Prædiken til 24. søndag efter Trinitatis 2026


Prædiken til 24. s. efter trinitatis holdt den 15. november 2026 i Vestervang Kirke.

Af sognepræst Andreas Peter Dornonville de la Cour.

 

Salmer: 403 Denne er dagen, som Herren har gjort; 278 En dag skal Herrens skaberdrømme møde; 276 Dommer over levende og døde; 812 November går tungt gennem byen; 487, kun v. 7; 773 Bliv hos os når dagen hælder. Dagens tre bibelske læsninger kan læses ved at klikke HER.

 

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: 

Jesus sagde til dem: »Min fader arbejder stadig, og jeg arbejder også.« Derfor var jøderne endnu mere opsat på at slå ham ihjel; for ikke blot brød han sabbatten, men han kaldte også Gud sin fader og gjorde sig selv Gud lig. Jesus sagde til dem: »Sandelig, sandelig siger jeg jer: Sønnen kan slet intet gøre af sig selv, men kun det, han ser Faderen gøre; for hvad Faderen gør, det samme gør også Sønnen. For Faderen elsker Sønnen og viser ham alt, hvad han selv gør; og han skal vise ham endnu større gerninger, så I skal undre jer. For ligesom Faderen oprejser de døde og gør dem levende, således gør også Sønnen dem levende, han vil. Faderen dømmer heller ingen, men hele dommen har han overdraget til Sønnen, for at alle skal ære Sønnen, ligesom de ærer Faderen. Den, der ikke ærer Sønnen, ærer ikke Faderen, som har sendt ham. Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den, der hører mit ord og tror ham, som har sendt mig, har evigt liv og kommer ikke for dommen, men er gået over fra døden til livet. Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den time kommer, ja, den er nu, da de døde skal høre Guds søns røst, og de, der hører den, skal leve. For ligesom Faderen har liv i sig selv, således har han også givet Sønnen at have liv i sig selv. Og han har givet ham magt til at holde dom, fordi han er Menneskesøn. I skal ikke undre jer over dette, for den time kommer, da alle de, der er i gravene, skal høre hans røst og gå ud af dem – de, der har øvet det gode, for at opstå til liv, men de, der har gjort det onde, for at opstå til dom.« Amen (Johannesevangeliet 5,17-29).

 

Vor Fader i Himlen! Hold os fast hos dig i troen på, at du har friet os ud af mørkets magt og sat os over i din elskede Søns Rige! Amen.

 

I hjertet af kristendommen findes en række mysterier. Tilsammen udgør disse mysterier nogle hovedspor, i hvilke mennesker og kirke har trådt sin gang igennem kristendommens historie. I disse spor vandrer mennesket og kirken frem igennem tiden og frem imod Gud. At kristendommen i sit hjerte udgør et mysterium betyder, at al vores tale ikke kan været andet end forsøg på at nærme os noget, som vores hjerter aner, men ikke i dette liv vil komme til at forstå til fulde. Og dog vil vi forsøge igen og igen, fordi der bor en længsel i os efter at blive forenet med det, vi endnu ikke forstår.

 

Sådan vil vi også i dag, foranlediget af dagens lektie fra Daniels Bog (Dan 7,9-10 og 13-14) og evangeliet fra Johannes, til en indledning betragte det mysterium, som angår forholdet mellem Faderen og Sønnen. Gud Fader, den almægtige, skaber af himlen og jorden og alt det synlige og usynlige. Og Guds enbårne Søn, Jesus Kristus, Gud af Gud, lys af lys, sand Gud af sand Gud, som det hedder i Den nikænske trosbekendelse (optrykt bagerst i Salmebogen).

 

Den gammeltestamentlige profet Daniel ser i en vision, århundreder før Kristi komme, i et nattesyn, kalder han det, hvordan menneskesønnen, altså Jesus Kristus, føres frem for den gamle Gud, der sidder på sin vældige trone, og dér får givet riget, magten og æren, som vi siger til sidst i Fadervor.

Om ikke nøjagtig den samme så dog en lignende tanke kredser Jesus selv om i dagens evangeliestykke fra Johannes. Dog udtrykker Jesus i sin tale et forhold mellem Sønnen og Faderen, som går videre, end Daniel så det i sit nattesyn. I Jesu tale fra Johannes ser vi det forhold imellem Faderen og Sønnen, som vi netop udtrykker i trosbekendelsen fra kirkemødet i Nikæa, som igen udtrykker den særlige kristne forståelse af Gud som treenig. Hermed mener og tror vi, at hver gang vi erfarer Gud, hver gang vi taler om Gud, hver gang vi møder Gud, så er alle tre personer til stede på samme tid, om vi dog møder ham i skikkelse af Kristus i ordet eller i skikkelse af Helligånden i troen.

 

Jesus udtrykker forholdet sådan i dag: ”Sønnen kan slet intet gøre af sig selv, men kun det, han ser Faderen gøre; for hvad Faderen gør, det samme gør Sønnen.”

Sådan bekender vi med Jesus selv denne afgørende enhed mellem Faderen og Sønnen som dog, uanset hvor meget vi end forsøger at opklare det, i sidste ende forbliver et mysterium, en hemmelighed. Vi kan spejle forholdet imellem Faderen og Sønnen i slægtskabet mellem et barn og sine forældre, som det allermest intime forhold vi kender, hvor gener gives videre og går igen. Og dog rækker det billede ikke til. Hvor ethvert menneske søger at blive sin egen, fastholder Johannes’ Jesus igen og igen, at enheden imellem hans gerning og hans Faders gerning ikke må brydes.

 

[Glasmosaik fra kirken Notre Dame i Tauves, Frankrig. Kilde: Wikimedia Commons.]

 

Sådan har på denne måde Sønnen del i sin Faders skabermagt. Skabermagten som angår forholdet mellem liv og død, mellem det værende og det ikke-værende. Også heri finder vi et mysterium. Men ikke et specifikt kristent mysterium, som forholdet mellem Faderen og Sønnen er det. Forholdet mellem de levende og døde, det levende og det døde, er et spørgsmål som alle mennesker til alle tider og i alle kulturer har forholdt sig til. Måske det dybeste mysterium i menneskelivet? 

 

Der findes dem, som vil hævde, at mysteriet slet ikke findes. ”Når vi er, er døden ikke, og når døden er, er vi ikke”, skulle en klog mand have sagt engang, og så er der jo ikke mere at sige om det. Udover at forholdet mellem de levende og døde i denne optik først og fremmest bliver et erindrende forhold. De døde kan vi møde igennem vores erindring om dem, siger vi. De døde kan være forbilleder for os og pege ind på vores liv lige nu her, siger vi også. Men vi kan også blive de døde kvit ved det at gøre det modsatte. Glemme dem. Lade være med at tale om dem. Pointen er, ifølge denne anskuelse, at de døde er, hvad vi gør dem til. Hvis vi selv vil bevare dem, kan vi det igennem vores erindringer, så længe vi er i live. Men vi kan også lade dem være. Vi skal jo ikke mødes eller ses med dem igen.

 

Den kristne tanke om forholdet mellem de levende og de døde er meget anderledes. I den kristne tanke er det Gud, som bevarer vores døde. I den kristne tanke skal vi møde vores døde igen. Fællesskabet mellem de døde og de levende er med andre ord gjort i og har hjemme i den evige Gud – og ikke i os selv. Det er en befriende tanke for den, som sørger. Og den er fuld af trøst, fordi den peger opad og fremad i tiden ved at give et håb til ethvert menneske, som er blevet hjemløs på jorden efter at have mistet det eller de mennesker, som tilsammen udgjorde dette menneskes hjem her på jorden. Det kristne evangelium siger, at det hjem, som på jorden brydes ned, skal blive samlet på ny i Guds evige rige. Det er en meddelelse om, at der findes et andet hjem for mennesket, end det vi kender på jorden. En meddelelse om at vi mennesker kan komme hjem til den Gud, som har skabt os og bevarer os.

 

Sådan formulerer Paulus det i hvert fald. I dagens epistel fra det andet brev til korintherne (2 Kor 5,1-10) taler han godt nok ikke om de døde, men om det dødelige. Og han taler om legemet som et telt, som vores hus på jorden. Men det hus er ikke evigt, det ved vi godt. Det skal brydes ned. Men vi har et hus og et hjem, som er evigt, ikke af menneskehænder, men af Guds hænder. Paulus’ tro på dette himmelske hjem er så stærk, at han simpelthen længes efter det. Han længes efter at dø. Sådan siger han ikke selv. I stedet tegner han et billede af døden, hvori den kommer som en klædedragt fra himlen. I døden afklædes vi vor jordiske dragt, vores legeme, og iklædes en ny dragt fra himlen.

Det længes Paulus efter. Og vi forstår med ham, at livet her på jorden er en vandring mod et mål, som er hinsides livet. At vores egentlige, varige hjem ikke er at finde her på jorden, men hos Gud i himlen.

 

I disse tanker anlægges sådan et hovedspor i den kristne tradition og historie, som jeg talte om indledningsvis. Det er et spor, som altid har været der. Til tider har sporet været stort og tydeligt for enhver, og mange kristne mennesker har igennem tiden vandret og fulgt i dette spor. Mennesker som levede og lever i denne verden i en dyb tro på, at det egentlige hjem, den egentlige salighed og den fuldkomne forening med Gud findes hinsides denne verden.

 

Til andre tider er det samme spor groet godt og grundigt til. Det er sådan en tid, vi lever i nu. I stedet er et andet spor blevet gravet ud som korrektiv til det spor, Paulus anlagde. Og den kristnes vandring frem imod himlen er blevet forsaget for i stedet at insistere på dette liv, lige nu og her, som altings prøve og mening. Et kristent menneske bør ikke stirre sig blind på himlen, hedder det i dette spor, for så risikerer det at overse det menneske og den mening, som findes lige foran dets næsetip i det liv, som vi har fået givet nu og her. Hvis ikke kristendommen også havde dette spor i sig, ville vores tro og vores fællesskab blive verdensfjernt og verdensforsagende. Men den himmellængsel, den pilgrimstanke, som Paulus udtrykker i dag, peger ikke væk fra denne verden og optagethed, glæde og bekymring for livet i denne verden. Tværtimod. For at nå frem og hjem til Gud er også at nå frem og hjem til en domstol, vel og mærke Kristi domstol. Læg mærke til det.

 

Vores gerninger på jorden er forbundne med og har betydning i evigheden. På samme vis som vi levende er forbundne med vores døde i troen på, at vi skal mødes igen, er vores gerninger på jorden forbundne med himlen igennem Kristus. Så meget desto mere bør vi agte livet og vores gøren og laden på denne side af døden, fordi vi bærer disse gerninger med os ind i himlen.

Lige som vi skal mødes vores døde igen, skal vi i troen møde vores skaber igen i forløsningens, Jesus Kristi skikkelse.

Derfor kan vi med Paulus’ ord være ved godt mod, fordi dommen er den overgang fra død til liv, som i troens mysterium blive mennesket til del.

Amen.




senest redigeret: Friday 20-Nov-26 14:10:16
Breaking news:

Vi ændrer den måde, kirkebladet bliver produceret og distribueret på. Derfor skal alle, der ønsker at modtage bladet fremover, tilmelde sig.



Nyheder

Vestervang Sogns Kirkekontor er ferielukket fra fredag den 20. november til og med tirsdag den 1. december 2026




Bor du i Vestervang Sogn, kan du søge julehjælp.

Find ansøgningsskemaet og yderligere information her.




4. møde onsdag den 4. november kl. 16.30 - 18.00. 


Nye deltagere er velkomne. Næste gang onsdag den 4. november kl. 16.30!


Første gang 3. november