev han spurgt til sin egen tro, og svarede, at det kunne han ikke give et kort svar på. Men han nærmede sig troen også i kristen forstand, og var i en konstant indre dialog derom med sig selv, tilføjede han. Under optagelser til den anden sæson af ”Herrens veje” blev han døbt. Hans familie og venner forstod det ikke og var nærmest bekymrende. Men Lars Mikkelsen har selv forklaret det sådan, at så længe han var i rollen som Johannes, så blev han konfronteret med troen på Gud, og til sidst måtte han indrømme over for sig selv, at han jo rent faktisk selv ligesom talte med Gud. ”Jeg havde brug for endelig at give mig selv ret til at have den dialog med noget, som er større end mig selv, uden at føle mig som hykler”, sagde han.

På den måde kan troen komme gradvist til os og kommer til tider bag på os. Det er for mig at se, hvad dagens evangelium især handler om.

[Skuespiller Lars Mikkelsen, f. 1964, høstede stor anerkendelse for sin rolle som præsten Johannes i "Herrens veje", hvis tyve afsnit blev produceret i 2017 og 2018. Foto: Wikipedia.]

Vi befinder os i begyndelsen af Johannesevangeliet, og hører om, hvorledes der samles en lille flok mænd, der blev begyndelsen til et foretagende, som langt senere blev af verdenshistorisk betydning. Hvorfor blev netop de mennesker udvalgt? Det hører vi intet om. Vi hører derimod, at to af dem allerede er elever af Johannes Døberen, som en dag peger på Jesus og siger til dem: ”Se, dér er Guds lam.” Det er intet der tyder på, at de to disciple på forhånd havde en dybere forståelse af, hvad det betød, at Jesus er Guds lam. Men i tiltro til deres lærer Johannes Døberens anbefaling følger de efter Jesus, som de tiltaler respektfuldt som rabbi eller lærer.

”Hvad vil I?”, spørger Jesus dem så i vores her misforståelige bibeloversættelse, for ordret står der: ”Hvad søger I efter?” De ved næppe, hvad de vil, men de søger eller længes efter noget. Ligesom vi alle et eller andet sted indeni søger efter noget, som kan give vores flygtige liv en dybere betydning. Derfor svarer de ikke direkte på Jesus’ spørgsmål, men de spørger ham, hvor han bor, for elever af en rabbiner samledes normalt i rabbinerens hus. ”Kom og se!”, siger Kristus, for det, som de søger, må de selv opleve og indse betydningen af. Derfor giver ham dem ikke et fikst og færdigt svar på, hvem han er, men inviterer dem med hjem, så de kan lære ham bedre at kende.

Andreas var en af de to, og han tager sin bror Simon Peter med hen til Jesus. ”Vi har mødt Messias”, siger Andreas, men ordret oversat står der: ”Vi har fundet Messias.” Hvilket ikke er sandt. For Andreas og den anden, unavngivne discipel fandt ikke Jesus, men Johannes Døberen udpegede ham for dem, og Jesus inviterede dem så selv hjem til sig. Der er tilsvarende heller ikke noget, som antyder, at de har en dybere forståelse af, hvad det vil sige, at Jesus er Messias eller på græsk Kristus, dvs. Guds salvede. 

Vi hører ikke noget om, hvad Peter ser i Jesus, men Jesus ser på Peter, og siger: "Du skal kaldes Kefas", hvilket på aramæisk er det samme som Peter på græsk og betyder klippe. For Jesus ser noget i Peter, som han trods Peters kommende svigt af ham kan bygge på, og engang vil det få Peter til at se anderledes både på Jesus og på sig selv, hvilket han i dette øjeblik selvfølgelig ikke aner noget om.

Dagen efter møder Jesus Filip, dvs. der står ordret igen, at Jesus finder Filip, men Filip fordrejer akkurat som Andreas dette, da han siger til Natanael: " Ham, som Moses har skrevet om i loven, og ligeså profeterne, profeterne har skrevet om, ham har vi fundet, Jesus, Josefs søn, fra Nazaret." Igen fornemmer vi, at Filip slet ikke forstår, at Jesus er meget mere end tømreren Josefs søn, eller hvad det vil sige, at Jesus er opfyldelsen af de gamle profetier. Det gør Natanael i hvert fald ikke, og da han er uden svig, lægger han ikke skjul på sin skepsis og spørger: ”Kan noget godt komme fra Nazaret?” Men da Jesus har ser ham på lang afstand og ved, hvem han er, så udbryder Natanael snart spontant: ”Rabbi, du er Guds søn, du er Israels konge!”

Ergo: Vi hører om en række mennesker med forskellige forskellige bud på, hvem Jesus er: Guds lam; rabbi eller mester; messias eller Kristus; ham, som Moses og profeterne har skrevet om, Josefs søn fra Nazaret; Guds søn og Israels konge. Hvem og hvad er så Jesus? Det er naturligvis det helt afgørende spørgsmål. Men evangelisten giver os et vink med en vognstang om, at det, som disciplene fra nu af selv skal opleve – alt hvad de snart skal se og høre Jesus sige og gøre og til sidst på korset lide - at det slet ikke kan adskilles fra, men heller ikke kan rummes indenfor alle deres nedarvede og traditionelle forestillinger. Det må indlysende forstås i sammenhæng med de ældgamle løfter i Det gamle testamente om en kommende frelser, som skal virkeliggøre en herlighedstid uden undertrykkelse og vold. Det kommer ikke bare ud af det blå som en fiks ide, men knytter an til deres egne dybeste drømme og længsler. På den anden side er det, som nu sættes i værk, for stort og for mærkeligt til at kunne rummes i et enkelt af de mange gamle bibelske ord for den længe ventede befrier.  ”Du er Israels konge!”, udbryder Nathanael, men at kongekronen skulle være en tornekrans og tronstolen et kors, det vidste ingen af disciplene fra begyndelsen, og det satte med tiden alle deres gamle forestillinger om frelseren og frelsen ind i et helt nyt lys. 

Det gamle bliver ikke afløst af det nye, men det gamle sættes ind i en ny sammenhæng! Derfor kan vi her i kirken heller ikke bare udskifte alle de gamle bibelske ord med nogle nye og tidssvarende. Vi kan ikke én gang for alle oversætte den kristne lære eller Bibelen og kirkens gamle ritualer til et moderne og mere rationelt eller logisk sprog. Vi kan ikke på den måde gribe fuglen i luften fordi, at troen dybest set ikke er en lære, som man kan læse om i en lærebog og begribe én gang for alle. Den er derimod en levende virkelighed, der griber fat i os. Noget som vi slet ikke kan tale om med en form for objektiv distance, men som vi søndag efter søndag og i vores personlige andagt og eftertanke må lytte til på ny som et personligt og forpligtende ord til os selv.  

Det er det, der ligger i det løfte, som Jesus udtrykker med sit afsluttende og underlige billedsprog, at disciplene skal se himlen åben og Guds engle stige op og ned over Menneskesønnen. De skal selv opleve den virkelighed, der er hans, og hvor himmel og jord forbindes, og vi i nådefulde glimt fornemmer det, som overgår enhver forstand, eller den herlighed, som vores liv blev skabt til at rumme. ”For ordet blev kød og tog bolig iblandt os, og vi så hans herlighed, en herlighed, som den Enbårne har den fra Faderen, fuld af nåde og sandhed.” (Joh 1,14)  

”Kom og se!” Disse to små ord, som først Jesus og så Filip siger, er som det levende pulsslag i evangeliet og i kirkens efterfølgende historie. Og nu siges de så til os: ”Kom og se!” Kom selv og se, hvad Kristus betyder for dig og dit liv. 

”Kom og se!”  Det er barnets naturlige forventning til livet, vi fornemmer i disse ord. Når Jesus siger, at vi kun kommer ind i Guds rid rige ved at tage imod det som et lille barn, så klinger disse ord også med. Barnets stærke tillid til at livet er værd at udforske. Når vi bliver ældre, så mister vi ofte barnets forventning om, at der virkelig er noget nyt og godt at se, lige om lidt, om det næste hjørne eller i morgen. Vi lukker som årene går ofte mere og mere af overfor den verden, som vi efterhånden måske synes, at vi kender alt for godt. Vi ser da heller ikke længere den herlighed, som vi i vores dåb blev kaldet til at se. Til sidst kan vi måske slet ikke som barnet længere tale spontant og naturligt om de største ting eller forestille os en virkelighed, som er bedre og mere eventyrlig end den hverdag, som vi i forvejen kender alt for godt. Det begynder da ofte at føles pinligt eller vanskeligt at tale om troens verden, eller det føles i hvert fald som noget, som man kun kan tage op med en forsigtig og alvorlig eller skeptisk kendermine

Vi længes måske netop af samme grund så meget desto mere efter klare svar og entydige løsninger på tilværelsens gåde og begynder at putte os selv og hinanden og Gud ned i firkantede kasser. Men når Guds søn åbenbarede sig som et fattigt barn i en krybbe og døde på et kors, og når Jesus så ofte talte i lignelser, så er det fordi, at sandheden om vores eget liv ikke kan siges direkte eller som en objektiv sandhed, som vi kan lære én gang for alle. Det er nemlig noget, som må siges os med billeder og i lignelser og symboler, fordi det er sandheden om os selv, som vi selv må erfare eller opleve. Det er noget, som vi må erfare igen og igen som en virkelighed, som vi selv er en del af, og som vi derfor bestandigt må tilegne os på ny og forstå nye facetter af. Derfor er det også noget, som vi ofte forstår forskelligt, fordi vi er forskellige som mennesker og har forskellige liv.

Men vi har fået dette løfte, at klarheden vil komme, fordi sandheds Ånd vil komme, hvis vi bliver, hvor Jesus er, kommer i hans hus og på den måde bliver mere og mere fortrolige med ham. Hvis vi så at sige som Mads Mikkelsen fordyber os i den store rolle, som vi selv har fået, da vi i vores dåb blev Guds børn, og sammen indøver vores rolle ved søndag efter søndag at mødes her i huset om Jesu ord og sakramenter. 

Eller som præsten Kathrine Lilleør sagde i et interview i går i Kristeligt Dagblad i anledning af hendes nye prædikensamling: ”Sådan åbner evangelieteksterne sig hele tiden på ny, så man dykker stadig dybere ned i kristendommens mysterium, der modsiger al den frygt, tvivl og fortvivlelse, vi mennesker har det med at fylde os med. For menneskets eget perspektiv er døden, men kirkeåret løfter os netop søndag efter søndag dybere ind i kristendommens mysterium og evighedshåb.” 

Sådan sagde Kathrine Lilleør, og det er, hvad Jesus lover os i evangeliet til i dag: ”Kom og se! . . . Du skal få større ting at se . . . Sandelig, sandelig siger jeg jer: I skal se himlen åben og Guds engle stige op og ned over Menneskesønnen."

Amen.